Ny bog: Endelig er det til at forstå, hvorfor det at være på slankekur er at være i krig med sin krop

BØGER. Aldrig har vi været så besatte af den slanke krop, og aldrig har så mange af os været så tykke. Forfatter og filminstruktør Mette Korsgaard fortæller klogt og morsomt om kroppens modarbejdelse af vores drømme om at være tynde, tyndere eller tyndest.

Forskning viser, at hjernen registrerer en slankekur som en krisetilstand, og den skruer derfor op vores følelser af sult samtidig med, at den nedsætter kroppens forbrænding. Disse signaler fra hjernen er uden for vores kontrol, og det er samme er de genetiske egenskaber, som også bestemmer mængden af fedt på vores kroppe, så derfor skal vi holde op med at slå os selv og hinanden oveni hovedet med vores vægt.

Det fastslår forfatter og dokumentarist Mette Korsgaard i sin nye bog ´Min fede Hjerne´, hvori hun også fortæller om sin egen slankekursforstyrrelse. Med støtte og under overvågning af Christoffer Clemmensen, forskningsleder i metabolisme ved Panum Instituttet, Københavns Universitet, udforsker hun effekten af motion og sund mad, en ny slankemedicin og Nupo-kuren. Hun undersøger desuden, hvad nyeste forskning fortæller om de faktorer, der bidrager til stigende overvægt, herunder genetik og de ofte mislykkede forsøg på at opnå en slankere krop. Bogen belyser også humoristisk, hvordan disse fund kan ses i en kulturel og kvindepolitisk sammenhæng.

“Så længe jeg kan huske tilbage i mit liv, har jeg villet være tynd. Jeg har altid tænkt, at bare jeg vejede nogle få kilo mindre, ville jeg tilhøre de attraktive og respekterede.

Selv om jeg aldrig direkte har fået at vide, at jeg skulle passe på med at blive tyk, har jeg altid vidst, at det ville være forkert at være det. På linje med de fleste har jeg som barn fået en kulturel injektion mod tykhed. Noget, der for alt i verden skal undgås,” skriver Korsgaard, der som barn og ung altid var ’på det rigtige hold’, nemlig ’tynde-holdet, der forklarer tykke, hvordan de kommer på det rigtige hold’:

"Alligevel har jeg altid gerne villet være tyndere, end jeg er. Mens jeg stille og roligt har taget flere og flere kilo på og nu selv står på kanten til at komme på det forkerte hold," skriver Mette Korsgaard. Efter at have brugt et helt livs fritid på diæter, kalorietælling, løbeture, årskort til fitnesscentre, flirt med faste, litervis af Coca-Cola Zero, vægttabsstrategier og regelmæssige vejninger, ender hun stadig op med en følelse af ærgrelse og afmagt. Trods alle bestræbelser er hendes BMI nu over 26, og hun vejer 15 kilo mere, end da hun som 14-årig startede sin første slankekur.

Korsgaards beskrivelser af sine trakasserier med vægten er underholdende, nemme at spejle sig i, men også opslidende for hende selv. Lige indtil hun en dag ved et foredrag hører forskningsleder i metabolisme fra Panum Instituttet Christoffer Clemmensen sige:

“Jo flere fitnesscentre der bliver bygget, jo flere sundhedsguruer der tjener styrtende med penge, jo flere TV-programmer og forskningsartikler der bliver publiceret, og jo flere opfordringer fra Sundhedsstyrelsen og WHO om at stramme op og forebygge, at flere bliver tykke, des tykkere bliver vi. Menneskeheden er netop nu i gang med at føre en livslang kamp mod menneskets egen biologi. Det er en håbløs kamp.”

Et paradoks, som hun beslutter sig for at udforske og med sig selv som forsøgskanin lave en dokumentarfilm og dagbog om.  Dokumentarfilmen ´Min fede hjerne´ har netop haft premiere, og dagbogen er blevet til bogen ´Min fede hjerne og jagten på den tynde krop´:

”Jeg læser, at 65 procent af danskerne drømmer om at veje mellem tre og fem kilo mindre. Jamen hvor svært kan det være? Vi har jo lært, hvor sundt det er at holde sig under et BMI på 25. Et vægttab på 0,5-1 kg om uge er realistisk for de fleste, står der på Sundhed.dk, som er Danmarks offentlige sundhedsvæsen på nettet. Den sikre vej til et langt liv uden at tynge samfundet,” lyder det fra Mette Korsgaard. Efter at have reflekteret over, hvor relevant kampen mod fem ekstra kilo egentlig er i en tid med krig og klimakriser, indleder hun sit nye liv, som hun har aftalt med Christoffer Clemmensen.

