
John Brandt Brodersen skal kombinere patientbehandling, kvalitetsudvikling og forskning på regionsklinikken i Nykøbing Falster.
Professor vender tilbage til almen praksis i ny regionsklinik
Professor i almen medicin John Brandt Brodersen bliver første læge på den nye regionsklinik i Nykøbing Falster. Ansættelsen kommer få måneder efter, at han stoppede på Rigshospitalet, fordi han savnede almen praksis og patienterne.
Professor i almen medicin John Brandt Brodersen bliver første læge på den nye regionsklinik i Nykøbing Falster.
Det oplyser Sjællands Universitetshospital i et opslag på LinkedIn.
Ansættelsen markerer endnu et skifte i et usædvanligt år for John Brodersen. I juni 2025 blev det meldt ud, at han fra 1. september skulle begynde i en ny stilling på Rigshospitalet, hvor han skulle arbejde med overforbrug, overdiagnostik, overbehandling og kædeansvar i Center for Kræft og Organsygdomme. Samtidig stoppede han som klinisk professor i Region Sjælland, efter at regionen havde besluttet at nedlægge professoratet i almen medicin.
Men allerede i januar 2026 fortalte han, at han ville stoppe på Rigshospitalet efter blot seks måneder. Fra 1. marts 2026 skulle han fortsætte sin forskning gennem sit professorat ved Universitetet i Tromsø og kombinere det med klinisk arbejde i almen praksis.
Nu vender han altså tilbage i en ny rolle i Region Sjælland, hvor han skal være den første læge på regionsklinikken i Nykøbing Falster.
"Jeg er optaget af, hvad vi skal gøre mere og mindre af i almen medicin for at skabe et bæredygtigt sundhedsvæsen med mindre ulighed," siger John Brodersen ifølge opslaget fra Sjællands Universitetshospital.
John Brodersen har 34 års erfaring som læge og en markant forskningsprofil inden for almen medicin. Han har især beskæftiget sig med to grupper, som ofte fylder meget i almen praksis: de bekymrede raske patienter, som risikerer at blive undersøgt og behandlet for meget, og patienter med komplekse og kroniske sygdomsforløb, som har brug for sammenhæng og faglig tyngde i deres behandling.
På regionsklinikken skal han kombinere patientbehandling, kvalitetsudvikling og forskning. Ifølge Sjællands Universitetshospital bliver et centralt fokus at styrke god klinisk praksis baseret på evidens og samtidig gøre op med overforbrug, overdiagnostik og unødvendig behandling.
Det ligger i forlængelse af de emner, John Brodersen tidligere har arbejdet med både som forsker og som praktiserende læge. Da han i 2025 tiltrådte på Rigshospitalet, forklarede han, at han ville forstå mekanismerne bag overforbrug indefra på hospitalet.
"Jeg har beskæftiget mig med emner som overforbrug, overtestning, overbehandling og overdiagnostik i store dele af min forskerkarriere. Nu træder jeg ind på hospitalet for at forstå, hvilke årsager, drivkræfter, mekanismer og incitamentstrukturer, der ligger bag de problemer, jeg har dokumenteret gennem min forskning," sagde han dengang.
Da han siden besluttede at stoppe på Rigshospitalet, forklarede han det med et savn efter almen praksis.
"Efter seks fantastiske måneder, stopper jeg på Rigshospitalet, fordi jeg gerne vil tilbage til mit fag og patienterne i almen praksis," skrev John Brodersen i sit LinkedIn-opslag dengang.
John Brodersen er ikke ukendt i lokalområdet og har tidligere arbejdet i både Nykøbing Falster og Vordingborg.
