
”Når jeg ser, at patienter i Danmark ikke har samme behandlingsmuligheder som i de nabolande, vi plejer at sammenligne os med, tænder de røde advarselslamper hos mig,” siger Jesper Fisker, formand for Kræftens Bekæmpelse og formand for Sundhedsstrukturkommissionen.
Jesper Fisker om mangelfuld behandling til lymfekræftpatienter: Advarselslamperne er tændt
Tilliden til Medicinrådet er på spil, når rådets afgørelser fører til markant ringere behandlingsmuligheder for danske patienter end i vores nabolande. Kræftens Bekæmpelse er bekymret og opfordrer til handling.
En række kræftlæger med speciale i blodkræft (hæmatologer), vi har talt med, kan samstemmende fortælle, at det behandlingstilbud, nogle af de hårdest ramte danske lymfekræftpatienter bliver givet, er langt ringere end i andre europæiske og nordiske lande, vi normalt sammenligner os med. Selv om der er kommet nye effektive midler på markedet, er de alle blevet afvist af Medicinrådet, og behandlingen er stået stille de seneste 20 år.
Jesper Fisker, formand for Kræftens Bekæmpelse og formand for Sundhedsstrukturkommissionen, er blevet forelagt sagen og er stærkt bekymret.
”Når jeg ser, at patienter i Danmark ikke har samme behandlingsmuligheder som i de nabolande, vi plejer at sammenligne os med, tænder de røde advarselslamper hos mig,” siger han.
Genovervejelse
Medicinrådet er sat i verden for at vurdere, om effekten af ny medicin står mål med prisen, og det er der god fornuft i. Danske læger har dog ved flere tilfælde kritiseret, at kriterierne for hvornår rådet kan godkende ny medicin er så skrappe, at ny medicin igen og igen bliver afvist, selv om den viser markant bedre behandlingsresultater end den eksisterende behandling.
En kritik, der også har været fremsat af Kræftens Bekæmpelse, mest markant i forbindelse med Medicinrådets afvisning af immunterapimidlet Enhertu til behandling af HER 2-positiv metastatisk brystkræft, hvor Jesper Fisker opfordrede rådet til at genoverveje deres beslutning.



