Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Restriktionerne fortsætter måneden ud

De nuværende restriktioner, der gælder, forlænges til 31. oktober.

Det siger sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke på et pressemøde onsdag eftermiddag.

"Statens Serum Instituts arbejde viser, at hvis vi holder fast og videreføre de nuværende tiltag, så kan vi holde smitten på et stabilt niveau. Det betyder, at vi forlænger de restriktioner, vi har lige nu. De forlænges i foreløbig 13 dage til 31. oktober," siger Magnus Heunicke.

De restriktioner, som nu forlænges, har været gældende i København i længere tid end resten af landet, og de ser ud til at have haft en virkning. 

"Det går den rigtige vej. Vi har en aftagende smittekurve i København," siger Heunicke på pressemødet.

"Det tyder på, at restriktionerne, der er sat i værk, har en positiv effekt. Men smitteniveauet er stadig for højt i København og resten af landet," siger Magnus Heunicke. 

"Hvis vi zoomer ud og ser på resten af Europa, så kan vi se, at nogle lande indfører nedlukninger igen. Selv om det går den rigtige vej i Danmark, så er epidemien i vækst i Europa," siger han.

Nyt badge

Han fortæller, at særligt sårbare grupper vil kunne få et badge, der angiver, at de er særligt sårbare, og at man skal holde afstand.

Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, nævner, at badgen er til alle, og man kan hente den på apoteket fra mandag. Hun nævner igen rådet om at holde afstand i det offentlige rum, hvor man helst skal holde en meter. For sårbare personer er det to meter.

"Med den her badge kan man signalere, at en anden person skal holde afstand. Det kan f.eks. være i supermarkedet eller på biblioteket. Det er vigtigt, at vi viser hensyn," siger hun.

Hun nævner også, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man i efterårsferien begrænser samværet med andre. Og at man prioriterer de nærmeste. Man skal undgå store sociale arrangementer og måske tage på flere ture i naturen. Ved halloween skal man undgå at gå fra hus til hus. 

Ny model for test og smittede på vej

Faglig direktør for Statens Serum Institut, Kaare Mølbak, siger, at det ser ud som om, at restriktioner og befolkningens adfærd har haft en virkning.

"Men det er ikke sådan, at vi kan pege på, hvad der virker bedst. At mange arbejder hjemme, eller at restauranter lukker klokken 22. Det er en samlet pakke. Men det er specielt glædeligt at se, at der ikke er megen smitte på plejehjem og hos sundhedsansatte,"  siger han. 

Kåre Mølbak advarer dog om, at smittetallet fortsat er højt. Det er i øjeblikket på 47,4 per 100.000 indbyggere i Danmark. 

Han fortæller, at man i næste uge vil præsentere en model for test og smittede, som vil tage højde for, at man tester meget forskelligt hver dag. Det vil gøre tallene mere sammenlignelige. 

"Den vil vise, at vi tidligere i år havde et mørketal, der var fire gange så høj som i september," siger han. 

Der vil også komme prognoser for, hvordan smitten vil udvikle sig de næste to uger.

 

 

 

Her er restriktionerne, der gælder indtil videre frem til 31. oktober

  • Forsamlingsforbuddet er på 50 personer. Dette gælder også ved fester på restauranter og hoteller. 
  • Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet. Også hvis der er tale om private arrangementer på restaurationerne.
  • Der indføres krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant. Det gælder både gæster og ansatte.
  • Det anbefales, at små fester i private hjem bør lukke klokken 22
  • Både private og offentlige arbejdspladser opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra
  • Der er skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem.
  • Myndighederne opfordrer borgere til at rejse med offentlig transport uden for myldretiden.
  • Borgere anbefales at begrænse deres sociale samvær og se færre mennesker
  • Grænsen for, hvor mange tilskuere fodboldklubberne må lukke ind til en fodboldkamp er 500

 

 

 

Del artikler