Tidligere formand for praktiserende læger: Kronikerpakker ligner varm luft fra politikerne

En af hjørnestenene i regeringens forslag til en sundhedsreform er kronikerpakkerne, der skal gøre for de kronisk syge, hvad kræftpakkerne har gjort for udredning og behandling af kræft. Men praktiserende læger mener ikke, man kan overføre tankegangen fra det livstruende og akutte til komplekse og kroniske lidelser.

Christian Freitag finder som praktiserende læge og tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) gode reformtanker i regeringens udspil. Kronikerpakkerne er dog en tidsel midt i det grønne. 

Med dem foreslår regeringens sundhedsudspil at indføre sygdomsspecifikke kronikerpakker til mennesker med kronisk sygdom på samme måde, som det er gjort med succes på særligt kræftområdet, hvor der i dag findes 28 forskellige kræftpakkeforløb.

Kronikerpakkerne er tiltænkt patienter med KOL, hjertesygdomme, type 2-diabetes, kroniske lænderygsmerter og kompleks multisygdom. Ifølge regeringens sundhedsudspil skal pakkerne implementeres i 2027 begyndende med KOL, dernæst type 2-diabetes.

For Christian Freitag er det blot uklart, hvilket problem pakkerne løser.

”Jeg mangler svar på, hvad de her ressourcekrævende tiltag skal løse. Der er en stor forskel på kræftpakkerne: Her gik problemet på specifikke mangler, hvad udredning og behandlingsforløb angår. Men for mennesker med kroniske sygdomme er hurtig udredning sjældent det vigtigste. Mennesker med kroniske sygdomme skal selvfølgelig udredes og bliver det i stort omfang. De her mennesker er blot ikke som patienter med akut sygdom. De bliver i høj grad hos os i almen praksis, de skal som udgangspunkt ikke videre på hospitalet, som det gør sig gældende for kræftpatienter. Det bliver for letkøbt og for meget varm luft at overføre et tilbud, der har virket godt inden for ét område, til et andet område, hvor vilkårene er helt anderledes,” siger Christian Freitag om kronikerpakkerne.  

Også tidligere formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), Anders Beich, forholder sig kritisk til pakke-tankegangen.

”Teoretikerne jubler, når der snakkes om kronikerpakker. Praktikerne trækker på skuldrene. Bare navnet ’kronikerpakke’ vidner om en afstand til dagligdagen i sundhedsvæsenet,” har Anders Beich, der har lægepraksis på Lolland, skrevet på sin Linkedin-profil.

Han får på det sociale medie opbakning fra andre praktiserende læger:  

”At være kroniker og komme i en pakke får jo ikke sygdommen til at gå væk. Skal pakken så gentages, eller hvad forestiller de (politikerne, red.) sig. Vi laver (allerede, red.) årskontroller og følger op i stor stil, så er det her ikke bare et evighedsprojekt i politikersprog,” skriver Lise Ekholdt, der er praktiserende læge i Kirke Hyllinge på Midtsjælland.  

Fokusér på lokale forskelle i stedet

Problemet består for kronikere nærmere i en række lokale forskelle, både i de diagnostiske muligheder for læger men også i de lokale sundhedsfaglige og kommunale tilbud – her kunne man virkelig gøre en forskel, mener Christian Freitag, der har lægepraksis i Holte nord for København.  

”Den manglende ensartethed i tilbuddene er nærmere det, vi skal italesætte, lige som vi skal kigge på økonomien til indkøb af medicin, patienternes compliance og de livsstilsforskelle, der gør sig gældende. Der er et utal af ting at tage fat på. Men det er for nemt bare at søsætte en pakke, der skal gælde alle.”

Christian Freitag er tidligere kandidat for Det Konservative Folkeparti og har også noteret sig politiske udmeldinger omkring kronikerpakkerne.

”Kirsten Normann Andersen fra SF var ude at sige, at vi glæder os til kronikerpakkerne, som om at alt nu bliver godt for 800.000 mennesker med kroniske sygdomme. Det er altså for høje forventninger, og det har vi ikke råd til som samfund.”

