Seriemorder-film af dansk instruktør er en dræbende kritik af USA’s hospitalsvæsen

STREAMING. Netflix’ drønspændende og dansk instruerede thriller ´The Good Nurse´ er inspireret af en virkelig historie: Sygeplejersken Charles Cullen, der har indrømmet at have myrdet 40 patienter og er mistænkt for at have taget livet af mere end 400. Filmen kan ikke anbefales nok, for den giver indblik i en problemstilling, som vi ikke kan holde ud at tænke på, skriver anmelder Maria Cuculiza.

”Fordi ingen stoppede mig,” lyder sygeplejersken Charles Cullens eneste forklaring på, hvorfor han dræbte sine patienter i den danske instruktør Tobias Lindholms nye film ´The Good Nurse´, som skildrer den mandlige sygeplejerskes drab af patienter i løbet af sin 16-årige karriere på ni forskellige hospitaler I staterne New Jersey og Pennsylvania.

Da Charles Cullen, spillet foruroligende godt af Eddie Redmayne, i 2003 begyndte nyt job på endnu et hospital i New Jersey, er det med en stribe af fyresedler og rygter om mærkelige dødsfald bag sig, at han møder sin nye kollega, sygeplejersken Amy Loughren, spillet af ligeså fremragende af Jessica Chastain.

Virkelighedens Charles Cullen.

De to bliver hurtigt gode venner, for den overarbejdede, enlige mor og hjertesyge Amy har brug for den praktiske hjælp, som han så velvilligt stiller til hendes rådighed både på arbejde og hjemme hos hendes to døtre, mens hun venter på en hjertetransplantation.

Men kort efter, at Charlie er ankommet, begynder nogle af Amys patienter uventet at dø, uden at hverken hun eller mere hospitalets ledelse mistænker ham. Først da hospitalets ledelse af forsikringsmæssige grunde tvinges til mere eller mindre proforma at inddrage politiet i forbindelse med et af de uforklarlige dødsfald, kommer der skred i tingene. Hospitalets ledelse, som konsekvent modarbejder sagens opklaring, har nemlig gjort regning uden vært, idet to lokale betjente – provokeret af hospitalsledelsens mange benspænd – helt af sig selv begynder at grave i sagen. 

Hospitalsledelsen, der vil gå langt for at skjule sandheden, lykkes med at forbyde betjentene adgang til hospitalet, og betjentene er ved at tabe sagen på gulvet. Men som sidste udvej opnår de kontakt med Amy, der først ikke kan tro, at hendes nye bedste ven er morder, men som alligevel efter at være blevet konfronteret med betjentenes indicier i sidste ende påtager sig opgaven med at indsamle beviser til politiet for således afsløre Charlie. Samtidigt med, at hun ikke kun er afhængig af ham på grund af sin hjertesygdom, også egenhændigt begynder at grave i hans fortid samt forsøger at hindre ham i at slå flere patienter ihjel med den insulin og den hjertemedicin, som han skjult injicerer i deres dropposer. Et pres, som forværrer hendes akutte hjertesygdom.

Venskabet mellem Charlie og Amy, der selvfølgelig er nødt til at gøre gode miner til slet spil, er herefter nervepirrende at overvære, og det samme er det at se ham i arbejde med patienter. Og filmen formidler på den måde en god forklaring på, hvorfor så mange kollegaer i samme situation som Amy gennem tiderne har haft svært ved at tro det, når én af deres kolleger er blevet mistænkt eller sågar afsløret som seriemorder.  Det er simpelthen for uhyggelig en tanke at ’den gode sygeplejerske’ kan have ikke-livreddende medicin, men derimod gift i sin sprøjte.

´The Good Nurse" er mindre en psykologisk udforskende film om en seriemorder, end den er en institutionskritisk film om et profitdrevet sundhedsvæsen, hvis moral er blevet så ringe, at det i sidste ende bliver en livstruende hjertesyg, men modig sygeplejerske, der gør det, som ingen andre turde, nemlig at afsløre og bremse Charlie. At Amy ikke kan blive opereret for sin hjertesygdom, fordi hun endnu ikke har optjent tilstrækkelige point gennem sit arbejde til at have en sygeforsikring, bidrager kun til filmens systemkritik af et uretfærdigt og i bund og grund uetisk hospitalsvæsen.

