Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Pilotstudie antyder: Kognitiv effekt af biologisk astmabehandling

Svær astma kan være associeret med svækkelse af kognitive funktioner som dårlig korttidshukommelse, ringe visualisering, koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder mm. Patientgruppen behandles ofte med biologisk medicin, som har effekt på deres astmasymptomer, men om behandlingen også har effekt på de kognitive funktioner er ikke undersøgt. Før nu.

 

 

 

 

Danske forskere har for første gang undersøgt, om den biologiske behandling Dupixent (dupilumab) har effekt på de kognitive funktioner hos patienter med svær, ukontrolleret astma.

I det danske pilotstudie ”Early effects of anti-IL4R on cognitive functions in patients with severe asthma”[1] ses kognitiv svækkelse hos en stor del af deltagerne ved baseline. Men allerede efter fire måneder i anti-ILR4-behandling (dupilumab) så forskerne ikke alene effekt i deltagernes astmasymptomer - de spæde resultater antydede også, at behandlingen havde effekt på deltagernes subjektive opfattelse af egne kognitive funktioner.

Gruppen påvirket bredt

Charlotte Bernhoff

”Der findes ikke meget data på området, selv om man ved, at denne patientgruppe er påvirket langt bredere end alene af deres astmasymptomer. Patienterne giver udtryk for, at de har andre symptomer som træthed, nogle føler sig deprimeret - og alligevel er der ikke meget forskning på denne del af det, der kan følge med at have svær, ukontrollerbar astma. Det er også derfor, vi ikke præcis ved, hvad det er, patienterne taler om - og om det er noget, vi kan vise i forskningen. Derfor besluttede vi at undersøge det nærmere,” siger Charlotte Bernhoff, projektsygeplejerske ved Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Forskning, Bispebjerg Hospital.

Hun fortsætter:

”I vores kohorte havde over halvdelen af deltagerne signifikante kognitive udfordringer ved studiestart sammenlignet med forventede evner i forhold til verbal læring, hukommelse og mental fleksibilitet. Ved den opfølgning, vi lavede, efter at deltagerne var blevet behandlet med dupilumab i fire måneder, rapporterede de generelt færre subjektive symptomer på kognitiv svækkelse, og de viste en signifikant forbedring i kognitiv fleksibilitet målt ved TMT-B.”

Til gengæld blev der hverken observeret forbedring i deltagernes verbale funktion eller i deres hukommelse på dette tidspunkt.

Følger deltagerne i et år

Da resultaterne stammer fra data indsamlet efter fire måneders behandling, mener forskeren, at det er for tidligt at se fuld effekt af den biologiske behandling på deltagernes koncentrationsbesvær, korttidshukommelse og deres generelle kognitive svækkelse, og derfor er pilotprojektet også fortsat i gang.

”Vi følger deltagerne i et år og håber, at vi vil se fuld effekt af behandlingen efter etårs-besøget på ambulatoriet. I de foreløbige og meget tidlige resultater har vi set signifikante forbedringer i TMT-B [trail marking test], ligesom scoren i deltagernes Quality of life spørgeskemaer er markant forbedret efter blot fire måneders behandling. Det, synes jeg som sygeplejerske, er lige så vigtigt, da det peger på, hvordan patienterne føler, at de har det,” siger Charlotte Bernhoff og peger på, at hun håber, at studiet kan føre til mere forskning, som i sidste ende kan hjælpe patienterne i hverdagen.

Blandt andet håber hun, at forskning i biologisk behandling af patienter med svær, ukontrollerbar astma med kognitive funktionsnedsættelser kan lede til, at patienterne kan komme i behandling tidligere.

Vil behandle tidligere

”Der er et langt sygdomsforløb forud for, at patienterne kommer i behandling med biologisk medicin. Derfor kunne jeg godt ønske, at det var muligt at behandle en del af patienterne tidligere i deres sygdomsforløb,” lyder det fra Charlotte Bernhoff.

Alle deltagere i pilotprojektet havde svær, ukontrollerbar astma men blev ligeledes undersøgt og vurderet for objektive, kognitive funktioner, før de begyndte behandling med anti-IL4R.

Vurderingen blev foretaget ved hjælp af Screening for Cognitive Impairment in the Psychiatry (SCIP) og den danske version af Trail Making Test-part B (TMT-B), ligesom deltagernes subjektive kognitive funktioner blev vurderet med Cognitive Failures Questionnaire.

