Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Patientformænd og DF: Medicinrådet er på afveje

Skrevet af Stine Mørkeberg den . Skrevet i Prioriteringer.

Hvis medicinrådet var et barn, så ville det være ved at lære at gå. Rådet har nu 10 måneder på bagen, siden det blev etableret 1. januar 2017. Det er for tidligt at pege tommelfingeren opad eller nedad til Medicinrådets arbejde generelt. Det er de fleste fagfolk, politikere og patienter omkring rådet enige om. Men på nogle områder vækker rådets nuværende kurs bekymring hos flere af dem. For den peger ikke klart i retning af alle de 7 principper, Folketinget har fastsat som grundlag for rådets arbejde. Det gælder blandt andet for princip 7, adgangen til behandling.

{snippet medrod}

Rita O. Christensen er formand for Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS (LyLe) og en af dem, der er bekymret for patienternes adgang til behandling. Årsagen til panderynkerne er Medicinrådets første afslag, som 12. oktober blev givet til et lægemiddel til patienter med en sjælden muskelsvindssygdom, Spinraza.

”Jeg er bekymret for, at der bliver godkendt for få lægemidler. Hvis ikke du kan tåle det ene, har du brug for det andet. Men hvis det ikke er tilgængeligt, hvad gør patienten så? Så er der altså nogen, der dør.”

Formuleringen af det syvende er denne:

”7. Adgang til behandling: Der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper og tages højde for patienters individuelle behov. Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Det gælder eksempelvis i forhold til at kunne yde behandling af høj kvalitet til patienter med sjældne sygdomme eller i forhold til at kunne behandle for at undgå funktionsnedsættelse.”

Begrænser lægernes skøn

Reglerne muliggør altså, at den enkelte læge på hospitalet trods et afslag i Medicinrådet alligevel kan give lægemidlet til sin patient, hvis lægen vurderer, at det er den bedste behandling. Men det lader ikke til at ske, lyder det fra formand i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

”Jeg oplever det som om, at regionerne nogle steder opsætter en regel for det lægelige skøn. Hvis den centrale komité har sagt nej, så kan patienten ikke få behandling. Det var ikke det, der var Folketingets ambition.”

{snippet medrod}

Af samme grund holder medlem af sundhedsudvalget, Jeppe Jakobsen (DF), nøje øje med regionernes reaktion. Han udtaler sig på vegne af sit parti.

”Indtil videre, så peger det jo desværre lidt i den forkerte retning, at Medicinrådet ikke tager det hensyn, at små patientgruppers medicin naturligvis er dyrere, fordi der er færre at sælge til efterfølgende. Det er ikke en udvikling, vi kan se fortsætte i lang tid,” siger han og forsikrer, at han vil gå til sundhedsministeren, når han hører fra patientforeninger, at de ikke bliver behandlet, som de burde.

Debatten om adgang til behandling vil næppe klinge af lige foreløbig. For der er en indbygget modstrid imellem princippet om adgang til behandling og et andet centralt princip for Medicinrådets arbejde: Mere sundhed for pengene. Sådan lyder diagnosen fra Henrik Ullum, der er formand for Lægevidenskabelige Selskaber.

”Hvis man siger, at alle behandlinger skal indføres helt uanset omkostninger, så kan man jo ikke også samtidig sige, at man vil holde omkostningerne nede.”

Et paradoks, som der ikke er nogen nem løsning på, hvis man spørger ham.

”Et eller andet sted skal man jo kunne sige: Nej, det her er for mange penge.”

LyLe, Medicinrodet?, Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og Myelodysplastisk syndrom, Rita O. Christensen