Coronabloggen takker af efter 2 år - hvad har vi lært?

CORONABLOGGEN. Christian Heibøll-Nielsen takker af med sin coronablog og gør status over, hvilke tiltag der fungerede og ikke fungerede under coronaepidemien i Danmark. 

Det lakker mod enden. De seneste to år har jeg udelukkende været beskæftiget med corona. Først som skribent her på Sundhedspolitisk Tidsskrift, siden i smittesporingen - og det seneste år som vaccinatør. Så jeg tør godt sige, at nu har jeg fået nok. Corona hænger mig – som formentlig resten af befolkningen – langt ud af halsen.

Og heldigvis er det snart slut. Seruminstituttet fortæller, at omkring 70 procent af den voksne befolkning har været smittet på nuværende tidspunkt, og mon ikke vi skal nå de sidste 10-20 procent, inden sommeren er her? Derfor bliver dette også sidste coronablog i denne omgang. Jeg skal ikke udelukke helt, at vi vender tilbage, men krydser fingre for, at det ikke skal blive nødvendigt. 

Det er derfor et udmærket tidspunkt at reflektere lidt over, hvad der er sket de seneste par år.

Først og fremmest må man jo sige, at vi i Danmark er kommet ret nådigt igennem pandemien. Hvis vi glemmer smitten for en stund og koncentrerer os om det, der virkelig betyder noget, nemlig hvor mange der er døde af covid-19, placerer Danmark sig flot internationalt. Som man kan se af grafen nedenunder, ligger vi absolut i bunden, når vi sammenligner os med lignende lande. Den opmærksomme læser vil også bemærke, at udskældte Sverige ligger omtrent i midten, og at roste Portugal ligger højt, på niveau med Frankrig. Derudover kan man se, at de lande, der ligger højt, især var hårdt ramt under den anden bølge. Altså før vi fik vaccinerne. Sverige adskiller sig lidt fra de andre lande ved stort set at være lige hårdt ramt i første og anden bølge. Og reelt var det nok under den første bølge, at der for alvor var basis for kritik af, hvad der skete hinsidan.

Akkumuleret dødelighed per million indbyggere i en række sammenlignelige lande. Fra Ourworldindata.

Skal vi lære noget af, hvad der er sket, er der med andre ord god grund til at kigge netop på den anden bølge – fra november 2020 til februar 2021. Da bølgen toppede, havde vi ca. 3.500 nye smittede om dagen. Dengang i en fjern fortid var det svimlende tal. Og det førte til over 30 nye dødsfald om dagen, hvad vi absolut så alvorligt på. Det var da også en ganske markant dødelighed.

Det var før anden bølge, at vi fik gang i smittesporingen herhjemme. Du kan måske huske, at du, hvis du havde været nær kontakt, blev ringet op flere gange og bedt om at tage en pcr-test på nøje fastsatte tidspunkter. Og havde du ikke været i kontakt med opsporingen, kunne du nærmest glemme at få bestilt en test. Tiderne var nemlig fuldt bookede uger frem. Strategien med opsporing, karantæne og isolation udspringer i WHO´s rådgivning. Og en tanke om, at det var muligt at inddæmme smitten. Faktisk virkede det. Vi fik ganske vist en bølge og en top, men vi lykkedes med at holde smitten nede og begrænse følgerne som indlæggelser og død. Det var omtrent samtidigt, at vi også fik oprettet en coronahotline, som kunne svare på alt mellem himmel og jord omkring corona. Og havde voldsomt travlt.  

Både hotline og opsporing opstod i øvrigt i et unikt samarbejde mellem myndigheder, politi og hæren. Det var en ganske unik situation og gav værdifuld læring til fremtiden. Ikke at vi håber, at et sådant samarbejde bliver aktuelt lige foreløbig, men med krig omkring os skal man ikke undervurdere betydningen af en sådan læring. 

Det var også under anden bølge, at vi endelig kom i gang med at bruge kviktest. Men det var et langt tilløb, og modstanden var stor, især fra Seruminstituttet, der jo også havde et ben i den anden lejr med pcr-test. Forsinkelsen i udrulningen af kviktest kom formentlig med en pris. Især på plejehjemmene. Havde vi tidligere kunnet komme i gang med at teste personale og besøgende, kunne vi formentlig have undgået en række af de dødsfald, vi så.

Testdelen kræver næsten et selvstændigt afsnit. Nogle få vil måske kunne huske, at det hele begyndte med, at myndighederne helt tilbage i februar 2020 meldte ud til de europæiske myndigheder, at de skam var helt klar til at begynde test. Det var vi så bare slet ikke. Og under hele første bølge var det nærmest umuligt at få bestilt en test, hvis man ikke var dødssyg. På trods af manglen på test lykkedes det alligevel at bremse smitten og få første bølge til at toppe og vende. Vi testede kun lidt mere end en tyvendedel af, hvad vi gjorde, da testkapaciteten var på sit højeste. Og faktisk kom der først rigtig tryk på testene, efter anden bølge havde toppet. Vi har med andre ord udført langt størstedelen af vores test mellem to bølger – anden og tredje – og er fortsat ind i tredje bølge, selvom vi nu er stoppet helt.

27 dages rullende gennemsnit af antallet af pcr-test. Data fra SSI.

Pointen turde være klar. Mange test har ikke forhindret nye bølger, og i perioder med få test har vi alligevel fået smitten begrænset. Det har vi gjort med de nok så udskældte restriktioner, også selvom CEPOS siger, de ikke virker. Men det gør de. Når vi holder afstand, ikke ser så mange, og i det hele taget passer på, får virus det sværere.

Jeg ved ikke, om der er nogen, der har overblikket over hvor mange penge, vi har brugt på test. Men kassen stod pivåben, og det er i hvert fald ikke under 20 milliarder kroner. Og 100-kroner spørgsmålet er jo nu, om det var en rationel brug af de penge, eller vi kunnet have fået mere for dem på anden vis. Det er jo ikke fordi, vi ikke har kunnet bruge de penge i sundhedsvæsenet i øvrigt.

I december 2020 kom vi i gang med at vaccinere danskerne. Trods leveringsvanskeligheder i starten, blev det en uhørt succes. Inden udgangen af sommeren var alle, der ønskede det, blevet vaccineret to gange. Det var ganske enestående, at man på så kort tid kunne få fat i tilstrækkeligt med dygtigt og kvalificeret personale til at håndtere opgaven. Også her har der været meget vigtig læring for offentlige myndigheder, der jo eller ikke normalt præges af hurtighed og fleksibilitet.

Og det leder frem til den afsluttende bemærkning. For hvor de private aktører har taget et stort ansvar og har hjulpet vaccinatører og podere videre til nye stillinger, er en sådan aktivitet fuldstændig fraværende i det offentlige. Derfor vil langt hovedparten af de dygtige mennesker, der har bemandet landets vaccinecentre fra 1. april stå uden job. Det er sygeplejersker, sosu-assistenter, farmaceuter, læger, tandlæger, jordemødre og studerende. Og det er jo ikke, fordi der ikke mangler den type mennesker i det offentlige. Men hjælpen til at komme videre kunne de ansatte kigge efter det samme sted som deres julegave. Og det rejser en helt anden problemstilling, som vi er nødt til at kigge på, inden næste epidemi rammer os. Løses opgaverne bedst i det offentlige, eller kunne der være en ekstra gevinst ved at lade private aktører byde ind på mere?

Nyeste tal og nyheder om corona: