Sundhedsekspert mistede troen på sundhedssystemet, da hans mor blev syg

Da økonom og ekspert i sundhedsvæsnet, Erik Riiskjærs gamle mor blev syg, og han fik det moderne danske sundhedsvæsen helt tæt på, mistede han tilliden til det. I hvert fald til dets evner til at udrede, behandle og pleje ældre patienter, som ofte er kronisk syge eller har flere sygdomme på én gang.

Erik Riiskjær, der også tidligere har skrevet bøger om sundhedsvæsnet, har beskæftiget sig med patienternes oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet som evaluator af behandlingskvalitet i Århus Amt/Region Midt og siden som forsker i fire år på Aarhus Universitet. Han er forfatter til flere bøger og videnskabelige artikler om patientoplevelser og organisering, underviser ved masteruddannelserne på Syddansk Universitet, er rådgiver for Danske Patienters Videnscenter for brugerinddragelse, ViBIS, og er tidligere chefkonsulent ved DEFACTUM, Region Midtjylland.

"Aktive pårørende til ældre patienter er helt uundværlige i det moderne sundhedsvæsen, og jeg er stærkt bekymret for de patienter, der ingen har," siger Erik Riiskjær.

Erik Riiskjær er altså i princippet en systemkyndig mand, og alligevel står han ofte helt magtesløs og må se på, hvor galt det kan gå, når et sygt, ældre mennesker bliver fange i et ressourcepresset system, hvor kun meget lidt hænger sammen.

Sundhedsvæsenet har i 30-40 år talt om behovet for bedre og mere sammenhængende patientforløb, og meget er da også ændret. Spørgsmålet er blot, om ændringerne har forbedret vilkårene for den ældre multisyge kroniske patient?, spørger Riiskjær i sin nye bog "I patientens fodspor", som er en ganske rædselsvækkende dokumentarisk skildring af morens 20 måneder som hjertepatient og i et vist omfang også gigtpatient og måske, eller måske ikke, ovenikøbet også cancerpatient.

”Det blev mere og mere klart for mig, at situationen nu var den, at min mor ikke længere passede ind i de systemer, der var udtænkt i det moderne sundhedsvæsen. Ingen stod klar med løsninger på det, der kunne helbrede, lindre og trøste,” skriver Riiskjær, som har ført dagbog og notater under hele morens vakkelvorne proces frem mod døden, som om ikke andet så befrier hende fra sørgeligt uværdige forhold, som både koster hende på helbredskontoen men også koster humør og personlig værdighed. 

Erik Riiskjær og hans 94- årige mor er er meget vanskelige for ikke at sige umulige at putte i kategorien besværlige patienter og pårørende. Tværtimod er hans mor tydeligvist et taknemmeligt, livsdueligt og mere end almindeligt positivt menneske med stor mental og psykologisk forståelse for de sammenhænge, som hun indgår i. Og han selv er en respektfuld og konstruktiv pårørende, som uden på nogen måde at forekomme krævende blot forsøger på bedste vis at få tingene til at glide omkring sin mor, når hun igen, igen og igen tabes mellem væsnets mange stole. Uanset om det handler om adgangen til at blive indlagt, over- og fejlmedicinering, en stribe utilsigtede hændelser, sundhedspersonalers forglemmelser, manglende opmærksomhed, hensyn, ressourcer samt en utilstrækkelig kapacitet. Eller en plejehjemssektor, som er så presset, at man skal være mere end halvdød for at kunne få en plads, selvom man er tæt på 100 år,  er alt for syg til at kunne tage vare på sig selv og trygler om hjælp.   

Erik Riiskjær har ikke skrevet sin bog for at hænge nogen ud eller opnå medlidenhed. Hans bog er i stedet en analyse og skarp systemkritik af Sundhedsstyrelsens og sundhedspolitikernes kronikermodel, som blandt andet tilsiger, at kroniske patienter med fordel kan behandles både bedre og billigere uden for de store sygehuse. Men efter at have været i sin mors fodspor - ovenikøbet på sengeafdelinger, som alle lå over landsgennemsnit målt på patientoplevelser samt bosiddende i en kommune med bedre økonomiske vilkår og lægedækning end på landsplan - oplevede han alligevel en række alvorlige situationer undervejs i forløbet, som gør, at han mener, at der er for lidt plads til den relevante og kvalitetsbårne pleje af den ældre kronisk syge patient i det danske sundhedsvæsen.

"I Patientens fodspor" følger læseren morens liv som kronisk hjertepatient i hendes sidste 20 måneder – fra august 2015 til april 2017. Fikspunkterne er morens ni indlæggelser, for hvilke Riiskjær redegør ud fra de fire spørgsmål: Hvordan skete indlæggelsen, hvordan var opholdet på sengeafdelingen, hvordan foregik udskrivningen, og hvordan var det videre forløb efter udskrivningen?  Hertil kommer besøg og møder i lægelige ambulatorier, hos den praktiserende læge og kommunen. Og hans konklusioner er klare: Hans mors historie er ikke enestående, men typisk for hvad ældre og multisyge mennesker ofte vil kunne komme ud for i det moderne sundhedsvæsen. Og det bør ledere, politikere og borgere indse og gøre bedre, mener han:

”Det var desværre, som om de gode oplevelser var noget, der fandt sted på trods af sundhedsvæsenets opbygning, konkluderer han og fortsætter:

"Den praksis, jeg så omkring min mors forløb, var meget langt fra idealerne om patientinddragelse. Aktive pårørende til ældre patienter er helt uundværlige i det moderne sundhedsvæsen, og jeg er stærkt bekymret for de patienter, der ingen har. Som pårørende bør man hele tiden være på vagt. Den organisatoriske opsplitning af sundhedsvæsenet er specielt problematisk for ældre mennesker, og idéen om kronikermodellen er trods års arbejde langt fra at være gjort til virkelighed. Den del af sundhedsvæsenet, vi oplevede, var overophedet ressourcemæssigt, og der skæres hjørner af i en grad, så patientsikkerheden er i fare. Ikke mindst for den ældre patient.”

"I Patientens fodspor" er en fremragende frontlinjeberetning om en pårørendes og en ældre patients møde med det moderne sundhedsvæsen og en organisatorisk analyse af, hvad der ligger bag den nogle gange horrible behandling, som vi giver vores ældre syge medborgere.

Det er ikke nogen køn historie, men den er vigtig og nødvendig at få fortalt af en person der, som Erik Riiskjær formår den svære kunst at være både en troværdig og aktiv pårørende og en kompetent og nøgtern fagperson på én og samme gang. Som læser kunne man i den grad have undt hans mor en mere omsorgsfuld pleje og skånsom afslutning på livet. At hendes liv så måske også ville være blevet længere er bare endnu en brik til et sjusket og sørgeligt forløb, som ikke bør finde sted. Hverken for den syge eller de pårørende.