”Hjertesvigt udgør en betydelig byrde for både patienter og sundhedsvæsen. Tusindvis bliver diagnosticeret med denne kroniske lidelse hvert år, og dødeligheden er høj. Det er derfor glædeligt at se så markant en effekt på netop dødelighed,” siger Anders Hviid.
Danske forskere: Diabetesmedicin reducerer dødeligheden hos hjertesvigtpatienter markant
I en ny omfattende undersøgelse har forskere fra Statens Serum Institut (SSI) dokumenteret, at medicin oprindeligt udviklet til type 2-diabetes, kaldet SGLT2-hæmmere, kan reducere dødeligheden blandt patienter med hjertesvigt med nedsat pumpefunktion med hele 25 procent.
Studiet er det første af sin art, der dokumenterer, at SGLT-2-hæmmeres positive effekt ikke kun ses i kontrollerede kliniske forsøg, men også i en bred dansk patientpopulation i klinikken. Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i det medicinske tidsskrift The BMJ.
Hjertesvigt er en tilstand, hvor hjertet har nedsat evne til at pumpe blodet effektivt rundt i kroppen. Det betyder, at kroppens organer og væv ikke modtager tilstrækkelig ilt og næring, hvilket kan medføre træthed, åndenød og væskeophobning i kroppen og øge dødeligheden. Tilstanden er kronisk og påvirker livskvaliteten markant. Hjertesvigt kan skyldes en række faktorer, herunder tidligere blodpropper, forhøjet blodtryk og skader på hjertemusklen.
I Danmark lever omkring 66.000 personer med hjertesvigt, og hvert år diagnosticeres omkring 11.000 nye tilfælde. På trods af fremskridt inden for behandling er dødeligheden høj; kun 82 procent af patienter med hjertesvigt lever fem år efter diagnosen.
Dokumenteret effekt i den virkelige verden
”Vores undersøgelse er vigtig, fordi den bekræfter, at de positive resultater, vi har set i kliniske forsøg, også holder stik i den virkelige verden. Og det er godt nyt for danske hjertesvigtspatienter,” siger Henrik Svanström i en pressemeddelelse. Han er seniorforsker ved Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved SSI og har ledet studiet.
I undersøgelsen trak forskerne på data fra Dansk Hjertesvigtdatabase og andre nationale registre, der indeholder oplysninger om medicinforbrug og sygdomsdiagnoser fra perioden 2020 til 2023.
Reggisterundersøgelsen omfatter 21.000 danske hjertesvigtpatienter, heraf 6.776, der fik SGLT2-hæmmere (hovedsageligt dapagliflozin og empagliflozin) og 14.686 patienter, som blev behandlet med standardmedicin. Patienterne blev i gennemsnit fulgt i ét år. Resultaterne viser, at 5,8 ud af 100 patienter årligt døde under behandlingen med SGLT2-hæmmere, sammenlignet med 8,5 ud af 100 blandt dem, der fortsatte på standardbehandlingen – svarende til en 25 procent lavere dødsrisiko.
Behandlingen af hjertesvigt omfatter normalt en kombination af medicin og livsstilsændringer. De gængse behandlingsmetoder fokuserer på at aflaste hjertet, reducere væskeophobning og forhindre forværring af tilstanden. Standardbehandlingen inkluderer ofte lægemidler som ACE-hæmmere, betablokkere og mineralocorticoid-receptorantagonister, der alle har til formål at reducere blodtrykket og belastningen på hjertet.
SGLT2-hæmmere, som normalt bruges til behandling af type 2-diabetes, virker ved at øge udskillelsen af sukker i urinen og har vist sig at forbedre hjertefunktionen hos hjertesvigtpatienter. Det reducerer risikoen for, at hjertesvigt forværres, og mindsker risikoen for dødelighed.
En betydelig reduktion i dødelighed
Professor Anders Hviid, afdelingschef ved SSI og medforfatter til studiet, påpeger, at hjertesvigt er en kronisk og udbredt lidelse, der hvert år rammer tusindvis af danskere.
”Hjertesvigt udgør en betydelig byrde for både patienter og sundhedsvæsen. Tusindvis bliver diagnosticeret med denne kroniske lidelse hvert år, og dødeligheden er høj. Det er derfor glædeligt at se så markant en effekt på netop dødelighed,” siger han.
Undersøgelsen har vist, at effekten af SGLT2-hæmmere er konsistent blandt forskellige patientgrupper, uanset alder, køn, eller andre baggrundsfaktorer. Ifølge de nye resultater var der heller ingen statistisk signifikant forskel i dødelighedsreduktionen blandt patienter med og uden type 2-diabetes – begge grupper oplevede en 25 procent lavere risiko.
Statens Serum Institut har samarbejdet med Karolinska Institutet i Sverige om undersøgelsen, og arbejdet er gennemført med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Karolinska Institutet.
Resultaterne er i tråd med tidligere kliniske forsøg som DAPA-HF og EMPEROR-Reduced, hvor SGLT-2-hæmmere ligeledes reducerede risikoen for hjertesvigt og dødelighed. Den danske undersøgelse bygger videre på de internationale resultater og viser, at medicinen fungerer i større, nationale patientpopulationer.