Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Langtidseffekten af overvægtsforebyggelse i mors mave skal undersøges

Data fra tre danske studier af livsstilsintervention hos gravide danner baggrund for det nye LiP-TOP-Fit studie. Forskerne har fået 12 millioner til at undersøge, om indsatsen betød, at de børn, der for 3-14 år siden lå i deres mors mave, er blevet sundere.

DE TUNGE  DANSKERE

Tema på Medicinske Tidsskrifters sider om de stadigt tungere danskere. 

{slider title="Sundhedspolitisk Tidsskrift" class="orange"}

{slider title="Propatienter" class="blue"}

{/sliders}

Fonden har givet en bevilling på 12 mio. kr. til dette projekt, som hedder ”The LiP-TOP-Fit study”.

Studiet LiP-TOP-Fit er et af de tre studier af meget tidlig forebyggelse af børneovervægt, som Novo Nordisk Fonden har bevilget i alt 60 millioner kroner til. 

”Vi får nu mulighed for at samle op på de mange data, der er blevet genereret,” siger forskningsansvarlig for Lip-TOP-Fit, Kristina Martha Renault, der er overlæge ved Obstetrisk Afdeling på Rigshospitalet.

”Ingen har endnu lavet et tilsvarende studie, og det bliver så spændende at se, om en indsats under graviditeten har en mere langsigtet effekt på de børn, der i dag er blevet op til 14 år gamle.”

Formålet med studiet er at undersøge formodede årsagssammenhænge mellem livstilsinterventioner under graviditeten og risiko for svær overvægt hos børn og teenagere. I det nye studie samles der op på den store mængde af data, der er indsamlet via de tre nævnte studier (se fakta under artiklen).

”Selvom vi selvfølgelig i dag godt kunne ønske os nogle oplysninger, vi slet ikke tænkte på, da vi gennemførte studierne, har vi meget data af høj kvalitet,” siger Kristina Martha Renault.

”De tre primære studier supplerer hinanden og giver os tilsammen meget detaljeret viden om både kost, fysisk aktivitet, metabolisme og blodprøvemarkører i graviditeten. Vi håber, at dette kan bidrage til en viden om mekanismer bag en sundere vægtudvikling for børnene. I TOP-studiet har undersøgelse af navlesnorsblod f.eks. vist, at livsstilsintervention førte til såkaldte epigentiske DNA-ændringer, hvilket kan tyde på en programmerende effekt på børnenes helbred,” siger hun.

I de primære studier var de forskningsansvarlige en del af den kliniske hverdag, og det har derfor ifølge Kristina Martha Renault gjort det muligt at samle gode kliniske data.

”F.eks var det i TOP-studiet, hvor 425 gravide blev inkluderet på Hvidovre Hospital, muligt at DXA-skanne 248 nyfødte børn indenfor de første levedøgn,” siger hun.

Effekten af et sundt fostermilljø

I Lip-TOP-Fit studiets indkaldes alle deltagerne fra de tre primære studier og deres børn til en omfattende helbredsundersøgelse, som indebærer udfyldelse af detaljeret kostspørgeskema, vurdering af fysisk aktivitet og syv​ dages registrering med aktivitetsmåler. Undersøgelserne af de medvirkende familier omfatter også både blodprøver, 7 dages kontinuerlig blodsukkermåling, måling af blodtryk, vægt og højde, måling af kropssammensætning ved DXA-skanning, øjenundersøgelse, leverskanning, konditions-test (step test), lungefunktionsundersøgelse, vurdering af pubertetsstadie, og kostregistrering.

”Vi håber, at vi vil se, at en sund livsstil i graviditeten har haft en programmerende virkning i fostertilværelsen,,” siger Kristina Martha Renault.

”Vi fokuserer ikke på BMI, men mere på en sund kropssammensætning, og som i TOP-studiet vil vi også DXA-skanne børnene. Vi håber også, at vi i blodprøver finder effekt af interventionen hos deres mødre, f.eks. markører for reduceret risiko for at udvikle type-2- diabetes eller andre fedme-relaterede sygdomme. Det bliver generelt spændende at se, om indsatsen har haft en langsigtet effekt, og om en meget tidlig forebyggelse reelt kan bryde en uheldig udvikling og føre til en sundere vægt i barndommen.”

 

Fakta: Opfølgning på tre tidligere studier

LiP -TOP-FiT studiet følger op på tre tidligere studier af livsstilsinterventioner i graviditeten.

Forskningsansvarlig for nærværende projekt, Kristina Martha Renault, er overlæge ved Obstetrisk Afdeling på Rigshospitalet og tidligere forskningsansvarlig for TOP-studiet (Treatment of Obese Pregnant Women). Opfølgningen foregår i tæt samarbejde med forskere på Steno Diabetes Center Copenhagen.

Overlæge Christina Anne Vinter fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling ved Odense Universitetshospital/Steno Diabetes Center Odense er tidligere forskningsansvarlig for LiP-studiet (Lifestyle in Pregnancy), hvor både gravide i Odense og Aarhus blev inkluderet.

Overlæge Grete Teilmann fra Børne- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital er forskningsansvarlig for opfølgningen på FitMum-studiet (Fitness for Good Health of Mother and Child).

 

 

Relateret artikel

 

Tags: overvægt

Del artikler