Nu fortæller hun åbent om psykisk lidelse, som stadig er tabu

BØGER. Journalist og forfatter Anne Marie Løkkegaard løfter nu sløret for den del af sin bipolare lidelse, som flest skjuler, nemlig manierne, som slet ikke får den opmærksomhed i medierne og litteraturen, som sygdommens anden halvdel, depressionerne, har fået de seneste år.

Vi deler og taler om vores personlige og sårbare historier om stress, depression, angst, alkoholmisbrug, ADHD, anorexi, bulimi og mislykkede selvmordsforsøg som aldrig før. Kendte skuespillere, forfattere og musikere nærmest mere end nogen andre. Men om manierne er der stille, for dem skammer man sig over at have, forklarer Anne Marie Løkkegaard i sin nye bog "Bipolar og mig", hvori hun på vellykket vis forsøger at gøre op med tabuiseringen heraf.

"Det er svært at tale om noget, der er så tabuiseret – turde jeg det? Det har domineret meget for mig, at jeg har skjult manien, jeg har skammet mig, ikke fortalt om den. Men nu er jeg gået over en bro, og jeg ser mig ikke tilbage,” forklarer Anne Marie Løkkegaard i forbindelse med publiseringen af "Bipolar og mig".

Anne Marie Løkkegaard, som er uddannet klassisk sanger og journalist, fik sine første manier, da hun var i begyndelsen af 20’erne, herefter var dog hun anfaldsfri i 12 år. Men i 2014 fik hun, der nu var gift med Jens og har to små piger, tilbagefald og blev indlagt på den lukkede afdeling på grund af en manisk psykose. Det er da sjette gang i hendes liv, at hun må på den lukkede, som hun beskriver som helvedets forgård. Ikke på grund af rammer og personale, men på grund af de sygdomme, som medpatienterne har, når de er der:

”En manisk psykose er en tilstand af psykisk overophedning. Denne gang var jeg i en angstfuld tilstand af vrede. Jeg husker i glimt, hvad der skete den uge, jeg var på D1. Der var et skakspil, som manglede en masse brikker, ingen i den tilstand har åndsnærvær nok til at spille et så krævende spil. Jeg husker, at jeg i angst og fuldstændig forkrampet smerte kastede brikkerne ud over mit værelse. Der var ingen udsmykning på værelset. Alt, hvad der kan give skarpe genstande, er bandlyst. Der stod et bord med en stol og en hospitalsseng,” skriver hun og fortsætter:

”Opholdsstuen lå i midten i afdelingen, hvorfra tre gange gik ud til stuerne. Der stod en sort lædersofa, og da jeg ankom, sad der nogle tatoverede skaldede mænd, jeg nødigt ville møde på en mørk gade. Indlagte i denne helvedes forgård er en blanding af alle, der tilfældigvis er psykotiske. Også kriminelle, som normalt ville kunne findes i et fængsel. Jeg var rædselsslagen for de typer, som kunne holde øje med alt, hvad der foregik, fra den sorte lædersofa.  

Omkring 1-2 procent af befolkningen vil ifølge Psykiatrifonden i løbet af livet udvikle bipolar lidelse, hvilket vil sige, at i Danmark vil 50.000-100.000 nulevende mennesker få sygdommen i løbet af deres liv. Mange vil især opleve depressionerne, men for Anne Marie Løkkegaard har det angiveligt især været manierne, som har fyldt, når hun har måttet forlade sine børn og sin mand, Jens, for at blive indlagt:

”Jeg ringede konstant til Jens, som var ved at blive vanvittig af mine opkald. Idéerne myldrede rundt i mit hoved, og desværre havde jeg adgang til nettet og Facebook. Jens var ved at få det slukket, da mine opdateringer blev mærkelige. På det tidspunkt mente jeg, at jeg hørte Barack Obamas stemme, så jeg skrev på hans officielle side. Ikke noget super vanvittigt, men bare noget, jeg aldrig normalt ville gøre,” fortæller hun og fortsætter: 

”Når man taler om den lukkede, skal man vide, at det handler om at opbevare, at få tiden til at gå, så sygdommen selv lægger sig, hjulpet af medicin. Så håber man, at man ikke kommer til skade, og så venter man bare, til man kommer ud. Jeg kom ud hurtigt heldigvis. Da jeg kom over på den åbne afdeling, var der en sygeplejerske med et stort krøllet hår, som kiggede roligt og venligt på mig. Der var helt stille, og så stod der en malet giraf af træ ved indgangen. Det var meget beroligende. Livet på den åbne er noget helt andet. Der er en del deprimerede, som ikke råber op eller skaber utryghed, og de maniske er dæmpet af medicin og tid.”

I bogen beskriver Anne Marie Lykkegaard knivskarpt, hvordan hun har det, når manien hærger, om hvordan hun rabler, uden at vide det, taler helt uden sammenhæng, hvordan hun hører stemmer og oplever hallucinationer og om, hvordan hjernen i øvrigt er fuld af usammenhængende tankemylder, som alt sammen giver mening for hende, men sjældent for andre, som hun kan blive voldsomt vred på, hvis de ikke deler hendes virkelighedsopfattelse.

”Mani er en tilstand, hvor en masse ufiltrerede tanker fylder i hovedet på samme tid, og ens tanker ryger ud af munden uden filter. Når jeg er psykotisk, har jeg en anden opfattelse af virkeligheden i de ca. seks uger, det står på. Jeg glider bare langsomt væk fra virkeligheden,” forklarer Anne Marie Lykkegaard, som har mistet flere studiekammerater gennem årene, når hun uforvarende er kommet til at sige usorterede, men sårende ting til dem midt i en begyndende mani.

