Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæge: En individuel vurdering om patienter skal have dræn

Skrevet af Maiken Skeem den . Skrevet i Nyheder.

Flere patienter med kræft, levercirrhose eller hjertesvigt udvikler ascites i bughulen eller pleuravæske mellem lungehinderne.

Hidtil har standardbehandlingen været, at patienterne bliver dræneret på hospitalet. Men i dag foregår drænage af pleuravæske eller ascites også i hjemmet, hvilket giver patienterne øget livskvalitet. Mange centre vælger dog fortsat - i mange tilfælde - at benytte de mere konservative og velkendte metoder.

Hvis der hos en patient opstår pleuravæske i hulrummet mellem lungehinderne eller ascites i bughulen, er der forskellige muligheder for at behandle og dermed lette symptomerne. Den i Danmark fortsat mest almindelige behandling er at tømme pleuravæsken eller ascites hver gang, den opstår. Man kan også forsøge at foretage en såkaldt pleurodese: Medicin sprøjtes gennem et dræn i pleurahulen med den hensigt at opnå en lokal slimhindeirritation, som medfører en limning af de to lungehinder og forhindrer gendannelse af væsken. Pleurodese-metoden er dog ikke velegnet til alle patienter med pleuravæske og heller ikke til patienter med alle kræftformer. Effekten afhænger også af den mængde væske, der dagligt bliver dannet. I omkring 10-20 procent af tilfældene vil limningen ikke holde. Dertil kommer de mulige bivirkninger som smerter og feber, som dog ofte er lokale og forbigående.

Den tredje mulighed er at anlægge et permanent dræn, hvilket lægerne vælger at gør i stigende grad.

Flere forskellige faktorer

På Herlev- Gentofte lungemedicinsk afsnit anlægger de oftere nu end tidligere et permanent dræn på patienter med pleuravæske relateret til kræft, forklarer Karin Armbruster, overlæge på Lungemedicinsk afsnit, Medicinsk afdeling på Herlev- Gentofte Sygehus. Men vurderingen af, om patienten tilbydes et permanent dræn eller pleurodese, er dog individuel og afhænger af flere forskellige faktorer: Der bliver taget højde for patientens eget ønske og den forventede levetid, ligesom der indgår nogle sundhedsøkonomiske overvejelser:

”Vi anlægger årligt omkring 10-15 permanente dræn på vores afsnit. Det er primært på patienter, hvor en limning af lungehinderne, pleurodese, ikke kan gennemføres eller ikke har hverken tilstrækkelig eller varig effekt. Vi oplever i nogle tilfælde, at et permanent dræn over tid har samme effekt som pleurodese: Når pleuravæsken dagligt bliver tømt gennem det permanente dræn, sker der nogle gange det, at de to lungehinder automatisk klistrer til hinanden ligesom ved pleurodese, og at vi dermed opnår en varig løsning på problemet, ”forklarer Karin Armbruster.

Lovende men ikke klokkeklare resultater

Til trods for, at både patienter og læger på Gentofte Sygehus er glade for det permanente dræn understreger Karin Armbruster, at drænet endnu ikke helt har afløst den mere konservative pleurodese-behandling, som der er 20-30 års erfaring med. Hun refererer til flere forskellige studier, som viser lovende resultater, men ifølge hende endnu ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt belæg for at overgå til udelukkende at benytte permanent dræn til alle patienter.*

”Resultaterne i studierne er lovende, men dog ikke klokkeklare ligesom der heller ikke er en klar konklusion i forhold til ’cost-effectiveness’. Der er altså endnu ikke tilstrækkelig evidens for, at vi kan overgå til kun at anlægge permanente dræn frem for at benytte pleurodese-metoden.”

Forventet levetid, kroner og ører

Netop den sundhedsøkonomiske vurdering kan være afgørende for, om man lægger et permanent dræn. Besparelserne ved det permanente dræn ligger i, at man sparer hospitalsdage eller konsultationer, men man får så i stedet øgede ambulante udgifter. I Gentofte beholder de under alle omstændigheder patienten på hospitalet natten over.

”Patienterne udtrykker generelt utryghed ved at tage hjem samme dag med et fremmedlegeme i kroppen, og vi ønsker som læger også at sikre os, at drænet virker, og at patienten selv kan håndtere det, inden vi sender patienten hjem,” forklarer Karin Armbruster.

Også den enkelte patients tilstand og den forventede levetid spiller naturligvis ind, når lægerne skal vælge, om de skal forsøge at lime lungehinderne ved en pleurodese eller anlægge et permanent dræn, forklarer Karin Armbruster:

”Der er studier, der peger i retning af, at hvis patienten har en forventet levetid på få måneder, så er det permanente dræn den billigste løsning. Forventes patienten at leve flere måneder, så vil pleurodese muligvis være mest rentabel. Forventer man, at patienten har en meget kort restlevetid, så skal fokus være på palliation af symptomer og ikke på drænage af pleuravæske, da indgrebene kan være en belastning for patienten og også være forbundet med både smerter og ubehag.”

Fordele og ulemper

Der er ifølge Karin Armbruster foreløbigt stadig mangel på klar evidens for øget livskvalitet hos patienterne ved at benytte et permanent dræn frem for ved anvendelse af pleurodese. Håbet er, at netop det spørgsmål bliver afklaret inden for de næste par år:

”Der er ulemper ved drænet. Man kan ikke gå i svømmehal eller i karbad, og vi har også patienter og pårørende, som udtrykker utryghed ved selv at skulle håndtere drænet derhjemme. Men langt de fleste patienter, som har fået anlagt et permanent dræn hos os, udtrykker tilfredshed med drænet, så det er bestemt en behandling, som vi også vil tilbyde fremover. Det vil dog altid være en afvejning og en individuel beslutning, som vi træffer sammen med den enkelte patient.”

Tags: pleuravæske, ascites, dræn, Herlev-Gentofte, Karin Armbruster