Forskning: Praktiserende læger angiver travlhed som central grund til fravalg af efteruddannelse

400.000 borgere i Danmark har familielæger, der ikke tager refusionsberettiget efteruddannelse.  Det er tal, som kan få patientforeninger på barrikaderne, mener forskeren Helle Ibsen. Travlhed er den hyppigst oplyste årsag til at blive væk.  

Praktiserende læge Helle Ibsen forsker i lægers brug af efteruddannelsesmidler som del af sin ph.d.-uddannelse på Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet.

”Jeg tror, alle praktiserende læger kender til travlhed. Men min forskning viser, at for en gruppe af lægerne bliver travlheden en barriere, der gør, at de ikke kan få den efteruddannelse, der er gavnlig for både patienter, lægerne selv og for det sammenhængende sundhedsvæsen,” siger Helle Ibsen.

Hun har i et aktuelt kvantitativt studie opgjort de mest gængse barrierer for ikke at tage efteruddannelse. 67 procent af de praktiserende læger, som ikke anvender alle deres midler til efteruddannelse,  angiver, at de er for travle. 45 procent angiver fuldt bookede kurser som årsagen, og 39 procent angiver, at de ikke har en afløser, der kan tage deres plads under kursusfraværet. Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget blandt alle læger, der er berettiget til efteruddannelse, i alt 3.257 af slagsen, 40 procent af dem deltog i spørgeskemaundersøgelsen.

Helle Ibsen er også førsteforfatter på et forskningsstudie fra 2023, der så på deltagelsen i efteruddannelse over en to-årig periode. Blot syv procent af praktiserende læger tager ikke efteruddannelse, fremgår det af studiet.

”Årligt er det cirke 25 procent, der ikke deltager i efteruddannelse, men over to år falder tallet til under 10. Men selv med udgangspunkt i mine specifikke forskningsfund, de syv procent, drejer det sig om godt 400.000 borgere, hvis praktiserende læger ikke tager refusionsberettiget efteruddannelse. Det er et tal, som jeg godt kan se få patientforeninger på barrikaderne,” siger forskeren.

Mister også samhørighed og fagligt fællesskab

Hun understreger, at man som praktiserende læge naturligvis også uddanner sig i dagligdagen. 

”Jeg slår dagligt op på sundhed.dk eller ringer til specialistrådgivningen på sygehusafdelinger, når jeg møder patienter og skal tjekke op på deres tilstand. Så faglighed kan jo tilegnes på mange måder. Men når en del af praktiserende læger ikke kommer på efteruddannelse, er der en risiko for at miste samhørighed og fagligt fællesskab. Manglende netværk er en barriere for efteruddannelse, og jeg er blevet mere opmærksom på at inddrage læger, der kan se ensomme ud på kurser eller til Lægedage. Den faglige sparring kan hjælpe os med at få øje på den ikke-erkendte inkompetence, som vi måske bliver blinde for i vores daglige klinik”.

Helle Ibsen kender kliniklivet fra 20 års praksis, og det er essentielt for hende, at en journalistisk artikel som denne ikke peger fingre ad hårdtarbejdende og travle kolleger, der hænger i med neglerødderne for deres patienter. 

”Min forskning har vist mig, at alle har en god grund, når de ikke tager efteruddannelse, så jeg vil ikke levere ind til en fortælling om dovne læger, der ikke gider efteruddanne sig. I stedet skal vi finde en måde til at skabe efteruddannelse for den gruppe, der i dag fravælger det og måske går og gemmer sig lidt. For det er vigtigt, at vi holder os fagligt ajour, og anden forskning har vist, at efteruddannelse også nedsætter risikoen for udbrændthed,” siger hun.

Tre profiler

Det aktuelle forskningsstudie afdækker tre profiler af læger, der ikke får brugt deres midler til efteruddannelse: læger fra klinikker uden tradition for efteruddannelse, læger, der bruger tid på andet lægerelateret arbejde uden for klinikken som undervisning eller fagpolitisk arbejde – og læger der er ramt personligt eller professionelt af eksempelvis sygdom, samarbejdsproblemer, mangel på kolleger eller klagesager. Helle Ibsen og hendes medforfattere mener, at viden om disse profiler skal tages i betragtning, når man tilrettelægger morgendagens kursustilbud.

”Nogle har brug for et mere individuelt tilrettelagt kursustilbud, og den del af vores resultater, som jeg sidder med lige nu, viser, at uanset om vi får brugt fores efteruddannelsesmidler eller ej, så motiveres vi alle af ønsket om at være kompetente til det, vi laver. Jeg synes, at PLO-E er blevet mere opmærksomme på, at oprette efteruddannelsestilbud, der kan trækkes hjem i klinikken eller laves i lokale efteruddannelsesgrupper ved hjælp af drejebøger, sygehistorier, faktaark og små videofilm.”

Hun fortsætter:

”Det kan hjælpe de læger, der oplever travlhed som barriere. Men den gruppe af læger, der oplyser, at de ikke har tradition for efteruddannelse – den gruppe er spændende. Vil de hellere nørde med stoffet selv? Motiveres de af andre former for efteruddannelse? Hvordan kan vi udvikle efteruddannelsestilbud, der er målrettet dem? Det er en spændende gruppe at arbejde videre med,” siger Helle Ibsen.