”Børnepsykiatere ser i reglen symptomerne som en del af det at vokse op - som en forsinket modningsproces, og mange psykiatere ser også ADHD set som et personlighedsproblem - en personlighedsforstyrrelse,” siger David Nutt.

Verdenskendt psykiater kritiserer manglende behandling af voksne med ADHD

ADHD er et af de mest givende områder inden for psykiatrien, fordi man hurtigt ser gode resultater ved behandling. Det til trods er der stadig meget tilbage at ønske i moderne ADHD-behandling - ikke mindst i forhold til voksne patienter.

Det mener den britiske professor David Nutt, der er en verdenskendt specialist i ADHD. Han har i flere sammenhænge været stærk fortaler for meget mere fokus på voksne med lidelsen.

Som Sundhedspolitisk Tidsskrift tidligere har beskrevet, ønsker nogle danske psykiatere screening for ADHD blandt psykisk syge og misbrugere, fordi mange af dem har en underliggende ADHD, der angiveligt ofte er skyld i misbruget.

David Nutt, professor i neuropsykofarmakologi ved Imperial College i London, er enig i dette synspunkt og understøtter det med sine mange års erfaringer, selvom han understreger, at diskussionen om screening er kompliceret. Han er bredt anerkendt som en af verdens førende eksperter inden for diagnosticering og behandling af ADHD, og han har bl.a. grundlagt UK ADHD Adult Network  - et populært forum i England.

I et interview uddyber David Nutt med endnu et synspunkt, nemlig at mange læger tager alt for let på ADHD. Og han retter specifikt en kritik af psykiatrien for stadig i vidt omfang at negligere ADHD som et ungdomsfænomen.

”Børnepsykiatere ser i reglen symptomerne som en del af det at vokse op - som en forsinket modningsproces, og mange psykiatere ser også ADHD set som et personlighedsproblem - en personlighedsforstyrrelse,” siger han og tilføjer:

"De færreste, der har haft ADHD som børn, bliver fulgt op som voksne. De bliver tabt i systemet. I de fleste lande mangler den nødvendige behandling, da ingen i systemet har træning i at behandle voksne med ADHD. Imidlertid er der en stor gruppe, der fik behandling som børn og som vil have gavn af behandling som voksne. Og så er der en stor gruppe med ADHD, der aldrig er blevet diagnosticeret men som stadig lider. Alt for få får en korrekt diagnose eller behandling,” siger David Nutt. 

Angriber en sejlivet myte

David Nutt påpeger, at ADHD historisk set var en af de første psykiatriske lidelser, for hvilken man faktisk havde behandling. ”Tilbage i 1940’erne behandlede man med amfetamin, men jeg tror, at mange mennesker tænker ’det her er bare endnu en måde at tjene penge på for medicinalindustrien'. Sådan opfatter mange mennesker ADHD,” siger han. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Det er myten?

”Absolut, det har været en meget stor myte i meget lang tid. Og den er effektiv til at pacificere lægerne. Mange ser det endda stadig som en ’amerikansk syge’, siden amerikanske forskere var først med diagnosen. Men når du arbejder med mennesker, som har ADHD, finder du ud af, at det er langt fra sandheden. Og vigtigst - patienternes liv kan ofte blive forvandlet via medicin. Jeg har patienter, som ikke kunne gennemføre en videregående uddannelse, men efter de blev medicineret, gik de videre og tog en ph.d.”

Skyldes det problemer med diagnosticering?

”Ja, det er nok rigtigt. Men det samme kan siges om mange områder i psykiatrien. Det er adfærdssymptomer, som vi reagerer på og vurderer ud fra. Det afgørende er her, at det er det samme med alle psykiatriske diagnoser – mange har en grad af depression, angst etc. Jo højere graden af dit problem er, des større er chancen for at få en diagnose. Hvis du eksempelvis har så meget energi, at du ikke kan fokusere på at udføre dit job – eller du bliver smidt ud af skolen, så kan du måske blive diagnosticeret.

Og man skal jo huske, at vi kun giver diagnosen for at hjælpe folk. Hvis ADHD er skadeligt for en persons liv, kan vi intervenere og hjælpe.” 

Så det er egentlig ’business as usual’ i psykiatrien, så at sige?