Manier kan således ifølge Anne Marie Lykkegård være vrede, men de kan også, inden de bliver vrede, nå at være spændende og fulde af positiv energi:

”Bipolar lidelse, som i gamle dage hed maniodepressivitet, sætter flere spor i vores samfund, end vi aner. For sygdommen er på mange måder skjult. Politikere og kunstnere har i årevis profiteret af, at de i perioder kunne levere en usædvanlig arbejdsindsats. Inspiration, kalder man det. Det er helt åbenlyst, at mange bøger og kunstværker er blevet til i manier. Problemet er bare, at inspirationen fermenterer på et tidspunkt. Man er bare mere interesseret i at fortælle om depressionen som en bod end som maniens vanvittige slagside. Det skyldes selvfølgelig også, at der jo kommer fantastiske ting ud af de inspirerede hypomanier, som gør det muligt at arbejde abnormt hurtigt og ikke helme, før det værk er færdigt. Tankerne flyver, ukonstruktive negative tanker fordufter, inspirationen brænder nye idéer. Det er en blanding af en heftig forelskelse og en god brandert, der kan blive ved i ugevis.”

Men manier er farlige for de ramte og deres omgivelser og bør ikke romantiseres ifølge Anne Marie Lykkegaard, da de ifølge hende har trukket tragiske spor hen over mange liv:

”I manien sætter man ind med en hæmningsløs trang til at forbruge med en ruineret privatøkonomi til følge. Børn må se deres forældre opføre sig hensynsløst eller selvoptaget, hvilket ikke fordrer gode børneliv. For mig er det vigtigt at pointere, at man kan leve et almindeligt liv med lidelsen. For mange er det nødvendigt at tage medicin for at styre bølgetop og bølgedal, og det kan anbefales, hvis man gerne vil kunne leve et almindeligt liv. Men det er klart, at det tager toppen af rusen, og ikke alle er villige til at betale den pris. ”

Men ikke nok med at manien kommer med en høj pris, mens den står på, så følges den ofte af en om muligt endnu højere pris, nemlig depressionen, forklarer Lykkegaard, som selv har måttet erfare både depression og angst efter at være blevet udskrevet efter en mani:

”Et ubarmhjertigt depressionstegn lagde sig derefter oven på de fysiske kendetegn. Hvad havde jeg ikke sagt, da jeg var manisk? Jeg prøvede i et anfald af forsøg på kontrol at lave en liste over de mennesker, jeg burde ringe til og undskylde. Jeg lagde den fra mig, det var for uoverskueligt. Jeg hadede alt det kontroltab, der nu lagde syre i mit sind. Mit normale jeg er præget af stor ansvarsfuldhed og opmærksomhed på at være ordentlig over for andre; den fødte projektleder, der sørger for orden og kontrol over situationer. Den selvforståelse havde manien på kort tid klemt sammen og omstøbt til en lille smertefuld bold af dårlig samvittighed, uopretteligt kontroltab og skyld. De, der har haft en depression, ved, at med den følger selvværdets knægtelse. Jeg følte, jeg var intet værd, jeg havde ingen fremtid, jeg var et nul. Jeg var gået fra at være flyvende på drømmestudiet, med selvsikkerhed nok til to liv, til at græmmes og ønske mig væk fra verden,” skriver Lykkegaard og tilføjer:

”Nogle gange er depressionen så hård, at også den kræver indlæggelse. Det er faktisk ubarmhjertigt.”

"Bipolar og mig" er på mange måder en imponerende bog. Lykkegaard er ikke kun en utrolig dygtig skribent, men især også en fabelagtigt detaljestærk og nøgtern iagttager af sit eget sinds kolossale rutcheture i forhold til hvilke ikke meget synes stukket under stolene. Hun er desuden i besiddelse af en tilsyneladende oprigtig og hudløs ærlighed omkring sin sygdom og dens mange omkostninger for hende selv og ikke mindst hendes omgivelser i form af ægtemand, forældre, søskende og venner. 

At være bipolar er en tung arv at bære i livet, fremgår det. Men Bipolar og mig er ikke kun en bog om en kvindes dans på torne og alle de dybt smertefulde erfaringer, som er forbundne hermed. Det er også en meget motiverende og konstruktiv bog om, hvordan man alligevel med omtanke og indsigt i egne ressourcer, åben sygdomserkendelse og ikke mindst den rigtigt doserede hjælp på de rigtige tidspunkter fra familie, venner og sundhedsvæsnet alligevel kan få et godt og værdifuldt liv, selv om man har diagnosen bipolar. 

Selv siger Anne Marie Lykkegaard om sine bevæggrunde for at skrive bogen, at hun håber, at læsere, der selv har en psykisk sygdom, vil opleve følelsen af ikke at være alene:

”Det er en trøst at vide, at der er andre som du, selvom ingen taler om det. I en bredere forstand vil jeg gerne appellere til tolerancen. Måske kan jeg medvirke til, at flere forstår de spor af ødelæggelse, som psykisk sygdom kan trække i et menneskes liv, ” siger Lykkegaard.

Hendes mission må siges at være lykkedes for hende, for "Bipolar og mig" er et ualmindeligt fint og begavet vidnesbyrd fra et hårdt prøvet, men fortsat optimistisk og fordomsnedbrydende menneske, som her i den grad har taget en for holdet ved at dele sine erfaringer og mange refleksioner over sygdommen.

Anne Marie Løkkegaard: "Bipolar og mig", er udgivet af Psykiatrifonden og koster 195 kroner