Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

På trods af færre test er faldet i smittede reelt

Antallet af konstaterede covid smittede er faldet de seneste dage. Men samtidig testes langt færre end bare for få dage og uger siden. Alligevel kan man godt regne med, at der reelt er færre smittede totalt set, vurderer eksperter. 

I den seneste tid er der sket et betydeligt fald i antallet af danskere, som bliver testet for covid-19. Midt i september blev der flere dage foretaget over 55.000 test. Den 4. oktober var tallet nede på 33.483 test - altså et fald på mere end 20.000. 

Faldet i antal test kommer samtidig med, at antallet af konstaterede smitte også falder, men ifølge Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, er der ikke en forholdsmæssig sammenhæng mellem, hvor mange man tester, og hvor mange smittede man finder. 

“Selvfølgelig er der en eller anden form for sammenhæng mellem antal af test og fund af smittede, men det er slet ikke en én til én sammenhæng. Det er ikke sådan, at man kan sige, at hvis en procent af f.eks. 50.000 testede er positive, så vil man finde 200 flere smittede, hvis man testede 20.000 flere”, siger Christian Wejse. 

Positivprocenten er en god indikator

Han mener, at positivprocenten - andelen af testede, som har en infektion med covid - giver den bedst mulige indikation af den reelle smitte i samfundet. 

“Når der er mange smittede ude i samfundet, så er procentdelen, der tester positivt, relativt højt. Da vi havde mange tilfælde her i september, var den helt oppe på 1,2 procent, hvor den i juli, hvor der var ganske få smittede, kun var 0,1 procent”. 

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitetscenter, peger på, at antallet af positive test og positivprocenten tilsammen giver en mulighed for at vurdere udviklingen i antallet af smittede i alt i samfundet, når testintensiteten svinger.

“Lige nu ser vi, at både antal positive test og procenten falder, så derfor peger tallene på, at covid-19 smitten totalt faktisk er faldende”, siger han. 

Faldet i positivprocenten indikerer ifølge Christian Wejse, at faldet i antal smittede i alt er reelt.

“Selv om der er nogen, der lader sig teste uden det, som jeg vil kalde gyldig grund, så er der fortsat mange, der bliver testet, fordi de har symptomer, eller fordi de har været i kontakt med en, der er testet positiv”, siger Christian Wejse. 

Diffuse symptomer og færre kontakter

Ifølge Viggo Andreasen kan forklaringen på dykket i antallet af test være, at folk har en tendens til at holde lidt igen med at blive testet, hvis det går i den rigtige retning med smittetallene. 

”De symptomer, som myndighederne har angivet som grund til at blive testet, er mange og diffuse, så der skal kun lidt ændring i den enkeltes vurdering af egne symptomer til at påvirke, hvor mange der mener, at de skal testes”, siger Viggo Andreasen. 

Christian Wejse mener, at faldet i test meget vel kan have den simple årsag, at der er færre smittede. 

“Hvis der er færre smittede, så er der jo også færre kontakter. Og en meget stor del af dem, som bestiller en test er jo dem, som på en eller anden måde har været i berøring med en, som er testet positiv”, siger han. 

Smittetallet er fortsat højt

På gårsdagens pressemøde, hvor sundhedsmyndighedernes orienterede om corona-situationen i Danmark, advarede faglig direktør fra Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, dog om, at smittetallet fortsat er højt. Det er i øjeblikket på 47,4 per 100.000 indbyggere i Danmark. 

Han fortalte, at man i næste uge vil præsentere en model for test og smittede, som vil tage højde for, at man tester meget forskelligt hver dag. Det vil gøre tallene mere sammenlignelige. 

"Den vil vise, at vi tidligere i år havde et mørketal, der var fire gange så høj som i september," sagde han. 



Tags: corona

Del artikler