Dansk smitteopsporing halter langt efter andre lande

Smitteopsporing er afgørende for at holde Danmark åbent, men mange lande bruger mange flere kræfter på smitteopsporing - og har bedre resultater. En specialist kritiserer indsatsen.

I Sydkorea finder den nationale smitteopsporing 79 kontakter pr. smittet. I Danmark er tallet 4,5 i snit.

I England har de 18.000 ansatte til at udføre smitteopsporing. I Danmark er tallet 154.

Selv korrigeret for befolkningens størrelse har Storbritannien over 10 gange flere på opgaven på trods af, at den danske regering fremhæver smitteopsporing som afgørende i coronakrigen.

I Tyskland arbejder man med nationale ’coronadetektiver’ - specialister på området - mens de danske smitteopsporere også har en række andre opgaver og blot ringer et par gange, inden man sender en sms og så en mail til e-boks, inden man lukker sagen ud fra en manual på 16 sider.

For et par måneder siden skulle danske smittede selv ringe ind og melde deres kontakter. Det gjorde ca. 10 procent af de smittede.

Specialist opfordrer til større indsats

Sådan kan man blive ved, og flere fagfolk har ud fra ovenstående kritiseret den danske indsats. En af dem er ph.d. og specialist i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Christian Wejse. Han har kaldt den første smitteopsporing (da man selv skulle ringe ind) for en ’fattigmandsmodel’. Og han er stadig kritisk, for som han siger:

"Der er stor forskel på effektiv og ineffektiv smitteopsporing, og indsatsen betyder enormt meget for genåbningen. Det er tilsyneladende gået helt hen over hovedet på politikerne, at jo bedre smitteopsporingen kører, jo mere kan der genåbnes, og jo ringere den kører, jo mere afhængig bliver vi af alle mulige restriktioner.”

Christian Wejse mener, at 154 smitteopsporere er ’meget lavt’ i en tid, hvor coronaen koster samfundet mange milliarder.

”Det lader til, at man ikke tager smitteopsporing alvorligt nok, selvom regeringen taler om, hvor vigtigt det er. Det vil være oplagt at oprette en række udadgående teams, og der skal utvivlsomt væsentlig flere hænder til,” siger han.

Myndigheder afviser kritikken

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed (under Sundhedsministeriet), som står for smitteopsporing i Danmark.

Sundhedspolitisk Tidsskrift har været i kontakt med presseafdelingen, som har afvist et interview. Man henviser til manualen på 16 sider fra Sundhedsstyrelsen.

Presseafdelingen skriver desuden følgende på mail:

”154 personer i Styrelsen for Patientsikkerhed har opgaver vedrørende coronaopsporing. Styrelsen for Patientsikkerhed kan op- og nedskalere alt efter situationens udvikling. Det er væsentligt at pointere, at vi ikke pt. er i nærheden af det smittetal, vi så forud for nedlukningen i marts, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed også kontaktopsporede.”

Der er altså styr på smitteopsporingen, melder myndighederne, og Danmark ligger da også lunt i coronasvinget, overordnet set. Dog ikke specielt lunt, hvis man sammenligner med en række andre lande på samme størrelse.
Både Finland og Norge ligger væsentligt bedre. Og hvis vi ser ud i verden, har et land som Uruguay med 3,5 mio. indbyggere og en stor smitteopsporingsindsats kun omkring 10 smittede pr. dag. Og det midt i Sydamerika, som WHO ellers har erklæret for pandemiens epicenter. Mange asiatiske lande med store befolkninger, udbredt maskebrug og hidsig smitteopsporing har også langt lavere tal end Danmark (målt pr. indbygger).

”Ikke styr på udviklingen”

Det kan med andre ord lade sig gøre at klare sig endnu bedre end Danmark, og eksperterne er desuden enige om, at vi risikerer en større andenbølge, når folk trækker inden døre til efteråret.

Christian Wejse påpeger, at smitten allerede nu breder sig, uden at myndighederne har helt kontrol over den.

”Meget tyder på, at der nu er en betydelig smitte, som vi ikke har hånd i hanke med. Det antal kontakter, de danske myndigheder er lykkedes med at opspore pr. smittet, er meget lavt i international sammenhæng. I Sydkorea lå det på 79 opsporede kontakter per smittet ved et specifikt dokumenteret udbrud, og i Danmark ligger tallet på 4,5. Det tyder på, at området mangler ressourcer,” siger han.

Sundhedspoltisk Tidsskrift: Men hvad skal man da gøre?

”Man skal sætte sig et mål om at identificere mange, mange flere kontakter pr. smittet. Og man skal gå længere tilbage end 48 timer, fra du har en positiv test, som man gør nu. Du ved jo ikke, hvornår vedkommende er smittet, og testen kan være positiv en hel måned efter, man er smittet. Så man bør minimum gå en uge tilbage og identificere kontakterne,” svarer Christian Wejse og tilføjer:

”Det kan selvfølgelig være svært at finde alle kontakterne. Hvis det f.eks. er 500 mennesker, som har deltaget i samme begravelse, kender alle jo ikke hinanden. Og det er netop her, man skal ud og arbejde på at finde alle kontakter. Man skal ud i lokalmiljøet, og ja, man skal oplagt afsætte nogle flere årsværk til det. Men det handler også om at fokusere på, hvor det er værd at gøre en indsats.”

Et spørgsmål om frihed

I coronadebatten har mange påpeget, at smitteopsporing - og coronabekæmpelse i det hele taget - også handler om frihed. For kan man bure borgerne inde i en lockdown for at bremse smitten? Kan man tvinge borgerne til at bære masker for at bremse smitten? Kan man bremse demonstrationer (og bryde grundloven) for at bremse smitten? Og kan man blande sig i folks kontakter for at bremse smitte via kontaktsporing?

Det kan man have mange holdninger til. Christian Wejse påpeger imidlertid, at det lave antal kontakter, de danske smitteopsporere finder, skyldes netop den danske tilgang, fordi mange af de nære kontakter selv skal kontakte myndighederne.

”Styrelsen for Patientsikkerhed forsøger kun at få fat en tredjedel af kontakterne til de smittede. I forhold til resten siger man så, at det typisk er meget tætte husstandskontakter. Den smittede får udleveret infomateriale, og dernæst skal man selv sørge for at orientere de nærmeste. Det er ikke, hvad jeg vil kalde at gå efter en effektiv smitteopsporing,” siger Christian Wejse.