”Resultaterne viste, at 50 til 56 procent af deltagerne havde moderate til svære kognitive udfordringer, da vi testede dem ved baseline. Jeg må indrømme, at vi blev overrasket over, at der var så mange deltagere, som var så hårdt ramt,” siger forskeren og peger på, at behandling af hele patienten er essentiel - også når sygdommen hedder astma.

”Det handler ikke alene om patienter, som har svær ved at få vejret. Det handler også om mennesker, som bliver påvirket af deres sygdom på anden vis. I vores pilot-studie er det over halvdelen, som har kognitive udfordringer. Over halvdelen af deltagerne er virkelig mange, som oveni deres mange sygdomssymptomer også døjer med søvnbesvær, en dårlig korttidshukommelse og et meget lille overskud i hverdagen. Det skal vi hjælpe patienterne med,” siger Charlotte Bernhoff.

[1] Endnu ikke publiceret.

Mere præcis identifikation af børn med høj risiko for infektion med RS-virus

Mere præcis identifikation af børn med høj risiko for infektion med RS-virus

En ny undersøgelse hjælper med at identificere børn, der har størst risiko for at opleve en alvorlig respiratorisk syncytialvirus (RS-virus) infektion, og som dermed ville have størst gavn af nye RS-virus forebyggende foranstaltninger.

 

 

 

 

En registerundersøgelse, der inkluderer alle finske og svenske børn samt deres familiemedlemmer, identificerede 16 væsentlige risikofaktorer for en alvorlig RS-virus-infektion. I studiet skabte forskerne en klinisk model til at forudsige risikoen for hospitalsindlæggelse med en RS-virus infektion og viste, at modellen klarede sig godt i både Finland og Sverige.

Denne store undersøgelse om risikofaktorer for alvorlig RS-virus infektion, ledet af forskere fra Helsinki Universitet og Helsinki Universitetshospital, blev for nylig offentliggjort i tidsskriftet Lancet Digital Health.

Risiko stiger ved for tidlig fødsel

Undersøgelsen bekræftede, at risikoen for en alvorlig infektion med RS-virus er størst hos småbørn yngre end seks måneder, og at risikoen stiger, hvis spædbarnet fødes for tidligt, har visse medfødte tilstande og har yngre søskende. De nye prognostiske faktorer, der er identificeret, omfatter misdannelser i esophagus og en mindre alvorlig medfødt hjertesygdom.

I de senere år er der både udviklet et langtidsvirkende antistof, der beskytter mod infektion med RS-virus, og en vaccine givet til mødre under graviditeten for at forhindre RS-virus infektioner. Når de er målrettet korrekt, kan sådanne lægemidler forebygge et stort antal komplikationer hos små børn og mindske antallet af hospitalsophold og besøg på akutafdelingen. Men det er endnu ikke klart, hvor bredt disse metoder skal bruges.

”Det er måske ikke muligt at tilbyde disse nye forebyggende foranstaltninger til alle børn. Vores forskning hjælper med at identificere de børn, der har mest brug for dem, både på individniveau og i befolkningen,” siger hovedforfatteren af undersøgelsen, Pekka Vartiainen, postdoc-forsker fra Instituttet for Molekylær Medicin Finland FIMM, Universitetet i Helsinki, og overlæge med speciale i pædiatri.

Sygdomsbyrden er høj

RS-virus er en almindelig virus, der forårsager luftvejsinfektioner, men som kan være farlig - særligt for spædbørn. Sygdomsbyrden ved RS-virus-epidemier er høj verden over, og globalt dør årligt over 100.000 børn på grund af RS-virus infektioner.

”RS-virus forårsager alvorlige infektioner, især hos børn under et år. I Finland er det en af de mest almindelige årsager til hospitalsindlæggelse af små børn og en væsentlig årsag til spædbørnsdødelighed på verdensplan,” siger Santtu Heinonen, MD, Specialist i Pædiatri fra HUS Nye Børnehospital.

I Finland bliver hvert tredje barn under et år smittet med RS-virus, og omkring 1.000 af disse børn har behov for hospitalsbehandling for RS-virus infektionen – hvilket er betydeligt flere end for influenza eller coronavirus. Derudover er mellemørebetændelse en almindelig komplikation efter infektion med RS-virus.

Langt de fleste patienter får infektionen i de få spidsbelastningsmåneder af epidemien, hvilket lægger en betydelig byrde på sundhedsvæsenet og ofte fører til aflysning eller udsættelse af operationer.

