”Vores resultater er ikke konklusive, men kan bruges til at stimulere forskning i samme emne, hvorved vi kan blive klogere på, om der er en reel sammenhæng mellem mors epilepsi og/eller epilepsimedicin og kræft hos hendes børn. Hvis dokumentationen styrkes, kan den fremover bruges til forebyggelse,” siger Johnni Hansen.
Epilepsimedicin under graviditet forbindes med børnekræft
Brugen af epilepsimedicin under graviditet kan øge risikoen for kræft hos børn. Det tyder resultater fra et nyt studie på.
I studiet, som er publiceret i European Journal of Epidemiology, har en forskergruppe samlet data fra danske nationale registre om epilepsi og kræft hos børn. De sammenkoblede oplysninger om epilepsi- og kræftdiagnoser med data om brugen af medicin mod epilepsi (antikonvulsiva). Forskerne beregnede, om der var en øget risiko for kræft hos børn, når enten barnet eller moderen havde epilepsi, eller hvis de havde brugt epilepsimedicin. Dette blev gjort ved hjælp af en særlig statistisk metode.
”Man kender meget lidt til årsager til børnekræft. Derfor er det vigtigt at søge efter påvirkninger, der principielt kan undgås eller omlægges, for eksempel visse typer medicin. I vores undersøgelse søger vi sammenhænge mellem mors behandling med medicin mod epilepsi og forskellige typer kræft hos børnene,” siger en af forfatterne til undersøgelsen, seniorforsker i Danish Cancer Institute, Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen.