Specialist: Vi bør udvide rammen for diagnosticering af ADHD hos voksne

Kortvarig behandling af ADHD kan potentielt hjælpe mange mennesker med angst og depression, som i dag går under radaren – og selvmedicinerer med alkohol og stoffer.

Dermed kan der være basis for at se nærmere på, hvordan man diagnosticerer for ADHD. Og man kan med fordel overveje at udvide rammen.

Sådan lyder det fra Pelle Lau Ishøy, som er klinisk lektor, ph.d. og overlæge ved Team for ADHD og Autisme, psykoterapeutisk ambulatorium ved Psykiatrisk Center Glostrup. Baggrunden for Pelle Lau Ishøys tanker er den løbende debat om de mange ADHD-patienter, der alt for længe lever ubehandlet med deres sygdom. Hans udspil kan også afhjælpe den problemstilling, at diagnostikken er lokalt uensartet.

Vil udvide rammen

Psykiatrisk Center Glostrup er landets største center på området med i dag omkring 40 medarbejdere. En stor stigning fra de fem, man havde ved opstarten i 2011. Ligesom antallet af henvisninger er steget hvert eneste år siden, fortæller Pelle Lau Ishøy. Han henviser til, at diagnostikken ikke udføres ens alle steder.

”I forhold til diagnosticeringen er der lidt forskellige tilgange. Jeg mener, man med fordel kan udvide rammen,” siger han og uddyber:

”Jeg har en mistanke om, at der er en subklinisk, højtfungerende ADHD-population, som muligvis vil have et meget lille behov for psykiatrisk tilknytning livet igennem. Men disse mennesker – med en overvejende subklinisk ADHD – kan opleve tilbagevendende perioder med f.eks. angst, depression, søvnbesvær, stress og alkoholoverforbrug eller misbrug.”

Temporær behandling

Her bør klinikeren ifølge Pelle Lau Ishøy se på, hvordan og hvorfor personen praktiserer selvregulering.

”Disse mennesker skal i min optik IKKE forstås ind i andre psykiske sygdomme, for det vil sjældent medføre den adækvate behandling. Her kunne den mest rationelle behandling være en ’temporær’ non-farmakologisk og/eller farmakologisk behandling for ADHD. Hvis funktionspåvirkningen er markant nok, kunne man tænke, at denne person er i ADHD-spektret – selvom vedkommende overvejende – måske i hele livsforløbet - fremstår velkompenseret,” siger han.

”Men når forhold i livet giver knubs, stress, belastningsreaktioner etc., kunne man arbejde med enten psykologisk sygdomsforståelsemæssigt eller strukturelt konkret en ugeplan som støtte til personen. Og eventuelt supplere med ADHD-medicin, hvis det vurderes at kunne lindre og mindske symptombyrden,” siger Pelle Lau Ishøy.

Se på bagvedliggende adfærd

Hos Team for ADHD og Autisme, Psykiatrisk Center Glostrup arbejder man med en politisk-bestemt ADHD-pakke på ni timer. Heraf går to timer til forsamtale og diagnostisk interview, mens de resterende syv timer allokeres til medicinsk behandling og deltagelse i en ADHD-gruppe, hvilket betyder seks gange af to timer i gruppen for den enkelte patient.

I den proces gør man meget ud af at se på den bagvedliggende adfærd, understreger Pelle Lau Ishøy.

”Dvs. man skal ikke kun se på, om der er symptomer eller ej. Man skal også se på vedkommendes tilgang til livet på dagligdagsniveau,” siger overlægen.

Han uddyber:

”Hvordan forvalter man sin tilværelse? Hvordan regulerer man sig selv? Hvordan tilgår man f.eks. forhold i husholdningen – indkøb, madlavning, opvask, tøjvask, børn etc. Henter du dem til tiden? Kigger du lektierne igennem? Planlægger du næste dag og weekendaktiviteter? Osv. Man skal se på, hvordan personen forvalter alle de her ting i livet – og det kan formentlig demaskere eller afsløre flere, der kan være i spektret. Efter min mening skal man som minimum have en overvejelse om, hvor vidt denne person kunne være indenfor det hyperkinetiske spektrum.”

Svær udredning

Pelle Lau Ishøy erkender, at det kan være svært at udrede for ADHD og autisme, siden der ved alle ikkemålbare test/undersøgelser vil være en risiko for en fejlkonklusion.

”Men anvender man en grundig metodik, kan den neuropsykiatriske gestalt detekteres i tilstrækkeligt omfang. I princippet mindsker man i betydelig grad risikoen for fejldiagnostik. Det gælder også dem, der overses på grund af forskellige maskeringer – f.eks. høj IQ – og ikke kan findes via et typisk diagnostisk interview,” siger han.

”Min umiddelbare holdning til debatten om, hvorvidt vi over- eller underdiagnosticerer, er, at man skal se på, hvem der oplever vanskeligheder. Vi ser mange med ADHD, som ikke ønsker medicin, men foretrækker non-farmakologisk behandling eller stopper med at bruge medicin, da det på ingen måde skal betragtes som en mirakelpille. Så min holdning er, at hvis man ikke oplever nævneværdige vanskeligheder i livet, vil man ikke føle behov for at opsøge udredning eller behandling,” siger Pelle Lau Ishøy.

Hvis man derimod har livslange symptomer eller adfærd, som man bøvler med og påvirkes negativt af, bør man opsøge professionel hjælp og vurdering, lyder argumentet.

”Også selvom omverdenen ikke mener, der er noget galt – og vedkommende tilsyneladende ’performer’. Men når det er sagt, er det jo ikke alle diagnoser, eller hjernevarianter, der har et behov for behandling med medicin,” siger han.

Forståelse af sårbarhed er vigtig

Ifølge Pelle Lau Ishøy vil det for manges vedkommende være tilstrækkeligt med en forståelse af den sårbarhed, der ligger i at have en uopdaget og/eller ubehandlet ADHD.

”Man kan nå rigtigt langt med en bedre selvforståelse men også ved at implementere beskyttende og skærmende faktorer i livet. Såsom at få spist regelmæssigt og ordentligt, motionere og sove tilstrækkeligt – og på de samme tidspunkter. Hvis man er en ’overengageret type’, der bliver for opslugt af aktiviteter og ekstraopgaver, kan man typisk genkende det med at ’crashe’,” siger han og tilføjer:

”Man må forstå sig selv i den kontekst og forsøge at regulere sig selv ned i aktivitet. Og som minimum fastholde de beskyttende faktorer. På den måde kan man ofte undgå de ofte cyklisk-lignende perioder med angst og humør-dyk, der kan ende i misbrug, spiseforstyrrelser, sygemelding etc.,” siger overlægen.

Arvelighed

Det er velkendt, at arvelighed er en faktor ved ADHD. I genetisk forskning er der for nylig fundet specifikke gener, der er associeret med udviklingsforstyrrelse – både ved udviklingen af ADHD og autisme, påpeger Pelle Lau Ishøy.

”Det passer med det, vi ser i klinikken – at mange personer har begge hjernevarianter (ADHD og autisme). En genetisk-undersøgelse er endnu ikke en del af udredningsbatteriet, men bliver det formentlig indenfor en overskuelig årrække,” siger Pelle Lau Ishøy.