Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jane Heitmann (V): Unge praksislæger skal tilbydes fælles fagmiljøer og gode arbejdsforhold

VALG 2019. Sundhedspolitisk Tidsskrift har ladet sundhedsordførerne for de politiske partier svare på en række centrale spørgsmål. Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann mener, at man bedst løser manglen på læger ved at tilbyde unge læger attraktive fællesskaber med højt fagligt niveau. Derudover ser hun gerne, at de regionale på sundhedsområdet udlignes.

Angiv de tre største udfordringer inden for sundhedsvæsnet i dag – samt dit bud på, hvordan de kan løses?

”Vi har stor geografisk ulighed. Vi mangler sammenhæng, og vi mangler nærhed. Det er vores overbevisning, at Sundhedsreformen giver svaret på nogle af de centrale og vigtigste udfordringer,” siger Jane Heitmann.

Hvad er dine mærkesager inden for sundhedspolitik?

”Vi har en meget stor udfordring på Fyn med lægedækning. I Faaborg har 40 procent af lægerne lukket for tilgang, i Nyborg  50 procent, på Langeland 60 procent og i Odense 68 procent. Det er en kæmpemæssig udfordring, og det betyder, at der er rigtig mange mennesker, som skal ud og køre langt, når de skal til læge. Også selv om det er for en simpel blodprøve eller en simpel kontrol, og det duer ikke. Det udfordrer især vores ældre medicinske patienter. Derfor går jeg blandt andet til valg på fuld lægedækning på Fyn,” siger Jane Heitmann.

 

 

Hvad mener Venstre at en pakke cigaretter skal koste?

”Da vi rykkede ind i regeringskontorene, fremlagde vi lige umiddelbart efter Kræftplan 4 – og med Kræftplan 4 tilkendegav vi også, at vi ønskede den første røgfri generation i 2030. Det er et utrolig ambitiøst mål, og jeg glæder mig over, at det er der fuld opbakning til det i Folketinget og hos Kræftens Bekæmpelse samt hos andre aktører.

Det er vigtigt, at det især er omkring de unge, at vi skal styrke indsatsen. I Venstre ønsker vi os markant dyrere cigaretter.”

(Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har efter dette interview meldt ud, at regeringen vil hæve prisen med 20 kroner, så en pakke cigaretter kommer til at koste lidt over 60 kroner gennemsnitligt, red.)

”Vi har taget en række initiativer for at sikre, at de unge ikke har så let ved at købe cigaretter, som vi jo desværre har måtte konstatere, at de har haft. Blandt andet har regeringen indgået aftaler med detailhandlen, som sikrer, at der i højere grad bliver bedt om at vise legitimation. Det er forbudt at sælge tobak til unge under 18, og vi har styrket Sikkerhedsstyrelsen, så de kan bistå politiet i håndhævelsen af lovgivningen. Derudover har vi fået mulighed for, at vi kan fratage detailhandlen muligheden for at sælge tobak, hvis de igen og igen overtræder lovgivningen,” siger Jane Heitmann.

”Sidst, men ikke mindst har vi gjort advarselsbillederne på pakkerne større, tilføjet nummer til rygestopslinje på pakkerne samt iværksat en kampagne på de sociale medier, som er rettet mod de unge. Kampagnen hedder ”But Why?” og tilbagemeldingen er, at de unge rent faktisk lytter,” siger Jane Heittmann.

Hvad er din holdning til, at Danmark ikke er på højde med lande, vi normalt sammenligner os med, når det eksempelvis kommer til behandling med Revlimid, Ocrevus og Spinraza?

”Nu er Medicinrådet jo en relativt ny aktør, og man er i gang med at evaluere det, men jeg tror, at det er ret åbenlyst, at det har skabt noget debat. For mig er det vigtigt, at al godkendt medicin i udgangspunktet er tilgængelig for danske patienter. Det er et vigtigt udgangspunkt, men det er også et vigtigt udgangspunkt, at det er lægen, der har ordinationsretten. Så når medicin eller behandling bliver ordineret, skal det være på baggrund af en lægefaglig vurdering, og det er sådan set det, der er afgørende for os i Venstre. Så kan der være en standardbehandling, der siger det ene, eller en standardbehandling, der siger det andet, men der skal være plads til en lægefaglig vurdering, som peger i retning af en behandling, som ikke er en standardbehandling. Det skal der også være mulighed for.”

”Kodeordet for os i Venstre er, at behandling – medicinsk eller anden behandling, det er på baggrund af en lægefaglig vurdering,” siger Jane Heitmann.

Hvem skal afgøre, hvilke medicinske behandlinger, der er for dyre?

”For os i Venstre er det vigtigt, at alle bliver tilbudt den rigtige og nødvendige behandling. Vi har blandt andet med Sundhedsreformen foreslået et behandlingsråd, ligesom vi jo i dag har Medicinrådet. Også Etisk Råd har foreslået et behandlingsråd, og jeg er sådan meget på linje med de tanker, som man har gjort sig i Etisk Råd omkring, hvordan får vi råd til også de dyre behandlinger i fremtiden. I Venstre har vi syntes, at det var spændende at arbejde videre med et behandlingsråd på samme måde, som vi har et Medicinråd.”