Men viser erfaringen med kræftpakkerne ikke, at det er sådan, man løfter på et område og gør det stærkt? Kan I som kritikere fra en central faggruppe ikke komme til at blokere for, at der sker den samme udvikling på KOL-området, som der tidligere er sket inden for eksempelvis lungekræft og brystkræft?

”Jo, det kan bestemt være godt at omfavne et specifikt område og give opmærksomhed til patientgrupper. Men jeg tør godt lægge hovedet på blokken her: Jeg kan ikke nævne et sted på jorden, hvor mennesker med type 2-diabetes er bedre behandlede og får mere opmærksomhed end her i Danmark. Måske Sverige eller Norge, det skal jeg ikke helt kunne sige, men ellers…?”

Christian Freitag nævner en række områder, der ret sikkert kunne have større gavn af ekstra indsatser fremfor især type 2-diabetes: Han nævner først og fremmest psykiatrien, både almindelige sygdomme som angst, depression og unges mistrivsel, men også mennesker med svært psykotiske lidelser. Han nævner også Parkinsons sygdom og demens.

”Det vigtigste er dog, at en pakke skal være meget præcis på, hvilke problemer vi skal løse. Det er ikke nok at sige, at man vil skabe bedre sammenhænge,” siger Christian Freitag.

”Pointen i dit spørgsmål er rigtig: Vi skal måske kigge på områder, der ikke er så så sexede at beskæftige sig med, og vi skal altid starte med at tage udgangspunkt i konkrete udfordringer og beskrive konkrete løsninger. Kræftpakkerne var fagligt gennemarbejde over mange år. I de materialer, jeg har set om kronikerpakkerne, kan jeg ikke vurdere, om der har været egentlig sundhedsfaglighed inde over. Derfor er vi flere praktiserende læger, der bliver i tvivl om, hvorvidt det er varm luft, når politikerne lover en stor pakke til en meget stor befolkningsgruppe.”

Ude af trit med det øvrige sundhedsvæsen

Når Christian Freitag kritiserer pakke-tankegangen, er det også fordi, den strider mod, hvad man ellers stræber efter i sundhedsvæsenet, nemlig den individualiserede løsning og den personlige medicin. Denne sundhedsfaglige megatrend gennemsyrer tankegangen i alt fra DNA-targeteret kræftmedicin på universitetshospitalerne til motionsplaner og kostvejledning hos kommunernes sundhedstilbud.  

”Vi har masser af patienter med kroniske sygdomme, der ønsker deres helt eget forløb og ikke vil ind i en pakke. Der findes rigtig mange typer ønsker til en indsats for diabetes eller lændesmerter, derfor skal vi som praktiserende læger finde den løsning, der passer til den enkelte borger. Skal jeg tale mit eget fag op, så kender vi jo patienten og tilbuddene, og vi prøver netop at finde den rette løsning til den enkelte patient. Skal vi se dig en gang om måneden eller en gang om året? Skal du til et kommunalt tilbud, eller vil du hellere selv gå til fitness? Det er en lang række indsatser, vi i forvejen veksler mellem – vi kalder det bare ikke pakker”.

Også Anders Beich slår på LinkedIn et slag for en mere målrettet tilgang frem for pakker. At man koncentrerer indsatsen omkring patienter med høj risiko og dårlig evne til egenomsorg.

Han nævner som eksempel et ældre projekt kaldet ’Diabetesomsorg i almen praksis’. Projektet viste ifølge Anders Beich, at en individualiseret indsats omkring alvorlig psykisk sygdom og type 2-diabetes gjorde en kæmpe forskel for endepunkter som blodprop i hjertet og død.

”Der er tale om mennesker med kronisk sygdom, man burde sige kroniske sygdomme, for typisk har de flere samtidige lidelser. Det, der har udløst deres diabetessygdom, er de samme faktorer, som sætter fut under andre kroniske sygdomme af degenerativ, inflammatorisk og endokrin natur.”