Forskellige registre involveret

Forskerholdet brugte forskellige nationale registre til at undersøge de faktorer, der øger risikoen for hospitalsindlæggelse på grund af RS-virus hos børn under et år. Undersøgelsen omfattede 1,25 millioner børn født i Finland mellem 1997 og 2020 og 1,4 millioner børn født i Sverige mellem 2006 og 2020 samt deres forældre og søskende. Den simple 16-variable kliniske forudsigelsesmodel skabt i studiet fungerede lige så godt som den 1.511-variable AI-baserede model.

For at skabe forudsigelsesmodellen blev sundhedsdata harmoniseret og kodet til AI-brug som en del af den finske FinRegistry-undersøgelse. Den endelige model blev replikeret i de tilsvarende svenske registerdata.

”I vores undersøgelse anvendte vi data af høj kvalitet og metodisk ekspertise til at løse et klinisk vigtigt problem. De nordiske lande har usædvanlige omfattende og pålidelige registerdata. Der er få lande, hvor en sådan undersøgelse kan udføres,” siger Andrea Ganna, Associate Professor ved Helsinki Universitet, der ledede undersøgelsen.

Hun bakkes op af forskningsprofessor Markus Perola fra det finske institut for sundhed og velfærd (THL). Han siger:

”Denne undersøgelse er et eksempel på, hvordan landsdækkende registerbaserede undersøgelser kan være med til at målrette den forebyggende indsats. Formålet med FinRegistry-projektet er at frembringe videnskabelig viden om risikofaktorer og forløb, der fører til forskellige sygdomme, også dem der ikke kan observeres med traditionelle metoder.”

 

 

 

Variationer i tarmmikrobiomet kan forudsige risikoen for tarmkræft

Variationer i tarmmikrobiomet kan forudsige risikoen for tarmkræft

UEG: Nye forskningsresultater viser, at der er fundet betydelige variationer i tarmfloraen hos personer, der udvikler læsioner i tarmen og senere får tarmkræft.

De seneste års forskning viser, at sammensætningen af bakterier i tarmen kan være med til at forudsige og forklare udviklingen af en række sygdomme. På den europæiske konference for gastroenterologer – UEG Week – som blev afholdt i København 14.-17. oktober, viste nye forskningsresultater, at denne sammenhæng også gør sig gældende for tarmkræft.

Som en del af det hollandske projekt Dutch Microbiome Project er der blevet gennemført en omfattende prospektivt studie med over 8.000 patienter, hvor man ved at linke data fra det hollandske mikrobiom-projekt og den hollandske patologi-database har fået adgang til vigtig viden om sammenhængen mellem resultater fra fæcesprøver (tarmmikrobiomet) samt tarmbiopsier i de sidste fem årtier.

Det gav forskerne mulighed for at sammenligne sammensætningen af tarmmikrobiomet med en detaljeret histologisk viden om, hvorvidt patienter havde udviklet tarmkræft eller læsioner i tarmen som forstadie til tarmkræft. Gruppen af patienter med kræft eller forstadier til kræft blev derefter sammenlignet med en gruppe patienter med normale koloskopi-resultater samt baggrundsbefolkningen som kontrolgruppe.

Resultaterne viste, at de personer, der havde udviklet læsioner i tarmen havde mindre diversitet i deres tarmmikrobiom sammenlignet med dem, som ikke udviklede læsioner. Samtidig var sammensætningen og funktionen af mikrobiomet forskellig afhængig af, om der var fundet læsioner hos patienter. Det var især bakterietyperne Lachnospiraceae, Roseburia og Eubacterium, der havde en sammenhæng med udviklingen af tarmlæsionerne.

Kan måske forebygge tarmkræft

Tarmkræft udvikler sig typisk på baggrund af tidlige læsioner i tarmen – blandt andet polypper og adenomer. Derfor vil det være vigtigt at finde en effektiv strategi til at kunne fjerne disse læsioner, da det vil kunne forebygge tarmkræft. De eksisterende non-invasive metoder til at opdage læsioner – for eksempel immunkemiske test af fæcesprøver – giver dog en stor andel af falsk positive prøveresultater, hvilket betyder, at der i dag foretages mange unødvendige koloskopier.

”Sammenhængen mellem tarmmikrobiomet og de tidlige læsioner i tarmen som et tegn på kræft er ikke velundersøgt. Det betyder, at vi ikke ved, om tarmbakterierne kan forudsige en tarmkræftdiagnose. Men vores resultater tyder i hvert fald på, at mikrobiom kan blive et værdifuldt redskab til at forbedre de eksisterende test og dermed vores metoder til tidligt at kunne opdage læsioner i tarmen og tarmkræft,” siger Ranko Gacesa, der er førsteforfatter på studiet og til daglig arbejder på University Medical Center Groningen i Holland.