Tusinder af danskere får hvert år langvarige senfølger af hjernerystelse

Mellem 10 og 15 procent af de 25.000 danskere, som hvert år får diagnosen hjernerystelse, bliver ikke raske indenfor de første par måneder, men har langvarige senfølger og symptomer i form af postcommotionelt syndrom, PCS.

Patienterne lider typisk af hovedpine, svimmelhed, forstyrrelser af koncentration og hukommelse, overfølsomhed overfor støj og lys, angst samt træthed, og det er disse for mange ofte alvorligt invaliderende symptomer, som en ny bog ’Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag’ forsøger at hjælpe patienter til at tage hånd om.

Ifølge ’Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag’, der er skrevet af Annecatrine Borup, er der ikke bred enighed om, hvor længe symptomerne skal optræde, før man stiller en PCS-diagnose, hvorfor selvhjælpsguiden da også giver redskaber og viser, hvilke muligheder man har for at få en bedre hverdag allerede fra den første dag, hvor man rammes af hjernerystelse:

”Fokus er på det, du selv kan gøre – ikke på dine symptomer. En hjernerystelse skal tages alvorligt. Og mange vil kunne hjælpes et godt stykke videre med den rette viden tidligt i deres forløb. Denne bog henvender sig hovedsagelig til dig, der har en hjernerystelse, der har varet mere end en måned. Men også hvis du er akut ramt, vil der være elementer i bogen, du vil kunne bruge,” skriver Borup, der dog trods egen grundige rådgivning alligevel samtidigt også henviser patienter i den helt akutte fase til Hjernerystelsesforeningens akutvejledning.

’Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag’ er med sine mange gode råd til, hvordan man tackler en hjernerystelse, så man kan komme i gang igen, på mange måder den bog, som mange af os, der har haft hjernerystelse, gerne ville have haft ved hånden, så vi kunne have administreret vores energi bedre og ikke enten havde været for aktive i forsøget på at føle os raske hurtigt - eller for forsigtige af frygt for at få det dårligt. Begge dele er lige skidt.

Om at være for forsigtig og passe for meget på sig selv og den onde cirkel, som kan opstå ved undgåelsesadfærd, advarer Annecatrine Borup for eksempel:

”Du undgår alt, der provokerer dine symptomer, og du vænner dig til mindre og mindre aktivitet. Derved bliver belastningerne større, hver gang du bliver nødt til at gå ud i verden. Herved forværrer du dine symptomer: Flere muskelspændinger, øget hovedpine, mere træthed, svimmelhed, kvalme og en nedsat tolerance for sanseindtryk,” skriver hun og fortsætter:

”Men du bliver nødt til at udfordre dig selv en gang imellem for at mærke, hvordan og hvor meget du kan rykke dine grænser, men du skal helst ikke udfordre dig selv for meget”.

Og netop at guide patienter gennem grænseområderne mellem for lidt og for meget er én af bogens styrker, og man mærker, at Annecatrine Borup, der selv har haft hjernerystelse flere gange, ved, hvad hun taler om. Blandt andet når hun beskriver, hvor vanskeligt og frustrerende det kan være at have en usynlig sygdom - for eksempel når ens omgivelser i bedste mening siger, at man da ellers ser godt ud, selv om det hele måske sejler, og man bare er træt og forpint:

”Et brækket ben kan man forholde sig til, fordi man kan se det, men en rystet hjerne er straks værre. For nogle hjælper det at sige, at de har en mild hjerneskade, for det kan omgivelserne lettere forholde sig til”.

En rød tråd gennem bogen er, at patienter skal lære at afkode egne symptomer og grænser for aktivitetsniveauer, og bogen er fuld af tips til forskellige måder at forstå og få overblik over symptomerne. Ligesom den også indeholder en lang stribe meget forskellige råd om, hvordan man selv både ude og især derhjemme kan arbejde med hovedet og kroppen for at lindre disse.

”Det, der er den rigtige løsning for nogle, behøver ikke at være den rigtige løsning for andre. Det kan også være, at behandlinger, der har hjulpet dig tidligere, ikke slår til mere. Vær også åben over for muligheder, du ikke havde forestillet dig kunne hjælpe. Alle skader er forskellige og skal behandles derefter,” erklærer Borup, der har en så systematisk og udogmatisk tilgang til hjernerystelse, at det er svært at forestille sig, at ikke de fleste med en langvarig hjernerystelse vil kunne opnå en eller anden form for gavn af hendes bog. Ikke mindst i en tid, hvor patienter kan få helt modstridende beskeder om, hvorvidt de nu skal forholde sig helt i ro eller måske gøre alt det, som de overhovedet føler sig i stand til.

’Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag’ rummer et katalog af potentielle behandlingsmuligheder overfor et postcommotionelt syndrom, PCS. Nogle er klassiske traditionelle lægefaglige behandlingsterapier, og andre er alternative metoder som for eksempel kraniosakral terapi. Men fælles for anbefalingerne er forfatterens gennemgående snusfornuftige og lavpraktisk holdning om, at alle behandlere skal være specialister i hjernerystelse, og at tingene skal virke og give positive resultater, for ellers kan behandlingerne gøre ondt værre – ikke mindst de mere eller mindre alternative behandlinger, som hun ellers i princippet finder stor værdi i som mulige redskaber og hjælp til at kunne vende tilbage til en bedre hverdag med hjernerystelse og PCS.