
Overlæge Peter Vilmann er bekymret for patientsikkerheden, fordi der efter fyringerne på Rigshospitalet mangler en erfaren kirurg med speciale i bugspytkirtlen ved lægernes fælles drøftelser af patienternes behandling.
Overlæge advarer efter fyringer: Kirurgisk ekspertise mangler ved beslutninger om kræftpatienter
Siden fyringen af tre erfarne kirurger på Rigshospitalet har der ikke været en kirurg med særlig uddannelse i at operere bugspytkirtlen til stede på konferencer, hvor lægerne drøfter patienter med neuroendokrine tumorer i bugspytkirtlen. Det er en type svulster, som opstår i særlige celler, der kan danne hormoner. Det fortæller overlæge Peter Vilmann, som er bekymret for patientsikkerheden.
Med jævne mellemrum mødes læger fra Region Hovedstaden til en konference på tværs af specialer, en såkaldt MDT-konference, hvor de drøfter patienter med neuroendokrine tumorer i bugspytkirtlen. Her træffer kirurger, speciallæger i hormonsygdomme og kræftlæger i fællesskab beslutninger om behandling.
Tidligere sad en erfaren kirurg med speciale i bugspytkirtlen fra Rigshospitalet med ved drøftelserne, men kirurgen er en af de tre overlæger, som i oktober blev fritaget for at arbejde og senere fyret fra Rigshospitalets Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet.
Siden da har MDT-konferencerne ikke haft deltagelse af en kirurg med særlig uddannelse i at operere bugspytkirtlen, fortæller professor og overlæge Peter Vilmann fra Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital. Han er involveret i at undersøge og stille diagnosen hos patienter med neuroendokrine tumorer og deltager selv i MDT-konferencerne.
”Det er bekymrende og noget, der bliver drøftet blandt kollegerne. Vi er bekymrede over, at der ikke sidder en erfaren pancreaskirurg med, når vi skal tage stilling til de kirurgiske muligheder,” siger han.
Bekymret for patientsikkerheden
Ifølge Peter Vilmann har der ikke været situationer, hvor lægerne ikke i fællesskab har kunnet nå frem til en beslutning om behandling. Men på grund af den manglende erfaring med at operere bugspytkirtlen kan man potentielt betvivle, om det er de rigtige beslutninger, der bliver truffet, siger han.