Korsgaard vælger at lægge ud på Nupo-kuren, som med dens kun 700 daglige kalorier vurderes til at kunne give hende et vægttab på tre kilo på to uger – et kilo væske/muskel og to kilo fedt. Kuren lykkes til punkt og prikke, men prisen har været høj, og hendes farceagtige beskrivelser af to uger med konstant sult dag og nat, dårlig søvn, udmattelse, følelser af at være syg og konstante fantasier om mad er kostelige – og mere end afskrækkende.

Herefter skal hun efter aftale med Clemmensen i to måneder kun spise grønt og sundt, men mindre end hun plejer. Herefter vil hun igen få målt fedt, muskler, knogler og blod.

Da hun igen kommer til kontrol, har hun trods sit moderate og kontrollerede indtag af kalorier og en slem omgang COVID-19 uden at kunne spise, taget det hele på igen, og vejer igen det samme som før Nupo. Om den to en halv måneds store indsats som småt spisende og hendes alligevel manglende mulighed for at kontrollere sin kropsvægt, forklarer Christoffer Clemmensen hende:

Krisetilstand

”Det er her, ’min fede hjerne’ for alvor kommer ind i billedet. Hjernen oversætter slankekur til krisetilstand. Hver gang vi reducerer vores kalorieindtag på den ene eller anden måde, arbejder den på at regulere vores vægt tilbage til udgangspunktet. Ligesom den arbejder på ligevægt i forbindelse med stress og sygdom, så gør den det samme under en hvilken som helst diæt. Hjernen vil os det godt og arbejder på at holde os i live døgnet rundt,” skriver Korsgaard og fortsætter:

“Vi kan ikke kontrollere kropsvægten, fordi den er styret af autonome områder i hjernen – det vil sige, at de er uden for din kontrol. Så selv om du er bevidst om, hvad du køber, og hvad du spiser, vil de processer, der regulerer mængden af det, du spiser, og din motivation for at opsøge givne fødevarer, i sidste ende skubbe til din bevidsthed hele tiden. De processer er uden for din kontrol. Du får en gang imellem en lille smule information ind på lystavlen om, hvad der foregår, og du har en grad af påvirkning i dit valg af fødevarer, og i hvilke mængder du indtager dem. Men i sidste ende og på den lange bane er de uden for vores egen kontrol. Og det skyldes, at de biologiske processer er så kraftige og stærke, at de færreste kan konkurrere med dem, med rå viljestyrke, på den lange bane – gennem et helt liv.”

Kræver, at folk gør det til deres livs fokus

Ifølge Korsgaard vil de fleste af os efter fire år veje det samme eller mere, end vi gjorde før en kur. Kun de få, som gør vægtkontrol til deres livs fokus, har en chance for at bibeholde vægttabet:

”Vi kan ikke kæmpe mod livsopretholdende biologi. Det er ligesom et utal af andre biologiske processer og sygdomme: kropstemperatur, blodtryksregulering, stress og depression. Du har selv lav grad af indflydelse over regulering af fysiologi og sygdomsudvikling. Mekanismerne inden for appetit og vægtregulering er tilsvarende. I sidste ende er de stort set placeret uden for vores egen kontrol,” skriver Korsgaard, der forklarer, at fælles for dem, der holder vægttabet i længere tid end de fleste, er, at de fortsætter kuren, og den bliver deres nye livs fokusområde:

”Hård træning flere dage om ugen og mager kost hver dag uden undtagelser overhovedet. Det almindelige billede er nemlig, at lige så snart der er den mindste lille sviptur uden for det stramme program, så vælter projektet. Når den første bid af en is er taget til en børnefødselsdag, så er det begyndelsen på rejsen tilbage til det velkendte, stimulerende og nydelsesfulde liv. Tilbage til tyk, som den ubevidste del af hjernen arbejder for,” fastslår Korsgaard. Hun påpeger desuden vigtigheden af vores gener, som forklarer, at mellem 40 og 70 procent af variationen i kropsvægte, som vi ser, skyldes genetiske forskelle. Nogle mennesker er genetisk disponeret til at blive tykke, andre til at blive tynde, og mange ligger et sted midtimellem.

