Mette Frederiksen: Vi kommer med sundhedsudspil i første kvartal af i år
Udskudt, udskudt, udskudt. Sådan har det i årevis lydt om den reform af sundhedsvæsenet, som sundhedsvæsenets parter længe har efterspurgt, og med coronasituationen og strejke blandt sygeplejersker er den ikke blevet mindre efterspurgt. Men regeringens sundhedsspil kommer i første kvartal af 2022, lovede statsminister Mette Frederiksen (Soc.) under en hasteforespørgsel i Folketinget onsdag eftermiddag.
Blå blok krævede før nytår svar på, hvorfor regeringen endnu ikke har indkaldt til forhandlinger om den længe ventede sundhedsreform. I statsminister Mette Frederiksens nytårstale blev udspillet endda udskudt på ubestemt tid. Mette Frederiksen argumenterede i nytårstalen for, at tiden ikke er til at "gennemføre store forandringer i sundhedsvæsenet", når "vi står midt i en svær pandemi". Så snart det er muligt, vil regeringen komme med et udspil, uddybede hun. Hun kom dog ikke ind på hvornår.
Derfor var statsministeren indkaldt til en hasteforespørgsel onsdag eftermiddag kl. 13 for at svare på, hvornår udspillet kommer.
"Regeringen er mindst lige så utålmodige efter en reform, som Folketingets øvrige partier er," sagde Mette Frederiksen. "Der er brug for langt bedre sammenhæng mellem hospitaler og det nære sundhedsvæsen, brug for bedre forebyggelse mod genindlæggelser, og medarbejderne skal have ordentligt tid til deres arbejde. Det store behandlingsefterslæb skal indhentes, og ventetiden skal ned. Efter to år med corona er der ingen tvivl om, at der er udforinger i sundhedsvæsenet. Vi har allerede taget en lang række skridt og investeret i sundheden, men i løbet af første kvartal af i år vil indkalde til forhandlinger om en ny sundhedsreform," sagde Mette Frederiksen bl.a. fra talerstolen.
Hun efterlyste et bredt, politisk samarbejde om den nye reform.
"Vi må være ærlige og sige, at der ikke er nogen snuptagsløsninger, og vi kommer til at mangle medarbejdere i sundhedsvæsenet i endnu større omfang, end vi ser i dag. Så vi har brug for en langsigtet politisk aftale om sundhed, og det håber jeg, at alle partier vil være med til at tage ansvar for. Sundhedspolitik er noget af det, der er allervigtigst for danskerne. Det er rigtig godt, hvis vi kan lave brede aftaler«, sagde hun.
Hun forsvarede, at den 2,5 år gamle regering ikke har prioriteret en sundhedsreform før nu.
"Under coronaepidemien har der ikke været mulighed for store strukturændringer i sundhedsvæsenet. Men nu er situationen en anden, selv om smitten er stor. Mere end 90 procent over 65 år har fået 3. stik, og på trods af den store smitte ser vi ikke den afsmittende effekt på alvorlig sygdom og på indlagte på intensiv."
Tags: sundhedsreform