”Ja. Og det er virkelig vigtigt. Eksempelvis afviste psykiatere også diagnoser af depression tilbage i 1950’erne. Psykiatri er ikke en særlig fremadskuende disciplin – det er ikke nemt at komme igennem med nye idéer på feltet.” 

Er det trods alt i dag en større accept af ADHD som en problem for voksne?

”I Storbritannien mener jeg der er, fordi vi har sat UKAAN-organisationen op (United Kingdom Adult ADHD Network. https://www.ukaan.org/ ). I dag er der en større opmærksomhed, og læger bliver trænet i at håndtere ADHD hos voksne. Det gode ved ADHD set fra et lægeligt synspunkt er, at så snart du begynder at behandle det, ser du resultater. Dernæst bliver du typisk meget entusiastisk og vil gerne dele dine resultater med andre. Det er en meget givende del af psykiatrien at være i.” 

Burde alkoholikere og andre misbrugere screenes for ADHD?

”Det er ikke så let, og du kan også lave informationskampagner og få folk med ADHD til at reflektere over deres opførsel. En god start kunne være at se på alle, der har problemer med stoffer – de skulle udredes for, om de har ADHD. Mange mennesker bliver afhængige af stimulanser fordi de har ADHD.

Der findes et spændende svensk stykke forskning, hvor de så på indsatte i fængslerne. Studiet viste, at en meget stor del af de mandlige indsatte havde ADHD. Samt, at hvis man behandlede deres ADHD, stoppede de med at lave kriminalitet og holdt sig ude af fængslerne. Dvs. hvis du har mennesker i karambolage med loven pga. ADHD, er det vigtigt at lave en seriøs udredning. For hvis du kan behandle dem, kan du ofte holde dem fra kriminelle aktiviteter.” 

Lad os se på medicinering – hvilken medicin vil du anbefale?

”I dag er det meste ADHD-medicin stimulanser – dopamin og noredrenalin. De hjælper grudlæggende hjernen med at blive mere fokuseret og stopper hyperaktivitet, hvilket det dog ikke er alle med ADHD, der lider af. Og i mindre grad voksne, siden man ikke har lige så meget energi, når man bliver ældre.

Grundlæggende er der to typer stimulanser: Amfematim-baserede og methylphenidat-baserede. Amfetamin virker hurtigere, og den vigtigste forskel er, hvor hurtigt de bliver optaget i systemet.”

Vil du anbefale korttidsvirkende eller langtidsvirkende medicin?

”Generelt kan du sige, at jo længere det virker, des dyrere er medicinen, men jeg mener absolut, du får bedre kontrol med din ADHD, hvis du tager langtidsvirkende stimulanser. Det gælder særligt for børn. Ellers skal de jo have piller med i skole og måske tage dem i spisefrikvarteret. Hvis andre børn ser det, kan det være flovt.

I virkeligheden ser jeg en ret lille rolle til korttidsvirkende medicin. Langtidsvirkende medicin er næsten altid at foretrække.

Imidlertid kan det være fornuftigt at benytte korttidsvirkende stimulanser om morgenen for at komme i gang og tage langtidsvirkende stimulanser samtidig, dermed er du dækket ind.”

Hvor går grænsen for, hvor meget medicin man skal give børn og voksne?

”Det er der forskellige måder at se på. For de første bør man se på, hvad den rigtige dosis er for den enkelte. I den forstand findes der ikke en almen ’rigtig dosis’. Den rigtige dosis er den, der giver det bedste output.

Jeg har nogle patienter, der har været på stimulanser i 40 år. De udvikler tolerance og skal have lidt højere doser i dag. Dermed er svaret: Den minimale dosis, der skal benyttes for at give den bedste effekt,” siger David Nutt og afviser, at der er store bivirkninger ved medicinen.

”Bivirkningerne er meget små for voksne. For børn kan det standse væksten en anelse, så man skal benytte det så lidt som muligt. Men det er vigtigt at sige, at disse stoffer ikke er vanedannende. Det er ikke misbrugerstoffer. Idéen om, at bare fordi det er stimulanser, er de også vanedannende, er forkert. Det er en af årsagerne til, at mange læger er bange for at udskrive dem - de tror, at de må være afhængighedsskabende. Men disse stimulanser bliver frigivet langsomt i kroppen, og derfor bliver man ikke afhængig af dem.”

 

Relateret artikel

Like eller del denne artikel