Giver ikke op

Men Korsgaard giver ikke op. Hun insisterer på at finde ud af, om det vitterlig ikke er muligt for hende at blive slank igen, og tredje forsøg bliver at købe sig til én af de nye vægttabsmediciner. Hun lægger ud med midlet Rybelsus 3 milligram og mister appetitten, vægtens pil bevæger sig støt ned af, og hun nyder det. 

Men da hun efter knap tre måneders trist madlede skal til kontrol hos Christoffer Clemmensen og hans kollega, Ronni, viser det sig igen kompliceret:

“Stolt gik jeg i morges ind ad døren på Panum og med elevator op på tredje sal for at dele mit fede vægttab med Ronni og Christoffer. Og så kom nedturen som en hammer. Næsten halvdelen af de kilo, jeg har tabt, er muskelmasse. Jeg har tabt 2,2 kilo muskelmasse. Og 2,6 kilo fedtmasse. Det er jo kun 400 gram mere fedt end på Nupo-kuren, der varede i to uger. Det her har varet 11 uger.

Det er dog helt normalt at tabe muskelmasse under en diæt, siger Ronni. Når kroppen ikke får, hvad den har brug for, så tærer den på de ressourcer, der er – og min hjerne og krop er åbenbart ligeglade med, at jeg går efter fedttab. Ikke muskeltab.”

Korsgaard vinker til sidst farvel til pillerne, som medfører, at hun på én og samme gang lider af sult og madlede. Og de tabte 4,8 kilo er tilbage i løbet af et halvt år. Men drømmen om vægttab er sværere at give op:

“Jeg kan alligevel ikke slippe tanken om at være tynd. Jeg har det som en alkoholiker, der ikke kan stoppe med at drikke. Jeg har så glad et liv. Jeg burde vågne hver morgen og føle mig fuld af taknemmelighed – og så har jeg fundet det her sørgelige kaninhul at hoppe ned i. Hvordan kan jeg tabe mig fem kilo, og hvordan kan jeg holde mit vægttab på fem kilo? Det kører i ring,” fortæller Korsgaard. Hun må opgive at blive tynd, og i stedet forsøger hun at bearbejde sin vægt på det mentale plan, så hun kan leve bedre med sin på den ene side sunde og gode appetit og på den anden sine uforløste drømme om en slankere og mere fedtfattig krop.

Lidt smågammel vin, men...

En del af Korsgaards indsamlede fakta vil for nogle måske være lidt smågammel vin på nye flasker. Men det gør ikke noget, for bogen sætter ny og gammel viden sammen så det samlede billede af hvad lægevidenskaben ved om vores vægt fremstår forståeligt og vedkommende. Og de nye flasker er desuden rimeligt elegante, for Mette Korsgaards skriver flydende, nemt til gængeligt, underholdende i en dejlig blanding af seriøst og morsomt. Om end hun også kan være dybt sarkastisk, når hun for eksempel spidder de elementer i vores kultur, som gør, at det er tilladt både skjult og åbenlyst at mobbe dem, der er tykkere end os selv. Og hun mener tydeligvis, at de, som bør skamme sig i denne sag, ikke er de tykke, men de selvretfærdige og på andres vegne moraliserende tynde, som hun opfordrer til at være mere venlige og empatiske.

Så er en moden, privilegeret kvindes kamp med fem ekstra kilo på sidebenene være relevant i en tid med krig og klimakriser? Ja helt bestemt! For bogen afspejler på én og samme tid et udbredt personligt problem, vigtige lægevidenskabelige indsatsområder og livstruende globale, sociale- kulturelle og sundhedspolitiske problemstillinger.

Og selv om bøger om diæter og vægt primært læses af kvinder, vil mange mænd også kunne have stort udbytte af Mette Korsgaards veludviklede populærvidenskabelige pen og solide research i vægtens mysterier, ligesom hendes veludviklede selvironi må kunne få det hele til at glide lettere ned.

Mette Korsgaard: ´Min fede hjerne og jagten på den tynde krop´ er udkommet på Gyldendal og koster 214 kroner