Mette Frederiksen i sin tale 11. marts 2020.

Udredning: Myndighederne anbefalede ikke nedlukning, sådan som Mette Frederiksen påstod

Vi husker vist alle 11. marts 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen på et historisk pressemøde lukkede hele Danmark ned. Da sagde hun, at det skete på myndighederne anbefaling.

"Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode," sagde hun ordret.

Men en knap 600 lang sider ekspertudredning slår nu fast, at Mette Frederiksen ikke havde belæg for at sige, at myndighederne anbefalede nedlukningen.

Redegørelsen "giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet den 11. marts 2020," hedder en af konklusionerne i udredningen, som professor Jørgen Grønnegård Christensen har stået i spidsen for. 

Den grundlæggende skitse til den mere vidtgående model for nedlukning blev sandsynligvis hverken udtænkt i National Operativ Stab, AC-gruppen, Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut, fremgår det af rapporten - tværtimod tyder det på, at "den plan for nedlukning, som udmeldes på pressemødet i Statsministeriet den 11. marts i al væsentlighed er konciperet i Statsministeriet,« konkluderes det.

Det var Folketinget, der i juni sidste år besluttede at lade en uvildig ekspertgruppe evaluere, hvordan regeringen håndterede coronapandemiens første fase. Gruppen har undersøgt perioden fra januar til april måned 2020. Folketinget understregede dengang, at formålet med undersøgelsen ikke var at placere et ansvar, men at drage læring.

Der er høring om rapporten i Folketinget klokken 14-16.

Brostrøm ville ikke med på pressemøder

'Det fremgår også i rapporten, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, flere gange "har forsøgt at undslå sig for at deltage i pressemøder."

"Udredningsgruppen har overvejet, om Sundhedsstyrelsens direktør med sin blotte tilstedeværelse på pressemødet den 11. marts 2020 og med sin deltagelse i en række andre covid-19-relaterede pressemøder er placeret
i en position, hvor hans rolle som regeringens øverste sundhedsfaglige rådgiver bliver brugt som led i en politisk legitimeringsstrategi," står der i rapporten.

Sundhedsstyrelsen var også skeptisk over for den ændring af epidemiloven, som regeringen fik hastet gennem Folketinget. En modstand, som ifølge ekspertudredningen ikke tydeligt nok blev videreformidlet til Folketinget.

 

Relaterede artikler

Tags: corona

Like eller del denne artikel