´The Good Nurse´ er baseret på journalisten Charles Graebers bog fra 2013 ´The Good Nurse: A True Story of Medicine, Madness and Murder´ om et sundhedssystem, der tillod en seriemorder at bevæge sig fra det ene hospital til det andet, mens filmen også er en bittersød historie om et håbløst venskab på et bagtæppe af umenneskeligt hårde vagter i et sundhedsvæsen ramt af besparelser.

´The Good Nurse´ hviler på et gennemtænkt og stringent manus og en gennemført vellykket instruktion af en stribe fremragende skuespillere, hvor ingen siger eller gør mere end det mest nødvendige for historiens fremdrift, som på en og samme gang appellerer til både hjerte og forstand, uden at det bliver for meget. Her er ingen trang til sensationer og unødigt drama. Den sande historie er mere end rigeligt dramatisk, og instruktøren synes i virkeligheden at have trukket sin historie i retning af underdrivelser fremfor drama, hvilket kun gør den stærkere og meget mere uhyggelig.   

Historien om Charles Cullen, der i 2006 blev idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for løsladelse, som han afsoner i New Jersey State Prison i Trenton, kan måske på papiret forekomme en smule bedaget. Men det er den ikke, for op igennem historien har en lang række sygeplejersker forgiftet, kvalt, overmedicineret, druknet eller sultet deres patienter ihjel. Motiverne er forskellige, men til fælles har de, at de har dræbt adskillige af de mennesker, de ellers skulle passe på.

Så sent som 26. oktober i år arresterede det amerikanske politi for eksempel sygeplejersken Jonathan Hayes, som er mistænkt for i januar i år at have dræbt flere patienter på hospitalet ´Atrium Health Wake Forest Baptist Medical Center´ i North Carolina. For slet ikke at tale om den danske 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, Christina Aistrup Hansen, som i juni 2016 blev dømt for at have slået flere af sine patienter ihjel, efter at en kollega og veninde havde anmeldt hende til politiet. Som i ´The Good Nurse´ var der altid usædvanligt mange akutte genoplivninger, uventede dødsfald og øget travlhed, når Christina Aistrup Hansen havde nattevagt. 

I løbet af den danske retssag kom det desuden frem, at en anden kollega allerede i marts 2012 var gået til ledelsen efter et mistænkeligt dødsfald på afdelingen, men at henvendelsen blev henlagt på grund af manglende beviser, selv om en lægesekretær samme år var begyndt at tælle dødsfald på afdelingen, fordi hun var overrasket over antallet af hjertestop og dødsfald. Af sagens akter fremgår desuden, at Christina Aistrup Hansens kollega og veninde ikke havde tillid til, at sygehusledelsen ville skride ind, hvorfor hun ligesom filmens Amy tog sagen i egen hånd i samarbejde med en læge og det lokale politi. En påfaldende mangel på tillid til ledelsen på Nykøbing Falster Sygehus, som vi ikke hørte meget om under retssagen i 2016, men som ´The Good Nurse´ her ruller ud i fuld flor med alle de frygtelige konsekvenser, som dette kan have i form af personalers tavshed og fortielser og patienters unødige dødsfald, hvis en afdeling er så uheldig at have fået en af Dødens Engle med ombord.

Filmen kan ikke anbefales nok, for den giver indblik i en problemstilling, som vi ikke kan holde ud at tænke på og heller ikke tør tale om, men som alligevel er vigtig at kende, hvis man arbejder i hospitalsvæsnet, hvor personlighedsforstyrrede ansatte ikke er helt så sjældne, som vi ellers bedst kan lide at forestille os. Er man ikke ansat i sundhedsvæsnet kan man nøjes med at gyse og så iøvrigt nyde en flot fortalt historie og en lang række fornemme skuespillerpræstationer.