
Sundhedsminister Ida Auken (Soc.) vil have undersøgt, hvorfor kvinder udsættes for over dobbelt så mange indgreb med bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang som mænd.
Kvinder udsættes for over dobbelt så mange hårde tvangsindgreb i psykiatrien som mænd
Kvinder blev i 2025 udsat for mere end dobbelt så mange indgreb med bælte, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang som mænd. Nu vil sundhedsministeren have kønsforskellen undersøgt.
I 2025 blev kvinder udsat for bæltefiksering, fysisk fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang 11.630 gange mod 5.575 gange blandt mænd. Det viser en gennemgang af de nationale tvangstal, som Altinget har foretaget. Blandt de patienter, der blev bæltefikseret, skete det i gennemsnit fem gange for kvinder og to gange for mænd.
Merete Nordentoft, professor i psykiatri og overlæge ved Psykiatrisk Center København, peger over for Altinget på kvinders overrepræsentation blandt patienter med alvorlig selvskade og spiseforstyrrelser som en mulig del af forklaringen.
"Der skal være mere personale på afdelingerne, og de skal være bedre uddannet," siger hun til mediet.
Sundhedsminister Ida Auken (Soc.) vil have kønsforskellene undersøgt.
"Derfor vil jeg nu bede Sundhedsstyrelsen sammen med Task Force for Forebyggelse af Tvang i Psykiatrien om at undersøge det nærmere. Vi skal vide mere om, hvad der ligger bag tallene, hvordan vi bedst kan følge op, og om der er behov for yderligere indsatser," skriver hun til Altinget i artiklen om de politiske reaktioner.
Ifølge Sundhedsstyrelsens årsrapport for 2025 faldt antallet på landsplan af episoder med de tre tvangsformer bæltefiksering, fysisk fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang pr. 100.000 borgere med tre procent fra 2024 til 2025. Sammenlignet med gennemsnittet for 2021-2023 var faldet 13 procent.
En partnerskabsaftale fra 2024 mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL har som mål at reducere antallet af episoder med bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang pr. 100.000 borgere med 30 procent frem mod 2030.
Sundhedsstyrelsen fremhæver i sin vurdering af de mest indgribende tvangsformer, at patienternes oplevelser er forskellige. Hvis tvang bliver nødvendig, skal den være så skånsom og kortvarig som muligt og tage udgangspunkt i den enkelte patients oplevelser.
