Heunicke, der er andet end covid-19. En sundhedsreform haster
Debat

Af Merete Winther Hildebrandt (K), rådmand og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, sygeplejerske
og Jacob Rosenberg (K), medlem af Hovedstadens regionsråd, overlæge og professor
DEBAT: Desværre virker det som om, der ikke er politisk interesse for at få lavet en sundhedsreform fra regeringens side. Men det haster med at finde ud af, hvilke opgaver der skal løses, og hvor de løses bedst, herunder også hvordan økonomien følger med. Og derfor haster det med en sundhedsreform, skriver Merete Winther Hildebrandt og Jacob Rosenberg.
Endelig ser det ud til at lysne, og vi kan forhåbentlig se en ende på pandemien. Derfor er det så umådelig vigtigt at have en overordnet politisk plan for slutfasen af coronakrisen, og hvordan vi fremover lever med corona som en mere almindelig vinterinfektion, for den er desværre kommet for at blive.
Vi er mange, der savner en politisk plan, både for afvikling af restriktionerne og udfasning af den massive og overordentlig dyre testning, men i den grad også for en meget tiltrængt sundhedsreform. Som henholdsvis regionrådsmedlem i Region Hovedstaden og som medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, men også som fagpersoner, ved vi fra vores hverdag, hvor vigtigt det er. Det var et tema i valgkampen i 2019 og er siden blevet udskudt af flere omgange. Der ligger et forslag fra den tidligere regering, som man rimelig nemt kan bygge videre på. Så hvad venter vi på?
Der er da også adskillige sundhedseksperter, der undsiger statsministeren, når hun i sin nytårstale siger, at det ikke er tid til at gennemføre store forandringer i sundhedsvæsenet under en pandemi.
Det er helt oplagt, at meget af det, man skal have i en reform, foregår uden for sygehusene. Covidpresset er umiddelbart på sygehusene, men fremadrettet skal en sundhedsreform være bredere, og vi skal selvfølgelig inddrage det nære sundhedsvæsen.
