Læge: Pseudodiagnoser er ikke sygdomme, men naturlige forekomster

INTERVIEW. ’Alternativt’ og ’naturligt’ betyder ikke, at alternativ behandling og medicin er ufarligt. Men den nuværende lovgivning betyder, at brugerne står alene tilbage, når noget går galt, advarer læge, som har skrevet en ny bog om sundhedsindustriens måder at tjene penge på vores berettigede og især uberettigede helbredsbekymringer.

Læge Ida Donkin, som i disse dage debuterer med bogen "Sygt eller Sundt – Sådan overlever du det næste sundhedsråd", frygter, at den samlede sundhedsindustri er på vej til at risikere at skade både syge og raske mere, end den gavner. Ikke mindst når den kommunikerer såvel selvopfundne sygdomme som helbredelseshistorier uden videnskabelig evidens og velunderbygget medicinsk forskning:

"Vi har et offentligt sundhedsvæsen, som er til for os, og som gerne vil gøre sig umage med at holde os sunde og raske. Men uden om er kommet et kommercielt marked, som tager skridtet videre ved at opfinde pseudodiagnoser og råd og behandlinger, som der enten er ingen eller kun meget begrænset videnskabelig evidens for effekt af. For eksempel den såkaldte diagnose ’binyretræthed’ for træthed og hovedpine, som er frit opfundet i den alternative industri. Et andet eksempel er diagnosen ’stramt bageste tungebånd’ eller nakkespændinger hos babyer, som græder, som henholdsvis behandles med et kirurgisk indgreb eller betænkelige nakkemanipulationer hos kiropraktor. Alle tre ting noget som vi læger ikke tolker som sygdomme, men naturlige forekomster – for babyernes vedkommende som regel, fordi deres tarme endnu ikke er helt udviklede,” forklarer hun i et interview.

Og netop denne sygeliggørelse af det normale i den alternative sundhedsindustri og de tilhørende helt udokumenterede alternative behandlingsregimer uden om sundhedsmyndighedernes anbefalinger opfordrer Ida Donkin nu netop de samme myndigheder til i højere grad at gribe ind overfor samt tage endnu tydeligere afstand fra:

”Som den nuværende regulering af markedet for sundhedsydelser foregår i praksis, er det ikke til brugernes fordel. Det synes omkostningsfrit at udstede garantier om helbredelse på selvfabrikeret grundlag og love mirakelkure til syge og sårbare mennesker. Alternativ behandling bør ikke forbydes. Men behandlingsformerne og deres dokumentation for effekt bør varedeklareres bedre. Man bør indrette lovgivningen således, at det ikke er alle og enhver, der uden kendskab til og forståelse for kroppen og sygdomme kan slå sig op på at behandle selv komplekse og udsatte patientgrupper,” mener Donkin, der tilføjer:

”Området bør reguleres i en helt anden grad, end tilfældet er i dag, hvor lovgivningen og tilsynet på området er til fordel for behandlerne, ikke for patienterne og brugerne. Politikerne bør højne patientsikkerheden gennem en stramning af nuværende autorisations- lov og sikre, at myndighederne tager ansvar for tilsynet med gældende lov om markedsføring af sundhedsydelser.”

Ida Donkin er således heller ikke spor begejstret for det offentlige sundhedsvæsens lejlighedsvise indlemmelser af alternative medicinske behandlinger som for eksempel akupunktur mod blandt andet smerter og kvalme.

”Det er problematisk, at alternative teorier i den grad omfavnes af det offentlige. Det skubber til vores forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert og giver os et forvrænget billede af kroppen, sygdomsforståelse og naturvidenskab. Det blåstempler en udnyttelse af syge og svage, og det puster til en stigende mistillid til videnskaben og sundhedsautoriteterne. Konspirationsteorierne får frit løb”, siger hun og fortsætter:

”Når jeg er kritisk over for accept og brug af alternative behandlinger, hvor der ikke er videnskabeligt grundlag for at tro på effekten, er det ikke fordi, jeg ikke forstår patienter og borgeres behov. Jeg anerkender fuldt ud værdien af placeboeffekt, og at syge mennesker har brug for at prøve noget andet og gøre noget selv. Og jeg er helt åben overfor, at patienter, som mødes af fortravlede læger bag en skærm uden tid til at høre på dem, får behov for de bedre rammer, som de ofte vil opleve hos alternative behandlere, hvoraf de fleste jo - videnskab eller ej - også vil deres klienter det godt og har tiden til at lytte”, forklarer Donkin, som ikke desto mindre frygter, at netop denne ulighed omkring rammer for behandlinger kan være med til at udhule tilliden til såvel læger som til videnskaben – og måske til samfundets institutioner i almindelighed.

"Nu viser undersøgelser jo, at patienter fortsat i høj grad har tillid til læger, og selv om den dog er en smule dalende, så er faldene i højere grad sket i forhold til myndighederne. Og når jeg mener, at vi som samfund er nødt til at forholde os til det, som jeg kalder for bekymringsindustrien, er det fordi jeg mener, at den trækker samfundet væk fra, hvad vi ved om kroppen og derved væk fra videnskaben, som udgør grundstammen i vores samfund. Den skaber konspirationsteorier, og den er med til at skabe skepsis overfor sundhedsvæsenet, videnskaben og vores autoriteter. Det mener jeg er farligt for hele den samfundsorden, som vi har i dag.”

Og nødvendigheden af et samfunds tillid, anerkendelse og respekt for videnskaben er da således også Donkins gennemgående budskab i hendes bog, der også sætter kritisk lys på den lægevidenskabelige verden, som efter hendes mening også bør være parat til at rydde op i egne rækker:

”Der er også behandlinger i det offentlige sundhedsvæsen, som ikke altid giver mening i balancen mellem effekt, indsats og eventuelle bivirkninger. Det bør vi også diskutere, for vi har en række småbehandlinger her og der, som er er uden den store effekt. Alene af den grund finder jeg det ikke fornuftigt at forsøge at integrere flere alternative behandlinger. Jeg finder det bedre, at vi bruger vores tid og ressourcer på at diskutere og måske luge ud i det som vi allerede gør, men som vi måske ud fra nøgtern videnskabelige analyser skal holde op med eller gøre mindre af”.

Men det er ikke kun bekymringsindustrien, som Ida Donkin giver på hattepulden. Også forskerne og deres institutioner, medicinalindustrier, influencers, forsikringsselskaber, patientforeninger, politikere og ikke mindst medier anklages for at forfølge dagsordner for egen vindings skyld og således forvirre frem for at understøtte borgere og patienters bedste interesser:

”Når jeg mener, at vi også bør diskutere mediernes særlige ansvar og pligter overfor borgernes sundhed ved at videreformidle uvidenskabelige påstande om sundhed og sygdom, er det vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke dermed mener, at der er vigtige debatter, som skal lukkes ned. For eksempel mener jeg at den kritiske journalistik på det her område er meget vigtig. Ligesom det er vigtigt, at vi blandet andet bliver ved med at diskutere både negative og positive effekter af vacciner. Det skal bare ske på et videnskabeligt grundlag og ikke på basis af for eksempel russiske trolls, som vi gennem de sidste par år har set skabe vaccineskepis med henblik på bevidst at destabilisere vores samfund.”