Portræt af døende kvinde fanger spansk mesterinstruktør på udebane

FILM. Spansk mesterinstruktør har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

Pedro Almodóvar er noget af en skikkelse inden for spansk film. Melodramaer som ’Alt om min Mor’ og ’Tal til hende’ har gjort ham berømt som en ærkespansk, sprudlende stemme.

Med ’The Room Next Door’ gør han for første gang forsøget med en amerikansk spillefilm, en filmatisering af romanen ’What Are You Going Through’ af Sigrid Nunez.  

Ingrid (Julianne Moore) er en succesrig newyorker-forfatter, der har skrevet en bog om sin dødsangst. Under en bogsignering bliver hun gjort opmærksom på, at en gammel veninde er alvorligt syg. Martha (Tilda Swinton) er krigsreporter, men befinder sig nu i en anden skyttegrav. Hun kæmper med kræft i underlivet i et sent stadie og modtager eksperimentel immunterapi.

De to gamle veninder finder hurtigt hinanden igen, og vi bliver især delagtiggjort i Marthas fortid. Hun har en datter, der ikke ønsker at se meget til hende, ikke engang på trods af kræftdiagnosen.

Faderen til Marthas datter kom hjem fra Vietnam-krigen med skrammer på sjælen. Filmen får en masse forhistorie rullet op, uden at det virker soleklart, hvad det har med Ingrids aktuelle situation at gøre. De mange tilbageblik er ofte en smule hårdhændede og føles unødvendige.

Martha opgiver sin behandling og har i internettets mørke afkroge fundet en pille, der kan hjælpe med aktiv dødshjælp. Hun skal blot bruge et andet menneske ved sin side. Ingrid påtager sig opgaven, der er både ulovlig og menneskeligt krævende. Men til gengæld får hun lov at møde en jævnaldrende kvinde, der har forliget sig med døden og går den fredfyldt og illusionsløst i møde.

’The Room Next Door’ er flot at se på. Fuld af boliger med spændende kunst på væggene og luksuriøs udsigt. Her er scener med tyst dalende sne, der får filmens karakterer til gentagne gange at citere den irske modernist James Joyces berømte novelle ’The Dead’, scenerne er smukt realiseret med ophøjet og kunstfærdig dødsbevidsthed. Filmen byder også på et par af klodens stærkeste skuespillerinder i de centrale roller. Desværre taler de to sammen i noget, der føles som oplæst dialog, i hvert fald er det ikke naturalistisk på nogen måde. Juliane Moores Ingrid bliver vi aldrig rigtig kloge på som karakter, hun er skønlitterær forfatter, men væsentligt mindre interessant end Martha. Som ofte med Tilda Swinton opstår en fascinerende udstråling fra den androgyne skuespillerinde i rollen som Martha. Som var hun lige dele rumvæsen og menneskebarn. Kammerspillet mellem de to bliver blot aldrig så stærkt, som man forventer, når man noterer sig de to navne side om side på vej ind i biografen.   

Et juridisk eller kriminelt efterspil til den aktive dødshjælp tyder på at blive neglebidende og nervepirrende. Men faktisk udspiller et forhør ved en aggressiv og mistænksom politimand sig blot over én enkelt scene, hvorefter denne tråd bliver efterladt igen. Datteren til Martha gør sin entre sent i filmen. Hun er æterisk som et spøgelse og alligevel en hyperkonkret væren i rummet, fascinerende at kigge på. Disse højdepunkter kommer dog sent. ’The Room Next Door’ bliver først egentligt medrivende i den sidste del, hvor Ingrids og Marthas dialoger om kunst, livet og ekskærester ikke længere præger filmen.

Filmen er ikke som sådan et drama eller en tåreperser om den sidste tid eller om aktiv dødshjælp. Det er en meditation over livets gang, der ofte virker lidt kunstig, lidt ubestemmelig og lidt tung i optrækket. Pedro Almodóvar finder ikke den samme letflydende strøm af excentrisk og broget kulør som i sine spansksprogede mesterværker. Måske er han simpelthen lidt på udebane i New Yorks intellektuelle miljø.

´The Room Next Door´ havde premiere 31.oktober og går i biografer landet over