Kristian Berthelsen med sin kone og tre børn.
Terminalt kræftsyg far til tre i fremragende TV-dokumentar: Selv kun et halmstrå at holde i er godt
DOKUMENTAR. TV2 Nord’s miniserie ´Dør far i morgen?´er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?
Natten til 22. februar i år døde 44-årige Kristian Berthelsen på Regionshospitalet i Hjørring. Udmattet af stråleterapi, kemoterapi og ikke mindst sin kræftsygdom. I 2018 fik han konstateret modermærkekræft, i 2019 kræft i halsen, og i 2021 kræft i det meste af kroppen. Behandlingerne, som Kristian Bertelsen modtog, betød, at han efter alle de tre kræftsygdomme blev erklæret rask. Men i 2022 vendte kræften tilbage i hjernen, og beskeden fra hans læger var, at medicinsk behandling herefter kun ville kunne livsforlænge. Kristian skulle denne gang indstille sig på at dø af sin sygdom, og han blev erklæret for terminal.
I serien ´Dør far i morgen?´, som består af to programmer, møder seerne nordjyske Kristian Bertelsen og hans familie første gang i september 2023. En lille håndfuld måneder inden, at han dør. Han får medicin, der skal holde hjernekræftens vækst nede, holder gæstebud for sin madklub, går hver aften tur alene med sin hund, har stadig håb om at hans restlevetid kan handle om år og deltager i det hele taget aktivt i familiens hverdag og aktiviteter trods stor træthed:
”Nogle dage bliver døden en motivation forstået på den måde, at døden bliver det, jeg kæmper imod for at blive her,” fortæller Kristian Bertelsen, der fortsætter:
”Det er ikke synd for mig, at jeg skal dø. Men hold kæft, jeg synes, det er synd for mine børn og Rikke og mine forældre,” siger Kristian Bertelsen. Han får derefter hyppige besøg af dokumentarseriens fotograf og instruktør, TV2 Nords journalist Michael Guldbrandt, der tager seerne med på familiens følelsesladede, men usentimentale rejse gennem alle de praktiske og følelsesmæssige valg og op- og nedture, som familien i høj grad sammen, men indimellem også hver for sig, må gennemleve frem til enden.
Blandt de største nedture er to kontroller, som Kristian Bertelsen skal igennem. Den første allerede i oktober, hvor han får at vide, at den medicin, han får, ikke længere virker. Kræften i hjernen er begyndt at sprede sig yderligere – noget han allerede havde mistanke om på grund af begyndende synstab.
Lægerne har i princippet ikke flere virksomme behandlinger, men tilbyder ham – trods bekymringer om, hvorvidt hans krop kan tåle flere terapier – alligevel kemoterapi og stråler. Håbet er, at disse to terapier måske kan afhjælpe nogle af de symptomer, som han i stigende grad plages af. Rikke, der er bekymret for bivirkninger og yderligere tab af sin mands livskvalitet, er tøvende.
Kristian Bertelsen takker alligevel ja. Velvidende, at livet for alvor er ved at rinde ud, og at chancen for, at behandlingerne vil hjælpe ham mere, end de vil skade, er minimal. Måske også fordi der stadig er et lille håb om, at behandlingerne kan udskyde hans død en smule, så han kan nå at deltage i datterens konfirmation. Som han siger, mens han udvælger et kommende familiegravsted sammen med sine dybt ulykkelige forældre:
”Selv det at have et halmstrå at holde i er godt.”
Kristian Bertelsens anden vigtige kontrol finder sted i januar 2024, hvor lægerne stopper de to terapier, da de ikke har hjulpet. Om han nu har tre måneder eller kun tre uger tilbage, kan de ikke sige.
”Jeg skal have afsluttet mit liv. Det ved jeg sgu ikke, hvordan man gør. Det har jeg aldrig prøvet før," siger Kristian Bertelsen, der også har svært ved at finde ud af, hvordan han skal fortælle sine mindste børn, at tiden for hans død er nu – eller i hvert fald lige om ganske lidt.
