Rane Willerslev tør ikke donere sine organer – men hvorfor skal vi vide det?

RADIO. Sandsynligheden for et efterliv er mindst lige så stor som for det modsatte, siger professor og direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, i en DR-udsendelse, hvor han opfordrer til at bryde tabuet om døden. Han tror selv på et efterliv, hvor han får brug for sine organer, jagtbue og vintertøj. Men skal vi virkelig høre om hans private tanker, mens danske patienter stadig lider eller dør på grund af mangel på organdonationer?

”I min verden bruger jeg organerne på den anden side til at leve videre. Jeg har ikke nogen bevisførelse for det, men i min personlige tro, der har jeg brug for de organer,” fortæller antropolog og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev. Han mener, at vi efter døden kommer ud på en rejse til den anden side, der kan være hård og besværlig, hvorfor han udover sit vildmarksudstyr også gerne ville have haft sit gevær og patroner med sig i kisten, hvis også det havde kunnet lade sig gøre.

Rane Willerslev, der netop har udgivet bogen ”Efterlivet – en samtale om det uvisse”, som han har skrevet sammen med retoriker Frederik Lindhardt, besøger i den anledning DR’ P-1 program "Ugens Gæst", hvori han opfordrer os til at blive bedre til at tale om det mulige liv efter døden.   

I programmet, som har Pia Rønn som vært, siger Willerslev dog også at han ikke er ude på at få flere til at sige nej til at blive organdonorer, og det er hans personlige tro på eksistensen af efterlivet, der gør, at han siger, som han gør:

”Jeg har ikke nogen bevisførelse for det, men i min personlige tro har jeg brug for de organer,” siger Rane Willerslev, der også fortæller, at selv om, at han skal brændes, og alt således bliver til aske, vil hans krop og de ting, han har med sig i kisten, alligevel blive samlet på den anden side: 

 ”Hvis du siger, at du tror på et efterliv, bliver du enten betragtet som infantil eller som religiøs ekstremist. Fordi de fleste af os går rundt med sådan en forestilling om, at det er fuldstændig stensikkert, at alt slukker, og så er det bare det. Men hvor sikre er vi egentlig på det?" spørger Rane Willerslev. Han kalder det ’tankevækkende, at det er kun i de sidste 150 år og i Vesten, at man egentlig betragter det her med efterlivet som noget sludder.’

Manglende organer kan forstyrre

Ifølge Willerslev har han såvel historien som store befolkningsgrupper på sin side, når han fremfører sine animistiske teorier - ifølge hvilke kroppen er en vigtig del af sjælens overgang, som kan forstyrres af manglende organer - eftersom store og meget forskellige kulturer og civilisationer som for eksempel det gamle Grækenland, Egypten, Grønland og Sibirien også tror på et efterliv, hvor vi får brug for organerne og det, som vi tager med i kisten:

"Det er den mest udbredte forestilling og den ældste forestilling, vi har som mennesker. Er det så et udtryk for menneskelig fantasi, eller manglen på samme, eller er det et udtryk for visdom? Og der vælger jeg så at tro på det sidste,” erklærer Rane Willerslev.

Rane Willerslev, der som social antropolog har forsket i levemåder hos en række oprindelige folk i blandt andet Afrika, Sibirien og Nordamerika, indtil han i 2017 blev udnævnt til direktør for Nationalmuseet, fortæller dramatisk og underholdende om, hvordan det er hans liv med disse mennesker, der har fået ham overbevist det efterliv, som han vedstår, at han ikke har videnskabeligt belæg for. I hvert fald ikke endnu, for ifølge Rane Willerslev er det formentligt kun et spørgsmål om overskuelig tid, inden forskningen – heriblandt ikke mindst den moderne hjerneforskning – vil bevise nye forståelser af bevidsthed, liv og efterliv, som vil understøtte hans synspunkter:

”Jeg tænker, at vi måske i vores levetid vil få nye indsigter, der er ligeså fundamentale, som da Darwin i sin tid brød med det kristne verdensbillede og vores forståelse af os selv,” siger Rane Willerslev, der ikke på noget tidspunkt bliver bedt om at forholde sig til, om ikke denne mulige forskning i stedet for at give ham ret i hans tro måske i stedet vil påvise, at netop hans tankegods ikke alene er gammelt, men også forældet.

Willerslevs evner til at formidle sine tanker, følelser og oplevelser på en engagerende og inkluderende måde gør, at man som lytter nemt drages ind i programmets univers i hvilket tiden flyver i den godt en time, som det varer. Hans eventyrlige fortællinger er spændende, hans personlige erfaringer mange og eksotiske og hans antropologiske røverhistorier kontroversielle og fascinerende.

Det er også forståeligt og legitimt, at Willerslevs antropologiske arbejde og mangeårige kontakt med kulturer med nedarvede forestillinger om et liv efter døden, har givet ham en særlig åbenhed overfor, at der måske er noget efter døden, som vi i den mere rationelle, materialistiske og evidens krævende del af verden ikke kender til.

Værten udfordrer ham ikke

Programmet får dog kun tre stjerner, fordi hverken Willerslev eller værten udfordrer hans filosofiske syn på animisme i moderne tid. Hans tanker og forestillinger fremstår ofte som lommefilosofi, drevet af personlige anekdoter, uden kritisk refleksion eller den grundige forskning, man kunne forvente. Især når han både er professor i antropologi med ekspertise i oprindelige folk og direktør for Nationalmuseet, hvor man netop bør basere sit virke på forskning og viden.

Tanker er som bekendt toldfrie, men adel forpligtiger, så det er derfor nærliggende at spørge, om det virkelig var nødvendigt for rollemodellen, den feterede eventyrer, den medieombruste forsker og direktør for en videnskabelig public service institution, Rane Willerslev, at indvie resten af befolkningen i sin ellers helt private modstand mod organdonation? Det mest nærliggende svar er nej.

Og endnu værre er, at det manglende modspil og de kritiske spørgsmål fra værten gør, at hans beslutning om at fortælle os, at han – Danmarks såkaldte svar på Indiana Jones – ikke tør donere sine organer, fordi man får brug for dem i efterlivet betyder, at hans fravalg kommer til at fungere som en almen gældende og entydig advarende sandhed om risikoen ved organdonation. Ligesom at Rane Willerslev så i øvrigt også kommer til at fremstå ikke så lidt selvcentreret, uansvarlig og afkoblet fra lægevidenskaben i en samtid, hvor danske patienter fortsat lider eller dør på grund af mangel på organdonationer. 

Ugens gæst kan høres her

Fakta

I 2019 udkom Aalborg Universitet med Den Danske Værdiundersøgelse, som viste, at 24 procent af danskerne tror på et liv efter døden.