Sundhedsøkonom: Medicinrådet regner for kortsigtet
Medicinrådet vurderer økonomien i de nye behandlinger inden for samme tidshorisont, som den kliniske data dækker, og det betyder, at den økonomiske gevinst, der eventuelt ligger uden for tidsrammen af forskningen, ikke indgår i vurderingen. Ved nogle af de dyrere lægemidler kan denne model give et skævt billede af økonomien, mener Jakob Kjellberg.
”Som økonom kunne man ønske sig, at Medicinrådet havde en længere tidshorisont for at vurdere økonomien, for det kan i nogle tilfælde være svært at vurdere økonomien, hvis man har en meget kort tidshorisont. Den korte tidshorisont giver nogle udfordringer med at vurdere besparelserne på lang sigt,” siger Jakob Kjellberg.
Medicinrådets model betyder ifølge Jakob Kjellberg, at omkostningsbyrden i nogle tilfælde vil fylde uforholdmæssigt meget, mens besparelse på sigt ikke tages tilstrækkeligt i betragtning. På andre områder i sundhedsvæsnet vurderes økonomien i behandlinger og indsatser ved, at man ekstrapolerer den eksisterende data, og medregner forventede fremtidige besparelser, og den model giver ifølge økonomerne i mange tilfælde et mere reelt billede af økonomien i en behandling.
Mavenclad (cladribin) er en af de nye behandlinger til sclerose, som er relativt dyr per dosis, men hvor økonomien alligevel er vurderet til at være fornuftig, fordi der er tale om en pulsbehandling, som gives i korte intensive forløb to gange i løbet af to år, og herefter har en stor del af patienterne ikke brug for behandling de efterfølgende to år. Det er så langt, der foreløbig er data til, og medicinrådet godkendte i november Mavenclad på den baggrund, men producenten Merck formoder og arbejder på at dokumentere, at langtidsvirkningen for en del patienter rækker i minimum fire år efter sidste behandling, og den mulige ekstra besparelse fanger Medicinrådets model for beregning ikke.
”Beregningen med den korte tidshorisont er ikke en metode, vi som økonomer synes, er rasende god, for det er lige så godt at betale en million kroner ’up front’, hvis der ikke er udgifter de næste ti år, som det er at betale 100.000 kroner om året i ti år. Hvis man ved hjælp af modeller kan beregne fremtidige besparelser, vil man i andre dele af sundhedsvæsnet være kold over for de store udgifter i starten, og give tilskud uden problemer,” siger Jakob Kjellberg.
Han mener, at Amgros, som foretager beregningerne for Medicinrådet med fordel kunne anvende modeller og ekstrapolering til beregning af økonomien i den dyre hospitalsmedicin.
”Vi opponerer mod den måde, Medicinrådet gør det på, fordi vi synes, at man skal modellere det på samme måde, som man gør i primærsektoren. Der accepterer man i højere grad modeller og regner langt frem i tiden sådan, at man kan indregne det og se behandlingen som økonomisk rentabel, hvis man investerer meget i begyndelsen, men ikke har omkostninger de næste ti år. I primærsektoren ser vi i princippet behandlinger i et livstidsperspektiv, hvis vi har data til det, og som økonomer har vi ikke problemer med modellering og de usikkerheder, der er ved det,” siger Jakob Kjellberg.