Mellem de to kontroller har vi fulgt Kristian Bertelsens stigende symptomer og bivirkninger, og hans mentale og fysiske forfald. Hans ophold på hospice sættes midlertidigt på pause, så han kan komme hjem og holde det, der bliver hans sidste jul, og vi ser forberedelserne til datterens konfirmation – en begivenhed, han inderligt håber at deltage i, men ikke når frem til. Vi oplever samtidig det konstante pres, den sorg og den frygt, som familien lever med i dødens skygge.
”Når Kristian har det skidt, så er jeg stærk. Så længe jeg skal være klippen og den med overskuddet, så er der ikke noget problem. Men når Kristian har overskud og energi, så vælter min verden. For så mærker jeg mig selv,” fortæller Rikke Bertelsen, der på et tidspunkt i sygdomsforløbet da også udvikler angst.
Når familien har valgt at byde filmholdet indenfor i selv så svær en tid, er det ifølge Kristian og Rikke Bertelsen, fordi de for det første har ønsket at være med til at minde deres medmennesker om, at livet pludseligt kan blive meget alvorligt eller ligefrem slut før tid, og at vi derfor skal blive bedre til at værdsætte det, inden det er for sent. Og for det andet, fordi de har ønsket at vise, hvor vigtigt det er at kommunikere åbent i familien, også om de store og svære ting. Banale og enkle sandheder erkender ægteparret, som mener, at alt for mange af os ikke desto mindre forglemmer og forbryder os imod dem.
Lykkes missionen: Ja, det gør den. For familien Bertelsen er i sync med sig selv og hinanden, når de forsøger at leve så normalt som muligt samtidigt med, at de indstiller sig på dødens komme. De taler åbent og ufiltreret med hinanden og til kameraet. Men kun når de vil, og hvis de ikke vil, siger de fra. For eksempel svarer datteren Signe sin far, da han under julepyntning i et intimt øjeblik spørger ind til hendes følelser omkring hans sygdom og julen:
”Det ved jeg ikke. Jeg har sat sygdommen på pause i december måned, og så kan vi tage den op igen til januar”. Kristian Bertelsen svarer: ”Det lyder fornuftigt".
Og familien er ikke kun i en fin og rørende følelsesmæssig samklang, uanset hvor de forskellige de er. De er det også med Michael Guldbrandt, som har filmet og klippet programmerne med en nærværende og enkel oprigtighed. På samme måde, som familien kommunikerer med hinanden og omverdenen, formidles deres budskaber til os seere – uden unødig flimmer eller distraktion. Deres fortælling bliver en påmindelse om, at det faktisk er muligt at tale åbent om sygdom og død i familien, og at vi bør tage livet alvorligt ved at nyde og værdsætte det, mens vi har det.
Familiens ventesorg, Kristian Bertelsens skyldfølelser over at dø og de byrder, hans sygdom lægger på hans kone og børn, står også klart og uden uvedkommende støj. Hans kamp for at finde balancen mellem ærlighed og beskyttelse over for sine yngste sønner, som endnu ikke forstår døden fuldt ud, hans sorg over ikke at være en del af sine børns fremtid, og hans forældres dybe sorg over at miste deres søn før dem selv, alt dette træder frem i kraft af Michael Guldbrandts velvalgte fokus på de mange udfordringer, familien kæmper med.
Alle billeder og samtaler står rene og koncentrerede i det følelsesmæssigt nære, men også nuancerede univers, som Rikke og Kristian Bertelsen har ønsket at give videre. Og det er lykkedes både medvirkende og instruktøren at finde den rette balance mellem, at vi som seere kommer meget, meget tæt på samtidigt med, at intet alligevel bliver for privat, sensationssøgende eller grænseoverskridende. En ren og smuk præstation af alle involverede parter.
Hvert år mister flere end 10.000 børn under 18 år en forælder til alvorlig sygdom, og programmet er derfor også en vigtig og almengyldig fortælling, der kan bidrage indsigtsfuldt og konstruktivt til samfundets og sundhedspersonalers forståelser af livet med døden i familier, hvor forældre er ramt af livstruende sygdom, og hvordan vi forstår og hjælper disse bedst.
´Dør far i morgen?´ kan ses her