Arne Rolighed: Lokal, national medicinvurdering giver ulighed
Prioritering af nye behandlinger bør foregå ved det europæiske lægemiddelagentur, EMA, og ikke lokalt i de enkelte lande, mener tidligere sundhedsminister Arne Rolighed, som blander sig i debatten, efter at Medicinrådet i januar valgte ikke at anbefale Revlimid (lenalidomid) som mulig standardvedligeholdelsesbehandling af kræftformen myelomatose.
Revlimid har i de studier, der ligger til grund for Medicinrådets vurdering, vist betydelig effekt på patienternes sygdomsfri overlevelse - op til to år, men alligevel er den for dyr i forhold til den kliniske merværdi, vurderede Medicinrådet. Andre lande har taget behandlingen i brug som standardbehandling, og landenes forskellige vurderinger bekymrer Arne Rolighed.
”Hvis der skal være en prioritering, bør den foregå på europæisk niveau, sådan at en opstramning af hensyn til økonomien sker i alle lande på en gang. Som systemet er nu, er det jo blot en måde at hjælpe sygehusene med at holde deres budgetter på,” siger Arne Rolighed.
Han finder det grotesk, at man i Danmark bruger ressourcer på at vurdere de nye lægemidler to gange. Første gang, når den danske Lægemiddelstyrelse i mange tilfælde bidrager til de analyser, der går forud for EMA’s vurderinger, og anden gang, når Medicinrådet vurderer lægemidlet på ny til brug i Danmark. Det er ikke bare ressourcespild og dobbeltarbejde, det kan også skabe ulighed i adgangen til behandling mellem landene og mellem rig og fattig, mener Arne Rolighed.
”De seneste 15-20 år har vi arbejdet for at få et lidt friere sygehusvalg i Europa, og hvis man med den ene hånd lemper markedsføringstilladelserne i Europa, samtidig med at nationalstaterne hver for sig dæmmer op med egne mærkelige foranstaltninger, så skaber det et kaotisk Europa, som ingen patienter kan finde rundt i,” siger Arne Rolighed.
Medicin for de rige
Eftersom de behandlinger, Medicinrådet vurderer, er godkendt i Europa, kunne patienter i princippet vælge selv at betale for dem, hvis de ikke bliver godkendt som standardbehandling.
Nye behandlinger som Revlimid, SMA-behandlingen Spinraza og scleroselægemidlet Ocrevus er dog så dyre, at de færreste vil have råd til selv at betale for behandlingen, men hvis virksomme behandlinger holdes ude af almindelig brug, så kan det skabe et marked for at udbyde forsikringer på de behandlinger, og på den måde vil de nye og dyre behandlinger blive tilgængelige for ressourcestærke europæere, mens mindre ressourcestærke borgere ikke vil få adgang, mener Arne Rolighed.
Den frygt er foreløbig blot en frygt, men der er eksempler på patienter, der har fundet vej til behandling i andre lande, efter at den behandling, de ønskede, blev afvist i Medicinrådet.
Da Medicinrådet godkendte lægemidlet Spinraza til en meget begrænset gruppe børn med den invaliderende sygdom spinal muskel atrofi (SMA), havde afgrænsningen eksempelvis den konsekvens, at et forældrepar med et barn med SMA 1 ikke kunne få behandling til et barn, fordi han var i respirator. Tilfældigvis var der tale om forældre, der havde overblik og overskud til først at forsøge at samle penge ind til selv at betale for behandlingen, og da det ikke lykkedes, fandt de en mulighed for at komme med i en forsøgsordning med behandlingen i Belgien. Havde de ikke haft det overskud, var drengen ikke kommet i behandling.
”Det er tåbeligt ud fra enhver betragtning,” siger Arne Rolighed.
Sundhedøkonom Jes Søgaard sagde efter Medicinrådets afvisning af Revlimid til myelomatose til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han i nogen grad har forståelse for rådets afgørelse. Prisen på nye kræftbehandlinger er med årlige stigninger på 8-9 procent femdoblet de seneste 20 år, og prisstigningerne kan ikke forklares med de omkostninger, der er forbundet med at udvikle behandlingerne, mener han. Medicinalvirksomhederne har også et ansvar for at gøre behandlingerne tilgængelige for alle patienter, mener han.
Den side af sagen bekymrer ikke Arne Rolighed.
”Jeg er ikke så bekymret for, at medicinalvirksomhederne tjener penge, for de fleste af pengene vil jo blive omsat i nogle udviklingsprogrammer for ny medicin, så aktierne kan holde deres høje værdi. Hvis de ikke har nye gode behandlinger i pipelinen, så ryger aktien ned, som vi for eksempel har set med Lundbeck, og det motiverer jo dem til at gå tilbage og begynde at udvikle. Jeg ser nærmere virksomhedernes indtjening som en fordel ud fra en patientvinkel, for det er virksomhederne, der skal investere i morgendagens behandlinger til vores børnebørn og oldebørn, og hvis ikke vi havde virksomhederne til det, så skete der ingenting, for universiteterne og staten investerer jo ikke noget af betydning i klinisk forskning. Det er virksomhederne, der hjælper os afsted, og løfter behandlingen stille og roligt op,” siger Arne Rolighed.