Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nyt råd skal sikre bedre information til patienter og læger om lægemidler i restordre

Udfordringer med lægemidler i restordre er de senere år kommet mere og mere i fokus. For at skabe et fælles billede af forsyningssituationen og sikre bedre information til patienter og læger har Lægemiddelstyrelsen nedsat et nyt Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed af lægemidler, som skal skabe et fælles billede af forsyningssituationen.

Hovedopgaven for det nye Nationale Råd for Forsyningssikkerhed af lægemidler, hvor både patienter, sundhedspersoner, industri og myndigheder er repræsenteret, er at kortlægge forsyningssituationen på lægemiddelområdet og skabe en fælles forståelse af udfordringerne på området. På den baggrund skal rådet drøfte mulige løsninger og bidrage til at styrke informations- og kommunikationsindsatsen – særligt for at sikre rettidig og fyldestgørende information til patienter og læger.

”Fra Lægemiddelstyrelsens side ser vi frem til at få samlet alle aktørerne på området, så vi kan skabe et fælles billede af forsyningssituationen i Danmark og får et fast forum for dialog med hinanden,” siger enhedschef Kim Helleberg Madsen, der er formand for rådet, i en pressemeddelelse.

Første møde fandt sted mandag den 15. november, hvor Lægemiddelstyrelsen gav en status på omfanget af forsyningsvanskeligheder og restordrer. Der vil desuden blive set på indberetninger fra virksomhederne om kommende forsyningsvanskeligheder.

”Det er helt centralt for myndighedernes arbejde, at virksomhederne indberetter forsyningsvanskeligheder i god tid, så potentielle udfordringer kan håndteres i tide. Data indsamlet i de nordiske lande viser, at få virksomheder indberetter forsyningsvanskeligheder senest to måneder før, forsyningsvanskeligheden indtræffer, som lovgivningen foreskriver. Det er et område, vi i fællesskab kan forbedre,” siger Kim Helleberg Madsen.  

Medlemmerne af Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed for lægemidler udpeges for to år ad gangen, og der vil som udgangspunkt blive afholdt tre møder om året. 

 

 

Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed af lægemidler består i perioden 1. november 2021 til 31. oktober 2023 af følgende medlemmer:

Organisationer:

  • Amgros – Flemming Sonne, administrerende direktør
  • Danmark Apotekerforening – Jeanette Juul Rasmussen, apoteker, Birkerød Apotek
  • Danske Patienter – Astrid Blom, direktør, Parkinsonforeningen
  • Danske Patienter – Connie Ziegler, projektleder, Gigtforeningen
  • Danske Regioner – Dorte Kromann Krydsfeldt, logistikchef, Region Hovedstadens Apotek
  • Foreningen for Parallelimportører af Medicin – Helle Sandager, direktør
  • Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler – Peter Jørgensen, direktør
  • Lægeforeningen – Anna Mette Nathan, næstformand i Lægeforeningen, formand for Lægeforeningens Lægemiddel – og Medikoudvalg, alment praktiserende læge
  • Lægemiddelindustriforeningen – Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør
  • Lægevidenskabelige Selskaber – Rasmus Huan Olsen, afdelingslæge, Sektion for Data, Biostatistik og Farmakoepidemiologi, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg Hospital
  • Megros – Henrik Kaastrup, administrerende direktør, Nomeco A/S

Myndigheder:

  • Lægemiddelstyrelsen (formand) – Kim Helleberg Madsen, Enhedschef for Lægemiddeløkonomi og Tilgængelighed
  • Styrelsen for Patientsikkerhed – Dorthe Eberhardt Søndergaard, vicedirektør
  • Sundhedsdatastyrelsen – Lars Siedelin Knutsson, teamleder, Fælles Medicinkort
  • Sundhedsministeriet - Lin Krarup, chefkonsulent, Center for Lægemidler og Internationale forhold
  • Sundhedsstyrelsen – Ane Just Ohrt, konstitueret overlæge, Enhed for Beredskab og Smitsomme sygdomme
Del artikler