Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Rigmor Hviid Christensen.

Anmelders fokus på organdonation misser hovedbudskabet i udsendelse med Rane Willerslev

Skrevet af Rigmor Hviid Christensen den . Skrevet i Kommentarer.

Debat

Rigmor Hviid Christensen
Pensionist, cand.polit.

Anmelder Maria Cuculizas kritik af Rane Willerslevs personlige holdninger til organdonation, udtrykt i “Ugens Gæst,” virker malplaceret. Det centrale i udsendelsen var ikke organdonation, men derimod at skabe åbenhed omkring efterlivet – en diskussion, som kunne bryde tabuer, der ofte omgærder emnet, skriver Rigmor Hviid Christensen.

Det er nogle rigtig spændende problemstillinger, Maria Cuculiza opregner i slutningen af sin anmeldelse af radioudsendelsen “Ugens Gæst”, 18. oktober 2024, der har overskriften: “Rane Willerslev tør ikke donere sine organer - men hvorfor skal vi vide det?”, og jeg må sige, at Cuculiza har gjort mig mere end nysgerrig på at få svar på lige netop dem.

Anmeldelsen kan læses her:

Sundhedspolitik | onsdag, 23. oktober 2024 14:55

RADIO. Sandsynligheden for et efterliv er mindst lige så stor som for det modsatte, siger professo

Maria Cuculiza krediterer i sin anmeldelse Willerslevs “evner til at formidle sine tanker, følelser og oplevelser på en engagerende og inkluderende måde”, der gør, “at man som lytter nemt drages ind i programmets univers” men fortsætter dog, med lidt malurt: “Hans eventyrlige fortællinger er spændende, hans personlige erfaringer mange og eksotiske og hans antropologiske røverhistorier kontroversielle og fascinerende”.

Imidlertid fremsætter Cuculiza kritik af, at “hverken Willerslev eller værten udfordrer hans filosofiske syn på animisme i moderne tid. Hans tanker og forestillinger fremstår ofte som lommefilosofi, drevet af personlige anekdoter, uden kritisk refleksion eller den grundige forskning, man kunne forvente. Især når han både er professor i antropologi med ekspertise i oprindelige folk og direktør for Nationalmuseet, hvor man netop bør basere sit virke på forskning og viden.”

Hvilken teaser, der hermed bliver givet alle os uvidende og godtroende – jeg håber og tænker, at Rane Willerslev er mand for at kunne gå ind i en eventuel diskussion om emnet.At overskriften og hele anmeldelsen har ovenstående ordlyd og fokusering, kan imidlertid undre, når man tager i betragtning, at studieværten og Willerslev selv beskæftiger sig i mindre end et minut af den knapt en time lange udsendelse med Willerslevs personlige holdning til egen organdonation, hvor han om sin begrundelse for sit valg af tro på eget efterliv i øvrigt pointerer, at han ikke “skal prøve at overbevise alle mulige andre om det” og understreger, at “jeg ikke har nogen bevisførelse for det”.

Det væsentlige, sådan som jeg har lyttet mig frem til det, er ikke, at Willerslev vil konfrontere et eventuelt eksisterende tabu om døden (og mulig organdonation), med den bog, der netop er kommet på markedet (´Efter døden. Samtaler om det uvisse´), men at han ønsker at medvirke til at bryde tabuet om at kunne tale om et efterliv efter døden, hvilket derfor også er radioudsendelsens primære ærinde.

Så det er, for mig at se, lidt spøjst, at Maria Cuculiza, direkte eller indirekte, beder Willerslev om at undlade at “indvie resten af befolkningen i sin ellers helt private modstand mod organdonation” - eller sagt på en anden måde: Cuculiza beder Willerslev om at holde sin mund med, hvad han kunne have at bidrage med af egne erfaringer som begrundelse for sine holdninger.

Om udviklingen indenfor videnskab og lægevidenskab er det Willerslevs opfattelse, at “det afgørende bliver, om vi videnskabligt kommer det her spørgsmål (efterliv) nærmere”, og at “det er der god grund til at tro, at vi gør.” Willerslev påpeger således, at lægevidenskaben er kommet ekstremt langt med at kunne reparere os fysiologisk og med at kunne bekæmpe sygdomme, men at “det nye sygdomsbillede vil være på det mentale område”, blandt andet fordi vi kommer til at leve længere, hvorfor han mener, at der fremover vil komme rigtig mange studier omkring blandt andet bevidsthed og hjernefunktion, så vi måske “får nogle helt nye indsigter, som kommer fundamentalt til at bryde … med vores hidtidige forståelser af os selv og af individforståelsen”.

Det forekommer mig mere end ejendommeligt, at jeg som radiolytter, med min selvstændige tankegang og sunde fornuft i behold, på grund af en radioværts påståede manglende modspil og kritiske spørgsmål til Willerslevs fortælling om et personligt fravalg, pludseligt skulle lade det, der angiveligt bliver fortolket som “en almen gældende og entydigt advarende sandhed om risikoen ved organdonation” påvirke min dømmekraft.

Eftersom jeg er en person, der sætter nysgerrighed, livsmod, kritisk sans og videbegær højt, er jeg faktisk ikke bange for så forfærdelig meget andet end autoriteters forsøg på at skjule viden for mig, så jeg tør faktisk se en hel del i øjnene – og uden at have spurgt mig for, tænker jeg, at noget tilsvarende gør sig gældende for Rane Willerslev.

Maria Cuculizas slutkommentar, at “Rane Willerslev så iøvrigt også kommer til at fremstå ikke så lidt selvcentreret, uansvarlig og afkoblet fra lægevidenskaben i en samtid, hvor danske patienter fortsat lider eller dør på grund af mangel på organdonationer”, må således stå for hendes helt egen regning.