
Hvis lægerne kunne øge anvendelsen til de rigtige patienter ville det potentielt kunne forebygge mange tilbagefald og genindlæggelser, mener Anders Jørgensen.
Nyt studie viser, at vedligeholdende elektrochokbehandling kan reducere genindlæggelser
Et nyt dansk studie viser, at vedligeholdende elektrochokbehandling, der gives over længere tid (kaldet c/mECT), er effektiv til at forhindre, at patienter med alvorlige psykiske lidelser bliver syge igen. Forskerne anbefaler, at behandlingen bruges mere, end den gør i dag.
Studiet er publiceret i JAMA Psychiatry.
Fakta om C/mECT
C/mECT står for "continued/maintenance Electroconvulsive Therapy," som på dansk kan oversættes til "vedligeholdende elektrochokbehandling." Det er en behandlingsform, hvor patienter fortsætter med at modtage elektrochokbehandling (ECT) i en længere periode, efter at de har gennemført den første akutte behandling. Formålet med vedligeholdelsesbehandlingen er at forhindre, at symptomerne på deres psykiske lidelse vender tilbage.
Studiet har set på data fra næsten 20.000 patienter i Danmark, der fik elektrochokbehandling (ECT) mellem 2003 og 2022. Kun 7,7 procent af patienterne fortsatte med at få elektrochok efter den første omgang. Resultaterne viste, at de patienter, der fortsatte med behandlingen, havde en betydeligt lavere risiko for at blive indlagt på hospitalet igen. De havde 32 procent lavere risiko for at blive genindlagt i de første seks måneder sammenlignet med dem, der ikke fortsatte behandlingen. Risikoen faldt yderligere til 38 procent i de følgende seks måneder.
Anders Jørgensen, forskningsleder og overlæge ved Psykiatrisk Center København, stod i spidsen for forskningen. Han forklarer, at de gennemførte undersøgelsen, fordi der kun er lavet få store studier om, hvor godt denne type behandling virker.
"Vores store nationale studie med mange patienter, både i cmECT og kontrolpopulationen, kan delvist råde bod på det. Et særligt forhold er, at ECT-patienter per definition er svært syge, og at de patienter, der giver samtykke til at indgå i randomiserede forsøg, derfor ikke altid svarer til virkelighedens patienter – derfor kan RCT’er (randomiserede kontrollerede forsøg, red.) og naturalistiske studier supplere hinanden på området," siger han.
