Magnus Heunicke.

Heunicke garanterer straffrihed for læger, der vil behandle 3000 syge danskere

Endelig kan lægerne nu få lov til at kontakte 3.000 patienter med hepatitis C, så de kan få adgang til en behandling, der i 95 procent af tilfældene kurerer sygdommen. Sundhedsminister Magnus Heunicke garanterer lægerne straffrihed.

Problemet har været, at lægerne har brudt databeskyttelsesloven ved trække data på de syge ud af forsknings-databaserne. Sundhedsministeriet har indtil videre henvist lægerne til, at de kan påkalde sig nødret og kontakte patienterne på trods af, at Sundhedsloven ikke tillader sådan en handling.

Men som professor Peer Brehm Christensen, infektionsmedicinsk afdeling ved Odense Universitetshospital i august 2019 sagde til Sundhedspolitisk Tidsskrift, så var det ikke den rigtige måde at gøre det på. Ikke mindst fordi han er dataansvarlig for det register, der er tale om, og har skrevet under på, at han vil holde de forpligtelser, der er stillet op for at drive det.

”Det bliver jo heller ikke sidste gang, at man laver noget forskning, der viser sig at være til gavn for dem, man har forsket på, og så er det da surt, at de ikke kan få gavn af det. De vandtætte skotter mellem forskning og klinisk patientbehandling er nogle gange lidt snævre. De er lavet, fordi alle er bange for, at man på et tidspunkt finder et gen, der kan fortælle, hvornår man skal dø, og det skal man selvfølgelig heller ikke fortælle folk, men jeg har altså ikke set sådan et gen endnu,” sagde Peer Christensen.

Men nu garanterer sundhedsminister Magnus Heunicke altså ifølge DR lægerne, at de ikke kommer i juridisk klemme, hvis de bruger nødret.

”Det er nu besluttet, at man kan gøre brug af nødret i den her situation, fordi vi har at gøre med en alvorlig, smitsom sygdom med risiko for livstruende følgesygdomme,” siger Magnus Heunicke til DR.

Han har kontaktet Region Hovedstaden og sikret ekstra mandskab til hurtigt at gennemgå listen med de 3.000 smittede danskere, der ikke er i behandling.

Udover løsningen på det akutte problem vil sundhedsministeren nu gennemse hele lovgivningen på området og sikre, at der ikke igen opstår en lignende situation, hvor patienter ikke kan kontaktes på grund af databeskyttelsesloven.

Magnus Heunicke er kaldt i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg om sagen senere på måneden.

 

 

 

Hvorfor behandle hepatitis C?

Den væsentligste grund til at få behandling for hepatitis C er at stoppe dannelsen af arvæv i leveren.

Behandlingen vil hos de fleste medføre, at leverens funktion bliver bedre, og at arvævet tilbagedannes over en årrække, hvis leveren ikke er for skadet.

Herudover nedsættes risikoen for at udvikle leverkræft og leversvigt væsentligt. Har man symptomer på hepatitis C, der ikke direkte er relaterede til leveren, for eksempel hudsymptomer, kan disse også blive bedre eller helt forsvinde.

Mange der er blevet behandlet føler en effekt på almentilstanden og mere energi, men om det skyldes en bedre leverfunktion eller fravær af virusinfektion ved man ikke.

- Kilde: Netdoktor

 

 

Relaterede artikler:

Like eller del denne artikel