Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jod i salt har givet 50 procent færre patienter med forhøjet stofskifte

Ny dansk undersøgelse fra Aalborg Universitetshospital viser, at det danske krav om jod i salt har reduceret forekomsten af patienter med forhøjet stofskifte kraftigt.

Undersøgelsen er offentliggjort i Clinical Endocrinology.

I Danmark har det siden år 2000 været et krav, at danskproduceret salt skal tilsættes 13 milligram jod pr. kg., da mange danskere mangler jod. Mangel på jod kan blandt andet føre til forhøjet stofskifte, også kaldet thyreotoksikose, hvilket blandt andet kan give forstørret skjoldbruskkirtel og give øjenproblemer. Dengang førte kravet til, at danskernes indtag nåede op over det anbefalede minimum på 150 mikrogram jod pr. dag.

Og det har altså være nok til, at mange danskere er blevet skånet for stofskiftesygdomme, viser den nye forskning altså. Incidensen af forhøjet stofskifte er faldet 50 procent, efter jodberigelsen af salt blev indført. Specialt er forekomsten af tilfælde med knudestruma og enkeltknuder faldet og i mindre grad Graves Sygdom.

Forskerne sammenlignede de tre år (1997-2000), inden kravet om jod i salt blev indført, med en tilsvarende treårig periode fra 2014 til 2016.

Ifølge forskerne har det jodberigede salt dog ikke helt gjort kål på danskernes jodmangel.

"Det er dog nu i niveauet mild jodmangel frem for moderat jodmangel, hvilket tidligere var tilfældet," siger Mads Petersen, læge og ph.d-studerende på Endokrinologisk Afdeling og hovedforfatter til undersøgelsen.

Fra 1. juli 2019 har Fødevarestyrelsen igen øget kravet til jodmængden til 20 mikrogram pr. gram. Det er sket, fordi primært mange kvinder, blandt dem gravide, stadig mangler jod. Hos gravide kvinder og kvinder, der ammer, kan jodmangel påvirke hjerneudviklingen hos fostre og nyfødte.

Del artikler