Alle danskere over 60 år med i undersøgelse om demens: "Jeg er overrasket over resultatet. Det er skræmmende"
Data fra to millioner danskere dokumenterer for første gang i verden, at der er sammenhæng mellem trafikstøj og udvikling af demens. Risikoen for at udvikle demens er markant højere, hvis man over en længere periode udsættes for eksempelvis trafikstøj. Og jo højere støjen er, jo større bliver risikoen.
Studiet er banebrydende, skriver Syddansk Universitet, og det publiceres i dag i British Medical Journal.
Det er forskere fra Syddansk Universitet, som sammen med forskere fra Roskilde Universitet, OUH og Københavns Universitet er gået sammen om studiet, hvor de for perioden 2004-2017 har sammenholdt sundhedsdata fra knap to millioner danskere - alle danskere over 60 år - med registeroplysninger om deres adresse og den trafikstøj, de er eksponeret for. For første gang har forskerne dermed kunnet dokumentere en sammenhæng mellem trafikstøj og udvikling af demens. Der er tale om en databaseret observationsundersøgelse, som ikke fastslår årsagen – men dokumenterer en sammenhæng.
Forskningsresultaterne viser bl.a., at man har en 27 procent forhøjet risiko for at udvikle Alzheimers og 18 procent forhøjet risiko generelt for at udvikle demens, hvis man over en årrække eksponeres for trafikstøj over 55 decibel sammenlignet med mindre end 40 decibel. Ser man på antallet af demenstilfælde i 2017 betyder det, at ud af de 8.475 tilfælde kan de 1.216 knyttes til trafikstøj.
"Jeg er overrasket over resultatet. Det er skræmmende, men jeg håber også, at vores resultater kan være med til at øge forskningen på området og påvirke udviklingen, så man tager højde for det i byplanlægning, og når man skal gøre brug af støjregulering som afskærmning ved motorveje, støjdæmpende asfalt eller nedsættelse af farten på strækninger,," siger Manuella Lech Cantuaria, ph.d på Mærsk McKinney-Møller Instituttet og Det Kliniske Institut på SDU, der har stået i spidsen for forskningsarbejdet.
Der er lavet lidt forskning om trafikstøj og demens, men de danske resultater påviser, at støj ligesom hjertekarsygdomme og dårlig livsstil også spiller en stor rolle i udviklingen af demens.
"Der er tidligere lavet undersøgelser, men de var mindre og ikke konsistente," siger Manuella Lech Cantuaria.
Lektor ved Det Kliniske Institut på SDU, Jesper Hvass Schmidt, var oprindeligt var med til at starte forskningen.
"Vi viser en sammenhæng mellem støj og demens, hvor hypotesen er at, at det er støjen, der stresser kroppen og udløser dårlig søvn. Det skaber en træthed, som igen udløser mere stress og øger risikoen for, at man udvikler demens. Og jo højere støj, jo mere stiger risikoen, siger Jesper Hvass Schmidt, der også er overlæge og forskningsansvarlig på Øre-Næse-Halskirurgisk/Høreklinikken på OUH.
"Forskningsresultater som de her er helt essentielle, fordi de indikerer, at støj er et problem for folkesundheden. Det er afgørende, når politikerne skal overveje eksempelvis udbygninger af vejnettet og støjafskærmning i den forbindelse," siger han.
Cirka 30 procent af alle danskere er udsat for vejstøj, der overstiger Miljøstyrelsens grænseværdi på 58 decibel.
Tags: demens, alzheimers