Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

En fortrolig præsentation viser, at Rigshospitalets ledelse selv koblede tre overlægers fratræden til manglende overholdelse af reglerne for eksperimentel kirurgi. Hospitalet har siden afvist en direkte sammenhæng.

Fortroligt dokument fra Rigshospitalet kobler fyring af læger til eksperimentel kirurgi

Rigshospitalets ledelse har afvist en direkte sammenhæng mellem fyringen af tre overlæger og eksperimentel kirurgi. Nu dokumenterer en fortrolig præsentation, at ledelsen selv fremlagde koblingen for regionspolitikerne.

Det skriver Dagens Medicin, som har fået adgang til det materiale, hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang og vicedirektør Jannick Brennum havde med til et lukket møde i Region Hovedstadens forretningsudvalg 26. oktober. Her skrev direktionen, at "fratrædelserne var nødvendige af hensyn til patientsikkerheden", og anførte blandt andet, at overlægerne ikke havde fulgt videnskabelig praksis for protokollering af eksperimentel kirurgi eller informeret patienterne om risici og alternativer til operation.

Dokumentet underbygger dermed de regionspolitikeres forklaring, som efter mødet fortalte, at ledelsen havde begrundet fyringerne med brud på reglerne for eksperimentel kirurgi. Ifølge Sundhedsmonitor har hospitalsledelsen siden internt peget på politikerne som dem, der bragte emnet på banen, og hospitalet har offentligt afvist en direkte kobling til fratrædelsesaftalerne.

Kritikken står på en side med overskriften Patientsikkerhed, som er uden tekst i den offentlige version af præsentationen. I den fortrolige version beskylder ledelsen også overlægerne for at modarbejde oplæring af kolleger og overholdelse af patientrettigheder, samtidig med at de beskrives som meget erfarne og teknisk blandt de bedste.

Forelagt dokumentet fastholder Rigshospitalet over for Dagens Medicin, at fratrædelserne skyldtes længere tids uenighed om afdelingens faglige og organisatoriske udvikling. Hospitalet erkender dog, at ledelsen hverken mundtligt eller skriftligt var god nok til at skelne mellem begrundelserne for fratrædelserne og afdelingens øvrige problemer, og henviser til den kommende eksterne undersøgelse uden at svare på, om det fortsat står ved de konkrete beskyldninger.

Overlæger havde advaret om bemandingen

De tre overlæger arbejdede på Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet og havde sammen med to kolleger advaret om, at den pressede bemanding efter deres vurdering truede patientsikkerheden. De blev hjemsendt 8. oktober, og 22. oktober kom det frem, at hospitalet havde indgået fratrædelsesaftaler med dem efter forhandlinger med Overlægeforeningen.

Efter politikermødet fortalte et udvalgsmedlem til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at ledelsen havde angivet brud på reglerne som begrundelse for afskedigelserne. Fem udvalgsmedlemmer sagde anonymt det samme til Politiken. Rigshospitalet ville først ikke kommentere oplysningerne, men afviste senere over for Sundhedsmonitor en direkte sammenhæng.

Forretningsudvalget besluttede på mødet 26. oktober at iværksætte en ekstern undersøgelse af tidligere behandlinger på afdelingen, herunder om reglerne for protokollering af eksperimentel kirurgi er fulgt. Politikerne skal igen drøfte sagen 20. november, dagen efter hospitalets frist for en uddybende redegørelse til Sundhedsstyrelsen om, hvordan de højt specialiserede kirurgiske funktioner skal sikres efter overlægernes fratræden.

topartikel, hjemsendte-kirurger