Ekspert i traumer: Vi ved ikke, hvad vi taler om, når vi taler om traumer

BØGER. Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

Alle taler om traumer i disse år, selv om traumer i mange år var noget, der skulle gemmes væk for så siden primært at blive udfoldet i fagtidsskrifter og psykologernes klinikker. Men nu har traumer fået en central plads i vores bevidsthed og er blevet en del af vores kollektive fortællinger og private hverdagssamtaler, hvori traumet betegnes som personlighedsdefinerende, livsændrende, som årsag til bristede drømme og kæntrede forhold – og ikke mindst som grund til psykiske problemer, fastslår Karen-Inge Karstoft, der med sin nye bog, ´Hvorfor taler alle om traumer?´, vil have os til at tale om traumer på en ny og mere præcis måde, så traumet ikke bliver definerende for det moderne liv:

”Der er altså mange gode grunde til, at alle taler om traumer. Forskningen har tilskyndet til det, behandlere har understøttet det, og så er der den omtalte modreaktion: Netop fordi det tidligere var noget, vi gemte væk, har traumet nu kæmpet sig vej ind i rampelyset – og der har det tænkt sig at blive,” mener Karen-Inge Karstoft, der baserer sin bog på moderne traumeforskning og desuden inddrager egne erfaringer fra sit videnskabelige og kliniske arbejde med især traumatiserede og/eller PTSD-ramte flygtninge og krigsveteraner. 

De fleste voldsomme reaktioner forsvinder

Men når Karen-Inge Karstoft så alligevel opfordrer til, at vi skyndsomt ændrer vores forståelse og samtaler om traumer, skyldes det blandt andet, at vi ifølge hende ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder og derved overser de seneste årtiers forskning, som påpeger menneskets forunderlige evne til som en korkprop i vand at komme op igen, når livets oplevelser skubber det mod bunden: 

”I det store og hele overvurderer vi omfanget af de psykiske reaktioner hos dem, der oplever voldsomme og potentielt traumatiske begivenheder. De fleste reagerer med ubehag, uro, ængstelighed, søvnproblemer, nedtrykthed, måske vrede, irritation og mareridt. Det er naturlige reaktioner på en voldsom oplevelse. Men efter en tid mindskes symptomerne, gnisten vender tilbage, mareridtene forsvinder, og irritationen går væk. For de fleste. For en mindre gruppe gør de ikke – og dem skal vi være opmærksomme på. Men når vi taler om potentielt traumatiske oplevelser, må vi altså ikke overse, at den del, for hvem symptomerne ikke forsvinder, udgør mindretallet,” skriver Karen-Inge Karstoft og fastslår: 

”Afgørende både for den del, der udvikler blivende reaktioner, og den del, der ikke gør, er det, at vi skal blive meget bedre til at skelne mellem dem på så tidligt et tidspunkt som muligt. Det er afgørende, både fordi vi ikke skal give unyttig behandling til de mange – og fordi vi ikke skal lade de få i stikken,” skriver Karstoft.

Hun advarer mod at sætte meget tidligt ind med brede interventioner til alle, der har været ude for traumatiserende begivenheder, fordi det risikerer at forværre eller forhale en tilstand for nogle, der ellers ikke ville have udviklet blivende problemer. 

Men at se tiden an og se, hvem der tilhører de robuste, er heller ikke nemt ifølge Karstoft, når vi samtidigt ved, at det er væsentligt at sætte ind med behandling relativt tidligt for dem, der vil udvikle blivende symptomer. Og netop derfor har hun og andre forskere det seneste årti forsøgt at finde frem til kriterier for hvem, der udvikler psykiske lidelser efter en potentielt traumatisk oplevelse, og hvem der ikke gør. Målet har været at blive i stand til med en blot nogenlunde acceptabel grad af sikkerhed at kunne identificere de særligt sårbare eller særligt robuste soldater inden deres mulige udsendelse til en krigszone. En forskning der, som Karen-Inge Karstoft erkender, går ’rigtigt dårligt’.

Hvorvidt disse mange års forskning går ’ rigtigt dårligt’, fordi hun i høj grad har baseret sin forskning og konklusioner på flygtninge og krigsveteraner, og om man overhovedet kan overføre disse to gruppers erfaringer til alle typer af traumatiserede menneskers reaktioner, reflekterer hun ikke nævneværdigt over. Selv om det ville have klædt bogen.

Og blandt andre ting i forskningen i traumer, som heller ikke går godt og snorlige og derfor er med til at mudre ikke blot traumeforskeres mål om at skelne mellem de robuste og mindre robuste, men også nok så meget andre fagfolks og borgeres forståelser omkring traumer, er ifølge Karstoft, at man i traumeforskningen på ingen måder arbejder med klare definitioner på, hvad ordet traume dækker over. 