”Med Sundhedsreformen lægger vi 8,5 milliard oveni i den økonomi, der i forvejen er i sundhedsvæsnet. Siden 2015 har vi løftet sundhedsvæsnet med seks milliarder, og med Sundhedsreformen vil vi tilføje ekstra 8,5 milliard. En del af de midler vil også blive ørenmærket til at drive et behandlingsråd,” siger Jane Heitmann.

Hvad er din holdning til, at Folketingets 7. princip for prioritering af sygehusmedicin ikke altid overholdes?

”Det 7. Princip har vi diskuteret flere gange, og jeg kan forstå, at man hos alle regioner er opmærksomme på det. Meldingen vi har fået tilbage er, at det er lægen, der har ordinationsretten, og det synes jeg er vigtigt at holde fast i,” siger Jane Heitmann.

Hvad er din holdning til, at regionerne har været nødt til at fyre personale på grund af stigende udgifter til medicin?

”Vi har løftet danskernes sundhedsvæsen med seks milliarder kroner siden 2015, og hvert eneste år indgår regeringen økonomiaftaler med Danske Regioner.”

”Det er mit indtryk, at der er stor forskel på de personaleudfordringer, man har rundt omkring i landes regioner.  Jeg kan konstatere, at der er stor forskel på, hvordan man håndterer budgetterne. I Region Hovedstaden har vi jo gentagne gange været vidne til, at ledende medarbejdere er gået og ovenikøbet har smækket hårdt med døren på vej ud. Det er dog regionernes ansvar at få budgetterne til at hænge sammen. Med de seks milliarder, der er tilført danskernes sundhedsvæsen, har vi i den grad prioriteret sundhedsvæsnet, mener jeg.”

”Hos Venstre mener vi, at det er dybt bekymrende, at der er så store regionale forskelle. Også i forhold til, hvor dygtig man er til at overholde udrednings- og behandlingsgarantien og i forhold til, hvad det er for nogle behandlinger, man tilbyder patienterne. Det er da dybt bekymrende, at det er postnummeret, der afgør, hvilken behandling man får,” siger Jane Heitmann og fortsætter.

”Løsningsnøglen ligger i Sundhedsreformen, som i høj grad vil gøre op med de regionale forskelle, der er. Derudover vil vi styrke patientrettighederne, så patienternes muligheder er ens over hele landet. Der er nogle regioner, der i den grad har svigtet patienterne: Svingdørspatienter i psykiatrien i Region Midtjylland, Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, kræftpatienter på alt for lange ventelister og en række andre svigt. Overskriften er, at det bliver vi nødt til at gøre bedre.”

 

Hvordan mener Venstre, at man skal løse udfordringen med manglen på praktiserende læger, speciallæger og andet sundhedspersonale?

”Vi er jo kommet med et udspil med Sundhedsreformen, som handler om, at vi vil uddanne flere læger, 2000 nye sygeplejersker og så vil vi sikre adgang til speciallæger. I Sundhedsreformen der ligger jo et ønske om, at vi får afdækket, hvordan vi får bedre får læger og speciallæger.”

”Børn – og ungepsykiatrien er et jo et eksempel på et område, hvor der er meget lange ventelister – og det kunne være en hjælp, hvis vi kunne få flere børn – og ungepsykiatere. Det kræver, at vi sætter gang i et udvalgsarbejde og får afdækket, hvad er mulighederne i forhold til speciallægerne – og her tænker vi på både hudlæger, gynækologer, psykiatere og andre speciallæger.”

”Vi vil gerne have flere almen praktiserende læger, og vi har allerede løftet optaget på medicinstudiet og givet mulighed for, at studerende på Syddansk Universitet i Odense kan læse kandidaten i Esbjerg eller Køge. Det hænger sammen med, at vi ved, at der, hvor man læser, der slår man sig også gerne ned efterfølgende. I Esbjergområdet har vi store udfordringer med at tiltrække praktiserende læger. Derfor håber vi på, at hvis nogle får mulighed for at læse kandidaten i Esbjerg, så får de også lyst til at slå sig ned i området efterfølgende,” siger Jane Heitmann og fortsætter.

”Derudover foreslår vi helt konkret med Sundhedsreformen, at vi løfter det danske sundhedsvæsen med 8,5 milliarder ekstra, hvoraf vi afsætter fire milliarder til lokale topmoderne sundhedshuse, fordi vi ved, at unge læger gerne vil ud i moderne og faglige fællesskaber, hvor man måske kan være flere praksislæger sammen. Der skal også være andre faglige profiler som specialsygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykologer, en jordemoder eller en bioanalytiker. Tanken er at sikre nogle topmoderne sundhedshuse med fagligt spændende miljøer. Det kunne derudover være en mulighed, at unge læger kan leje sig ind i sundhedshusene.”

”Derudover vil vi gerne i dialog med regionerne om, at der i øjeblikket er ansat omkring 800 læger på landets sygehuse, som vi gerne vil give mulighed for at tage orlov, så de kan komme ud og prøve livet af i almen praksis. Hvis det så ikke er noget, så har de fortsat et job at vende tilbage til. Det handler også om sætte fokus på de praktiserende lægers øvrige forhold – man får eksempelvis ikke løn under barsel, hvis man er ude i almen praksis, ligesom man gør, hvis man er ansat på et sygehus. Vi vil gerne i dialog med de faglige organisationer om at sikre gode arbejdsforhold, også for de unge kvindelige læger under graviditet og barsel,” siger Jane Heitmann.

Tags: valg2019

Del artikler