Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ny operationsmetode: 96-årige Martha fik hjerteklap via armhulen

Nu kan flere patienter få en ny hjerteklap: Aarhus Universitetshospital blandt de første i verden med ny metode.

Hjertesygdomme og Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital kan nu indoperere kunstige hjerteklapper via armhulen i lokal bedøvelse som nogle af de allerførste i verden. Det betyder, at flere patienter kan tilbydes en kunstig hjerteklap, som øger livskvaliteten – og livslængden.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelse.

Indføring af en kunstig hjerteklap foregår i dag normalt i lokalbedøvelse via lysken, og er årene i lysken for forssnævrede, foregår operation i fuld bedøvelse med en åben operation fra hjertespidsen, kravebenet eller brystbenet.

Der er dog nogle patienter, som ville have gavn af en ny hjerteklap, men som enten er forsnævrede i årerne ved lysken eller som ikke kan tåle en åben operation i fuld bedøvelse. Disse patienter har hidtil ikke kunne få et tilbud om en ny hjerteklap, men det kan de nu. Det fortæller overlæge på Hjertesygdomme, Christian Juhl Terkelsen.

"Det nye er, at vi nu kan indoperere en kunstig hjerteklap via armhulen i lokal bedøvelse. Således har vi nu et tilbud til de patienter, som ikke kan tåle fuld bedøvelse, og hvor proceduren ikke kan laves fra lysken," siger Christian Juhl Terkelsen i pressemeddelelsen.

Han har allerede opereret den første patient med den nye metode.

Den patient er 96-årige Martha Marie Jensen fra Thorning, som selv passer hus og have, går til gymnastik og kortspil hver uge og laver al sin mad fra bunden. Hun kan i den grad mærke, at operationen har gjort en forskel. Før blev hun meget hurtigt forpustet, og det gjorde det svært at klare de daglige gøremål.

"Min mand ligger oppe på kirkegården, og der er ikke mere end en kvart kilometer derop. Før skulle jeg hvile tre gange for at gå derop, men nu kan jeg gå turen uden at hvile. Det er jeg taknemmelig for," fortæller Martha Marie Jensen.

På Aarhus Universitetshospital vil yderligere to patienter i nærmeste fremtid blive opereret med den nye metode.

Lægerne i Aarhus forventer, at der hvert år er cirka 5-10 patienter, som er forsnævrede i lysken og ikke tåler fuld bedøvelse. De vil nu kunne få den nye type operation.

 


Fakta: Sådan foregår en stentklap-operation

En meget tynd wire føres op til den forsnævrede hjerteklap igennem pulsåren via lysken eller armhulen (lokalbedøvelse) eller gennem hjertespidsen, kravebenet eller brystbenet (fuld bedøvelse). For enden af wiren sidder den kunstige hjerteklap fast på en lille stent, som er et metalnet, der enten er foldet sammen omkring en ballon eller er selvudvidende. Når ballonen pustes op eller den selvudvidende stent afsættes, bliver den gamle hjerteklap presset til side, stenten med den kunstige hjerteklap udvider sig og fastlåses.

 

Del artikler