Psykiater: Hverken forskning eller sundhedsvæsen har interesseret sig synderligt pigers og kvinders ADHD
BØGER. Vi overser pigerne med ADHD, når vi leder efter symptomer, som er mere udbredte hos drengene. Pigernes symptomer er anderledes, og konsekvenserne af deres symptomer ofte endnu mere alvorlige, mener den svenske psykiater og overlæge, Lotta Borg Skoglund i ny bog.
Historisk set har ADHD primært været en diagnose, der er blevet opdaget og diagnosticeret hos drenge. Men at vi har overset pigerne, betyder ikke, at de ikke eksisterede, og det betyder heller ikke, at de ikke havde det lige så hårdt som drengene. Faktisk har de snarere større funktionsnedsættelser, og alligevel diagnosticeres ADHD stadig betydelig oftere og meget tidligere hos drenge, end det sker hos piger. Og får piger og kvinder endelig deres ADHD-diagnose, så er der markant færre af pigerne, der modtager støtte og behandling, fastslår psykiater på Karolinska Universitets hospital og lektor ved Uppsala universitet, Lotta Borg Skoglund, i sin bog "ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde":
”I mine år som læge har jeg mødt mange piger og kvinder, der har kæmpet så hjerteskærende hårdt for at få enderne i deres liv til at mødes. På trods af intelligens, på trods af talent og livsvisdom, på trods af hvide knoer og konstant at starte forfra fortæller de mig, at de bare ikke kan få livet til at fungere. Desværre har hverken forskningen eller sundhedsvæsnet haft nogen særlig stor interesse i pigers og kvinders unikke udfordringer med ADHD, og vores viden om denne store gruppe af kæmpende mennesker er stadig skræmmende ringe," kritiserer Skoglund. Hun har skrevet bogen til de mange piger og kvinder, som hun mener lever uden forståelse for sig selv og fra andre samt uden sundhedsvæsnernes diagnoser, behandling og hjælp til at leve med denne invaliderende funktionsnedsættelse i hjernen.
Inden Lotta Borg Skoglund gik i gang med at skrive sin bog, troede hun, at hun stod foran at skulle læse tusindvis af videnskabelige artikler om piger og kvinder med ADHD. Men de relevante artikler var ifølge hende overstået på en eftermiddag:
”Der er meget lidt forskning af høj kvalitet om piger og kvinder med ADHD både fra Sverige og internationalt. I det store og hele udføres 99 procent af al forskning og alle studier af ADHD af mænd og om mænd,” siger Skoglund, der selv gennem sit kliniske arbejde og i sin forskning har mødt mange kvinder med ADHD, som ikke har følt sig hverken sete eller forståede, men i stedet mislykkede.
Ifølge "ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde" har piger og kvinder med ADHD en decideret anden symptomprofil end det modsatte køn. De oplever større påvirkning af selvværdet og større vanskeligheder i vennerelationer. Hertil kommer, at piger og kvinder har en anden form for komorbiditet med angst og depression samt en tendens til at udvikle andre typer af mestringsstrategier, der skjuler problemerne i skolen, på arbejdet og i hverdagen. I stedet for som drengene at larme og være voldsomme, er de typisk stille og dygtige:
”Pigernes form for ADHD generer ikke andre, og de kommer bagefter i skolen, uden at det går ud over andre end dem selv. Desuden handler pigers psykiatriske komorbiditet oftere om symptomer og lidelser, der rettes indad. Mange overkompenserer og havner i et mønster med ekstrem adfærd for at passe ind. Denne daglige kamp for at skjule et indre kaos kan i værste fald føre til overdreven perfektionisme, angst, social fobi, spiseforstyrrelser eller et misbrug af alkohol og stoffer,” fortæller Lotta Borg Skoglund. Hun hører ofte fra sine kvindelige patienter, at disse uden at fortælle det til nogen altid har følt sig anderledes lige fra, at de var børn:
”At beskytte denne hemmelighed medfører stress og er en belastning, som aldrig giver dem ro. Denne hjerteskærende oplevelse af at forsøge at beskytte en sårbar side af sig selv er også tæt forbundet med følelser af skam og kan medvirke til træthed, fortvivlelse, udbrændthed eller depression.”
At et kvindeliv med en ikke-diagnosticeret ADHD er et liv i modvind op af utallige bakker levner Skoglund ikke skygge af tvivl om. I stedet giver hun sine læsere en oplevelse af at blive konfronteret med en slags ADHD’ens me-too, som vores sundhedsvæsen skal holde op med at tage let på eller på anden måde feje ind under gulvtæppet.
