Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Alle modeller i kommissionens færdige arbejde peger, som vi læser det, på mere centralisering, og bliver set gennem sygehusbriller. Vi savner et større fokus på, hvad der skal til for at styrke det nære sundhedsvæsen, så man ikke er afhængig af hospitalerne," siger Sisse Marie Welling.

Kommunerne: Vi bliver bekymrede, når vi ser kommissionens modeller

I to af Sundhedsstrukturkommissionens modeller overtager henholdsvis sundheds- og omsorgsregioner og staten en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne. Det gør Kommunernes Landsforening (KL) bekymret.

”Når vi hører kommissionen fremlægge rapporten, lyder det som om, der er mange gode tanker om at styrke det nære sundhedsvæsen. Men vi bliver bekymrede, når vi ser nogle af modellerne, hvor vi har svært ved at se, at de bidrager til at løse problemerne,” siger Sisse Marie Welling, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet.

Hun mener, at der er gode takter i de tværgående anbefalinger, men at der bliver brug for en grundig politisk drøftelse af, hvordan vi som samfund vil løse de udfordringer, vi står over for, når der kommer endnu flere ældre og kronikere.

De næste 10 år forventes der at komme over 150.000 flere ældre over 80 år. 1,4 mio. danskere har en kronisk sygdom, og hvert år konstateres i omegnen af 160.000 nye tilfælde. Det er dét, en sundhedsreform skal geare vores sundhedsvæsen til at kunne håndtere.

”Nu skal vi have nærlæst rapporten og anbefalingerne, men det virker som om, at Sundhedsstrukturkommissionens to første modeller har mere fokus på, hvordan vi sikrer, at sygehusene ikke braser sammen, end på hvordan borgerne får nogle gode, stærke og trygge sundhedstilbud tæt på der, hvor de bor. Det er en kommunalreform ad bagvejen, og dét er ikke den opgave, som kommissionen har fået stillet,” siger Sisse Marie Welling og fortsætter:

”Hovedopgaven er at tænke klogt på det samlede sundhedsvæsens vegne, så behovet for sundhedsindsatser bliver så lille som muligt. Det er også det, danskerne har brug for. Der er ikke nogen mennesker, der kan lide at være syge. Men alle modeller i kommissionens færdige arbejde peger, som vi læser det, på mere centralisering, og bliver set gennem sygehusbriller. Vi savner et større fokus på, hvad der skal til for at styrke det nære sundhedsvæsen, så man ikke er afhængig af hospitalerne.”

Ingen omstilling i sigte

Foruden de tre modeller peger kommissionen også på seks tværgående anbefalinger, som er uafhængige af, hvilken model man vælger. Ifølge Sisse Marie Welling er der positive takter blandt forslagene.

”Vi er nødt til i langt højere grad at sikre, at der er læger til danskerne i hele landet. Det kommer kommissionen med nogle fornuftige forslag til. Og det er også nødvendigt, at social- og sundhedsmedarbejderen og den kommunale sygeplejerske i højere grad kan trække på viden og hjælp fra specialistkompetencer fra sygehusene, når der er behov for det. Men det er langt fra nok,” siger KL-udvalgsformanden og fortsætter:

”Vi savner en model eller anbefaling, der handler om at omstille den nuværende tankegang og flytte opgaver til det nære sundhedsvæsen. I kommunerne vil vi ikke drive sygehuse, men hvis vi skal sikre, at borgerne ikke skal den lange vej til sygehuset, er det nødvendigt at opbygge en kapacitet tæt på borgernes hjem, der kan tage sig af kontroller, blodprøver, sårbehandling osv. Så vi reelt får omstillet vores sundhedsvæsen, så det er gearet til den kolossale udfordring, vi kigger lige direkte ind i.”

 

 

 

Tre forvaltningsmodeller i rapporten

De tre modeller adskiller sig indbyrdes i forhold til, om sundhedsvæsenet har en decentral eller en national politisk ledelse, og i forhold til om der sker en større samling af opgaver inden for sundheds- og ældreområdet eller en mindre eller ingen opgavesamling.

Model 1 – regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner

I forvaltningsmodel 1 nedlægges de nuværende regioner, og der etableres et nyt forvaltningsled i form af 8-10 sundheds-og omsorgsregioner.

Hver sundheds-og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere, og det foreslås, at der oprettes nærudvalg, som skal understøtte politisk og administrativ opmærksomhed på omstilling til og udvikling af det primære sundhedsvæsen og på de lokale problemer og behov indenfor sundheds-og omsorgsregionerne.

De nye sundheds- og omsorgsregioner får det samlede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Samtidig får de ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne. De nuværende regioner nedlægges, og deres sundhedsopgaver overgår til de nye sundheds-og omsorgsregioner sammen med de opgaver, der overdrages fra kommunerne.

De eksisterende sundhedsklynger nedlægges.

Sundhedsstrukturkommissionen har i forhold til model 1 overvejet en variant (model 1a), hvor medlemmerne af regionsrådene ikke vælges ved direkte valg, men i stedet udpeges af kommunalbestyrelserne.

Model 2 - statsligt enhedssundhedsvæsen

I kommissionens anden model nedlægges regionerne, og staten overtager myndigheds-og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Derudover får staten ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.

”Sundhed og Omsorg Danmark” er en fællesbetegnelse for det opgaveområde, som staten overtager ansvaret for. Det politiske ansvar er placeret hos ministeren for området, som fastsætter den overordnede strategi og udviklingsplan for sundhedsvæsenet. Der etableres en central bestyrelse og driftsorganisation under det ansvarlige ministerium, som har det overordnede driftsansvar med ansvar for den samlede økonomi (drift og anlæg) og centrale HR-funktion. Den daglige drift varetages af 8-10 decentrale, administrative enheder med en decentral bestyrelse for hver enhed.

Model 3 - sundhedsregioner

I den tredje model har regionerne fortsat ansvaret for sygehuse og praksissektoren, og kommunerne har fortsat ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds-og ældreområdet.

I modellen kan der ske en mindre samling af opgaver på sundheds-og ældreområdet, men modellen bygger på et rationale om en væsentlig mindre opgavesamling sammenlignet med model 1 og 2. Modellen indeholder til gengæld en række andre forslag, som skal understøtte bedre sammenhæng for borgerne og styrke en omstilling af sundhedsvæsenet.

Modellen indebærer bl.a., at en del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen. Modellen indeholder også et forslag, der skal styrke kommunernes incitament til at prioritere effektive forebyggelses- og plejeindsatser til gavn for borgerne.

Herudover indeholder modellen forslag om styrkede statslige krav til den kommunale opgavevaretagelse på sundhedsområdet. Desuden indebærer modellen en grundlæggende forandring af de nuværende sundhedsklynger og forslag til ændringer af regionernes politiske styreform med bl.a. oprettelse af geografisk forankrede nærudvalg.

Hvad angår antallet af sundhedsregioner, indeholder modellen to varianter: En variant, hvor antallet af regioner reduceres fra de nuværende fem til tre regioner, og en variant, hvor de nuværende fem regioner bevares.  

Sundhedsminister Sophie Løhde sagde ved pressemødet, at hun havde svært ved at se, at kommunerne ikke skulle have ansvaret for plejehjem, hvor hun faktisk talte imod model 1 og 2. Omvendt har regeringen også sagt, at status quo ikke er en mulighed - hvilket umuliggør model 3. Den endelige model fra politisk side bliver derfor måske en spiselig blanding af modellerne. 

Del artikler