Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Direktør: Til efteråret får danske patienter billigere medicinsk cannabis

Canopy Growth Denmark har som det første danske virksomhed fået ja af Lægemiddelstyrelsen til at dyrke, producere og sælge cannabis til medicinsk brug. Og det vil betyde lavere priser for de danske patienter, garanterer direktøren.

“Jeg vil gerne garantere, at medicinsk cannabis bliver billigere for forbrugerne fremover. Vi anerkender helt, at de fleste patienter indtil videre ikke har haft råd til det. Men vores formål er ikke at producere medicinsk cannabis til de få, men til de mange. Folk skal have råd til det.”

Sådan siger Morten Snede, direktør i Canopy Growth Denmark, som tidligere hed Spectrum Cannabis.

Canopy Growth har filialer i hele verden og er et datterselskab af verdens største medicinske cannabisproducent, Canopy Growth Corporation, der har hovedkontor i Canada.

Han kan endnu ikke sige noget om, hvad prisen vil blive, da der skal regnes på det, og prisen skal koordineres for alle Canopy Growths europæiske filialer, siger han.

“Vi kommer til at sælge til hele Europa, for Danmark er et lille land, så vores forventninger til salget her er ikke store. Måske vil markedet herhjemme være på en promille af den danske befolkning, men vi ved det ikke. Det afhænger i høj grad af lægerne, og hvor velvilligt indstillede de fremover vil være på at udskrive medicinsk cannabis. De har jo fri ordinationsret og kan i princippet udskrive til mange indikationer, og sker det, er det klart, at markedet vil blive større,” siger Morten Snede.

Morten Snede håber, at det første produkt fra virksomheden kommer på det danske marked i september eller oktober i år.

“Vi kan ikke garantere tidspunktet, for produktionen kommer til at ske i samarbejde med de danske myndigheder. Om en lille måneds tid står vores nye, 2000 kvm store efterbehandlingsanlæg klar, hvor cannabissen skal tørres, trimmes og pakkes, og da der er tale om lægemiddelproduktion er der skrappe krav til processerne, som skal godkendes af myndighederne,” fortæller Morten Snede. Det er også i den nye bygning, at virksomheden skal have sit lager samt et stort laboratorium, der skal bruges til at kvalitetskontrollere virksomhedens produkter.

Det første produkt bliver tørrede blade knust så fint, at de kan bruges til inhalation. De findelte blade kommes i kapsler og skal inhaleres via special-inhalatorer, som produceres på en tysk virksomhed, som Canopy Growth har opkøbt.

Canopy Growth Denmark har hovedkontor på havnen i Odense, og produktions- og dyrkningsfaciliteterne ligger i Odense, ved det tidligere gartneri Nældebakken. Virksomheden håber på, at den kommer til at producere omkring 12 ton cannabis om året i de cirka 23.000 kvadratmeter store drivhuse.

Tags: Medicinsk cannabis, cannabis