Gynækolog: ”Det skal være nemmere at blive screenet for celleforandringer”
Danmark har en kedelig nordisk rekord i antallet af tilfælde af livmoderhalskræft. Gynækolog Christine Felding mener, at kvinderne selv har et ansvar for at sørge for at møde op til de tilbudte screeninger – men også at politikerne bør gøre det nemmere at få foretaget prøverne – gerne ved at udskifte smear-testen hos lægen med en HPV-test, som man kan foretage derhjemme.
”Livmoderhalskræft er en satans sygdom.”
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når gynækolog og chef for Gynækologisk Klinik i Rungsted, Christine Felding, skal beskrive den sygdom, som hvert år rammer cirka 375 danske kvinder. Cirka 100 af dem dør af sygdommen.
”Ofte rammer livmoderhalskræft jo unge kvinder, mødre først i 30´erne med små børn,” fortæller Christine Felding.
Omkring 45 procent af livmoderhalskræftpatienter er yngre end 50 år på diagnosetidspunktet. Hyppigheden af livmoderhalskræft er faldet markant gennem de seneste 45 år, blandt andet på grund af de forebyggende undersøgelser mod livmoderhalskræft (screening), som blev gradvist indført fra 1960erne. Men alligevel har Danmark stadig en højere forekomst og dødelighed af sygdommen end mange andre vesteuropæiske lande.
”Ny partner – ny smitterisiko”
Christine Felding pointerer, at stort set alle tilfælde af livmoderhalskræft er relateret til HPV-virus – men, at også mange tilfælde af anal-cancer og strubekræft hos både kvinder og mænd skyldes HPV-virus. I Danmark har det indtil nu udelukkende været piger fra 12 år, som er blevet tilbudt HPV-vaccinen, men fra 1. september i år vil den også blive tilbudt drenge fra 12 år – og ifølge Christine Felding giver det mere end god mening at udbrede målgruppen både til drenge men faktisk også til kvinder, som senere i livet skifter partner:
”Ny partner betyder ny smitterisiko, så siden 2006 har jeg anbefalet at vaccinere alle. Men det er ikke alle, som har pengene til selv at betale, fordi det er en relativt bekostelig affære.”
Sygdommen er en snigende kræftform, fordi der ofte ikke er nogle symptomer før end det er for sent, forklarer Christine Felding. Der er dog ét symptom, som det er vigtigt at tage alvorligt:
”Kontaktblødning – altså blødning ved samleje - er det absolut mest udbredte symptom.”
Kun 75 procent møder op til celleprøve
I Danmark tilbydes screening til alle kvinder mellem 23 og 64 år. Kvinder i alderen 23–49 år inviteres hvert tredje år, mens kvinder i alderen 50–64 år inviteres hvert femte år. Screeningen foregår hos den praktiserende læge eller hos en gynækolog. Lægen tager en celleprøve, en smear-test, fra livmoderhalsen ved en gynækologisk undersøgelse. Den cytologiske celleprøve sendes til et hospital, hvor den bliver undersøgt med et mikroskop for at finde eventuelle unormale celler.
Desværre er det kun 75 procent af de danske kvinder, som møder op til celleprøven. Derfor er Christine Felding fortaler for, at man i Danmark ligesom i vores nabolande indfører den mere moderne HPV-test. I Danmark tester vi alle kvinder, som er yngre end 60 år med en såkaldt cytologibaseret screening, som afdækker celleforandringer - mens de andre lande anvender den mest moderne og mere præcise metode, den såkaldte HPV-test. I Danmark er det derfor kun kvinder ældre end 60 år, som screenes med den mere effektive HPV-test.
”Der er i Danmark det tiltag, at hvis kvinder udebliver fra celle-prøven to gange, så får de automatisk tilsendt en hjemmetest (en HPV-test) – men det kunne man med fordel gøre allerede efter første udeblivelse. Den er nem at foretage og man kan på linje med ’pølle-prøven’ lave den på sit eget toilet,” forklarer Christine Felding.
Det tager kun 30 sekunder
Budskabet til de danske kvinder fra Christine Felding er helt klart og tydeligt:
”Se nu at komme afsted til de celleprøver. Det er hurtigt overstået og smertefrit og kan være med til at minimere antallet af tilfælde af livmoderhalskræft. Og gå ALTID til læge ved kontaktblødning.”
Til politikerne er budskabet primært, at det skal være nemmere at få taget en celleprøve end det er i dag:
”Hvis man kan tage en HPV-test derhjemme ville det være absolut det nemmeste, og vi ville sandsynligvis se et fald i det antal af kvinder, som ikke får taget en test. Desuden bør der efter min mening ikke være henvisnings-tvang til gynækolog ved en så simpel prøve som den cytologiske celletest er. Det tager kun 30 sekunder at udføre prøven. Jeg tror på, at tabsprocenten – at de kvinder der dør af livmoderhalskræft – vil blive mindre, hvis man fra politisk hold sørgede for at få etableret nogle nemme og billige tiltag.”