Og at livet kan blive mere end almindeligt svært for piger og kvinder med ADHD uden nogen former for hjælp, får Skoglund forklaret med lysende klarhed:
Mange kommer i vanskeligheder, fordi de tager beslutninger, som er baseret på for lidt information. Mange har svært ved at modstå fristelser eller falder for midlertidige, kortsigtede fornøjelser på bekostning af deres langsigtede mål og ønsker. Mange har svært ved koordination og kropsmotoriske færdigheder, føler sig klodsede, har svært ved at koordinere eller lære visse bevægelser, eller går ind i ting eller taber ting. Mange oplever kropslige fornemmelser som smerte, varme og kulde, sult, mæthed, mavens og tarmenes funktioner og føler, at tøj sidder helt anderledes på kroppen end hos andre. Og plagerne fortsætter:
Mange har problemer med at organisere og prioritere i hverdagen. Mange har alvorlige søvnproblemer. Mange involveres i trafikulykker på grund af problemer med koncentration og evner til skift i fokus og opmærksomhed. Mange er glemsomme, og rigtigt mange kan simpelthen ikke eksekvere de ting, ideer og planer, som de ellers gerne ville udføre. Og alt sammen skyldes det en nedsat funktion i hjernens evne til eksekutive processer ifølge Skoglund, som derfor advarer mod, at man opfordrer disse mennesker til bare at tage sig sammen:
”En af de mere centrale vanskeligheder ved ADHD handler om selv at styre og kontrollere sin egen motivation og drivkraft. Det kan lyde som noget simpelt, og en almindelig misforståelse er, at det kun handler om viljestyrke og karakter. Få ting er faktisk længere fra sandheden. At vide hvad man skal gøre, men samtidig ikke være i stand til at komme i gang med det, bliver et stort handikap, når bunkerne af vasketøj og tallerkener vokser, og regningerne ikke bliver betalt. Ikke mindst når omgivelserne fortolker det som generel forsømmelighed, dovenskab, depression eller inkompetence.”
Med ADHD er der således på grund af ADHD’ens mange symptomer ifølge Skoglund en øget risiko for både fysisk og psykiatrisk komorbiditet, højere risiko for ulykker og skadelig brug af alkohol og stoffer, kriminalitet og alvorlig afhængighed. Og vejen ud af disse problemer er diagnosticering og behandling:
”Den rigtige diagnose og forklaring er ofte uvurderlig, og det gør en stor forskel, når brikkerne falder på plads, og man pludselig forstår, hvorfor man har ’opført sig’ så akavet hele sit liv. Hvorfor man hele tiden er faldet tilbage i samme spor, og hvorfor omgivelsernes gode råd og sundhedsindsats ikke virker. Der er tale om mange piger og kvinder, der i kraft af denne omdiskuterede diagnose har været i stand til at skabe forandring, og som har fået værktøjer til at begynde at tage vare på sig selv, forklarer hun og fortsætter:
”Når vi taler om ADHD, handler det ikke om børn, unge og voksne, der pludselig ’havner på bunden’, ’løber panden mod en mur’ eller ’mister grebet’. I stedet handler det oftere om et helt liv i konstant modvind, og hvor de hele tiden støder på grund. Ofte uden nogen diagnose overhovedet. Eller med mange, mange diagnoser. Men ingen sætter rent faktisk fingeren på problemet. ”
ADHD er nok én af de mest omdiskuterede psykiatriske diagnoser overhovedet. Findes den overhovedet? Er diagnosen ikke bare udtryk for sygeliggørelse af mennesker, som bare er lidt anderledes, eller som måske har dårlige forældre? Og er behandlingerne ikke i virkeligheden i bedste fald værdiløse og i værste fald mere skadelige end sygdommen? Det er nogle af de spørgsmålstegn, som konstant stilles ved sygdommen ADHD.
Men Lotta Borg Skoglund afviser disse forestillinger som ikke kun videnskabeligt helt forkerte, men også umenneskelige, og gør med sin bog en brav indsats for at få forklaret, både hvad sygdommen skyldes, hvor fuldstændigt ødelæggende den kan være i et helt langt liv, og endeligt hvor værdifuldt det kan være for de ramte at blive taget alvorligt både af sundhedsvæsnet, men også af alle os andre.
Hvis man vil vide noget om piger, kvinder og ADHD er bogen et fremragende bud. Og vil man også vide noget om drenge og mænd, er man heller ikke nødvendigvist gået galt i byen, for Skoglund kan tydeligvist sin ADHD på begge køns vegne.
Lotta Borg Skoglund: "ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde", er udkommet på forlaget Pressto og koster 269.95 kroner