Folk i 17 kommuner skal bære mundbind i nattelivet og gå hjem klokken 22
Nattelivet skal lukke klokken 22 i København og i 16 andre kommuner i hovedstadsområdet. Samtidig kommer der fra 17. september et krav om mundbind eller visirer på restauranter, caféer osv., når gæsterne bevæger sig rundt. Man kan altså ikke stå og få en øl, men skal sidde ned.
Det fremgår af en pressemøde fra klokken 12.30-13.30, indkaldt af sundhedsminister Magnus Heunicke (V).
De nye tiltag kommer efter de seneste ugers smittestigning i særligt hovedstadsområdet, hvor en lang række kommuner er blevet bekymringskommuner, fordi de har overskredet den røde linje, som myndighederne opererer med på 20 smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge.
Ud af de 334 nye smittede det seneste døgn i Danmark, er 74 nye også fundet i København.
De særlige tiltag løber frem til 1. oktober 2020 og gælder Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Københavns Kommune, Lyngby-Tårbæk Kommune, Rødovre Kommune, Tårnby Kommune og Vallensbæk Kommune.
Ved besøg på eksempelvis barer eller restauranter skal man sørge for, at man overholder en afstand på en meter, siger konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst.
Politiet vil holde særligt øje med hotspots, hvor der kan gives bøder, hvis folk samles for mange.
Rigspolitichef Thorkild Fogde siger, at man har brug for klare lukketider, klare regler om mundbind, klare regler om, hvor mange der må være til stede.
"Det er nødvendigt. Folk retter sig efter vores henvisninger, men når vi er gået, fortsætter festen. Nu har vi mulighed for at gribe ind," siger han.
Også private fester er der opfordringer omkring.
"Vores klare opfordring er også, at man også lukker en privat fest klokken 22," siger Magnus Heunicke. Man kan stadig afholde privat fest, hvis man kan overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men bør altså stoppe festen klokken 22.
Man begrænser også antallet af Superliga-tilskuere til alle kampene i de 17 kommuner. Der tillades max. 500 tilskuere nu til de fodboldkampe, der bliver afviklet i Hovedstadsområdet.
Faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, siger, at smittetallet er relativt stabilt lige nu, men på et så højt niveau, at det meget nemt kan stikke helt af.
"Vi skal gerne se et signifikant knæk på den kurve, før vi kan være rolige," siger han. "Antallet af indlagte er steget ret hurtigt, så vi begynder at kunne mærke det på sygehusene, og det er derfor, at det er det rigtige tidspunkt at gribe ind."
Konstitueret direktør Anette Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed, siger, at man på det seneste har set en tendens til udbrud blandt sårbare og ældre og i landets plejecentre. Derfor er der givet påbud om besøgsrestriktioner på plejehjem, og besøg må kun foregå udendørs.
Styrelsen har oplevet deciderede smitteudbrud på flere plejecentre og har derfor også måttet give besøgsforbud. "Besøgsforbud er et alvorligt indgreb i den personlige frihed for beboerne, og vi bruger kun denne mulighed, hvis det er strengt nødvendigt for at undgå smitte," siger Anette Lykke Petri.
Statsminister Mette Frederiksen (Soc) er ikke til stede på pressemødet, men siger på Instagram: "Vi kan ikke have, at det fortsætter med fest i nattelivet i København, som vi har set den seneste tid. Efteråret og vinteren bliver anderledes. Ligesom resten af 2020 har været det. Vi er i gang med dansen med corona. Og intet tyder på, at det bliver nemt."
Her er de nye restriktioner:
- Den tilladte åbningstid for restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder med bevilling hertil begrænses til kl. 22.00 med virkning fra den 17. september 2020. Dette suppleres af skærpet opsyn fra politiet med områder med risiko for større forsamlinger (hotspots) med henblik på udstedelse af egentlige opholdsforbud, f.eks. ved sammenstimling, når serveringssteder lukker. Muligheden, for at serveringssteder kan holde åbent mellem kl. 22.00 - 05.00 med henblik på at sælge take-away og for private fester, hvor deltagerne i det væsentlige kender hinanden i forvejen, gælder ikke i de pågældende kommuner.
- Der indføres krav om brug af mundbind eller visir på restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder - dog ikke, når man sidder ned. Kravet gælder både gæster og ansatte, der har kontakt med gæster. Der vil gælde samme undtagelser for brug af mundbind som i kollektiv transport (børn mfl.).
- Der indføres krav til skiltning, der angiver, hvor mange personer der maksimalt kan være i en restaurant, bar, café og lignende serveringssted for at opfylde kvadratmeterkravet i bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af COVID-19. Dette skal blandt andet styrke politiets muligheder for at håndhæve overholdelsen heraf.
- Skærpet fokus på overholdelse af kravet om 1 meters afstand (næse-til-næse) for gæster i restauranter, på barer, caféer og lignende serveringssteder til videre udmøntning i sektorpartnerskabsretningslinjerne. Ejere af serveringssteder bør i relevant omfang medvirke til at sikre, at gæster, der opholder sig uden for serveringsstedet, kan overholde anbefalingen om afstand på 1 meter.
- Bryllupper, konfirmationer og lignende helt særlige mærkedage, som allerede er planlagt, kan afholdes, hvis det er muligt at overholde Sundhedsstyrelsens gode råd om ’Private arrangementer, fester og fejringer i en tid med COVID-19’, men bør under alle omstændigheder slutte senest kl. 22.
- Der opfordres til, at andre arrangementer, fester og fejringer i private hjem ikke afholdes med andre end den nærmeste, snævre omgangskreds.
- Ordningen for afvikling af superligakampe med flere end 500 personer til stede finder ikke anvendelse.