Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Medicinhåndtering i plejesektoren giver stadig tit problemer

Plejecentre, hjemmepleje og hjemmesygeplejen har store problemer med at opretholde patientsikkerheden, ofte i forhold til medicinhåndtering. Og selv når problemerne bliver påpeget, bliver de ikke løst.

Det viser en rapport fra Styrelsen fra Patientsikkerhed.

I forhold til medicinhåndtering handler det tit om, at overleveringen af information går skævt mellem f.eks. en kommunal hjemmesygepleje, der modtager og dispenserer medicin, til en privat leverandør af hjemmepleje, der varetager administration og efterfølgende observation af patienten. Når det går skævt, kan den den forkert medicinering have alvorlige konsekvenser for ældre, svækkede patienter.

"Derfor er det bekymrende, at de sundhedsfaglige tilsyn på plejeområdet også i 2020 og 2021 afdækkede omfattende problemer med at opfylde målepunkterne vedrørende medicinhåndtering," hedder det i rapporten.

Et tilbagevendende opmærksomhedspunkt ved Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn var manglende dokumentation af administration af såkaldt ikke-dispenserbar medicin som f.eks. insulin.

"Også her er det vigtigt, at alt relevant personale har adgang til oplysninger om, hvorvidt patienten har fået sin medicin, så der ikke sker fejl, f.eks. at patienten får dobbelt dosis med potentielt alvorlige konsekvenser til følge," hedder det.

Styrelsen for Patientsikkerhed førte i 2020 og 2021 95 stikprøvebaserede tilsyn, 93 reaktive tilsyn (tilsyn efter at der har været henvendelser fra f.eks. pårørende) og 95 opfølgende tilsyn på baggrund af tidligere påbud på landets plejecentre, i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen.

Resultaterne af tilsynene viser, at der i mere end 40 procent af de reaktive og de opfølgende tilsyn var alvorlige brister i patientsikkerheden. 95 plejecentre, hjemmepleje- og hjemmesygeplejeenheder fik vurderingen større eller kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden. 

"Vi ser desværre en del større og kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden på plejeområdet. Det gælder især de steder, hvor vi har haft en særlig grund til komme på tilsynsbesøg – enten fordi vi af f.eks. pårørende eller ansatte er blevet gjort opmærksomme på problemer, eller fordi vi tidligere har været på tilsyn og har måttet udstede påbud om at rette op på større eller kritiske problemer," siger overlæge Charlotte Hjort, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Del artikler