For er traumet selve begivenheden, den subjektive oplevelse heraf, eller de reaktioner som begivenheden kan føre med sig, spørger Karstoft, der kalder det ’sprogligt rod’, når ordet traume i flæng benyttes til at beskrive de tre meget forskellige begreber voldsom hændelse, potentielt traumatisk oplevelse og traumereaktion:

”Ikke at skelne mellem de ord er kun rimeligt, hvis det antages, at en traumatisk oplevelse altid medfører en traumereaktion (...) Et bedre begreb for de voldsomme oplevelser, vi kan udsættes for, er potentielt traumatiske begivenheder, fordi det netop understreger, at selvom oplevelsen er voldsom, vil den kun potentielt kunne medføre en traumereaktion.”

´Hvorfor taler alle om traumer?´ er en del af bogserien ´Moderne Ideer´ fra Informations forlag, som her beder forskere komme med svar på tidens svære spørgsmål. Det plejer der at komme lødige og alment tilgængelige bøger ud af. Og det er der også denne gang med Karstofts givetvis for mange provokerende udfordringer af vores måde at tænke om traumer, menneskelig styrke og sårbarhed samt hendes kritik af en ung traumeforskning, der tilsyneladende endnu ikke helt er vokset fra at blande æbler, pærer og bananer. 

At mennesker er mere robuste, end vi måske lige går og forestiller os, og at voldsomme og potentielt traumatiserende begivenheder som oftest ikke medfører traumereaktioner, PTSD eller kroniske sår, fremstår som interessant og potentielt vigtig ny viden. Denne indsigt kan bidrage til både faglige erkendelser og forskningsmæssige gennembrud. Det er en viden, som sundhedsvæsenet, eksperter og den brede befolkning har brug for, så vi bedre kan støtte både dem, der er traumatiserede, og dem, der er mindre berørte. Samtidig åbner det for refleksion over, om vi risikerer at sygeliggøre og overbehandle mennesker unødigt, fordi vi tror, at alle, der oplever noget voldsomt, nødvendigvis vil udvikle psykiske problemer og have brug for behandling.

 ”Så længe vi anvender ordet traume uden skelnen mellem oplevelse og reaktion, så vil de to flyde sammen. Når oplevelsen bliver lig reaktionen, kommer vi til at antage, at alt, hvad der rammer os, vil påvirke os negativt, alvorligt og varigt. En større bevidsthed om, at det, der rammer os, ikke altid (eller endda bare som oftest) knækker os, vil gøre behandlertrangen mindre. Det er ikke alt, vi skal snakke med professionelle om, og det kan godt være overflødigt eller endda skadeligt at opsøge behandling.”

Karstofts fokus på menneskets modstandskraft og hendes, for mange læsere, overraskende påstand om, at de fleste kan håndtere traumatiske oplevelser uden varig psykisk skade og derfor ikke bør overbehandles, vil sandsynligvis vække modstand.

Dels på grund af forfatterens ellers velargumenterede kritik af overforbruget af begrebet traume og hendes yderst overbevisende, men også nådesløst skarpe påpegning af de forbløffende upræcise faglige termer, som traumeforskningen, behandlinger og de offentlige samtaler svækkes af. Derudover kan hendes påstand om, at flertallet er robuste nok til at håndtere selv langvarige og svære begivenheder, vække bekymring for en tilbagevenden til tidligere tiders opfattelse af, at mennesker kan håndtere traumer uden hjælp – fremfor at samfundet skaber nye og bedre muligheder for de traumatiserede.

Karen-Inge Karstofts primære ærinde synes at være at skabe klare afgrænsninger og dermed en klarhed, som ikke kun befolkning, forskere og fagfolk har brug for, men også de reelt traumatiserede, som måske ikke får den hjælp, de bør have, fordi ressourcerne smøres for tyndt ud. Eller soldaten som ikke får erstatning for sin arbejdsskade, fordi definitionerne flyder, og ingen derfor kan finde ud af at definere, om det, han oplevede, nu også var voldsomt nok, og om hans invaliderende PTSD- symptomer i øvrigt er tilstrækkeligt specifikke. 

´Hvorfor taler alle om traumer?´ er en seriøs, men også overskuelig og letlæst korrektionen af såvel videnskabens som populærkulturens opfattelser af traumer, som kan anbefales alle, der har interesse i at blive klogere på traumer og moderne forskning heri på bedste vis, kort tid og for kun få penge. Imponerende så meget Karen-Inge Karstoft får fortalt på kun 76 sider. 

Karen-Inge Karstoft: ´Hvorfor taler alle om traumer?´ udkommer 22. november på Informations forlag og koster 49,95 kroner