Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Vaccineforsker: Vi har brug for Gøtzsche

Aafdelingschef og professor i Global Sundhed ved Statens Serum Institut og Syddansk Universitet Christine Stabell Benn er en af de knap 4.000 personer, der i skrivende stund har underskrevet et brev til sundhedsministeren til støtte for professor Peter Gøtzsche.

Løber man gennem listen over underskrifter til støttebrevet for Peter Gøtzsche, dukker der flere kendte danske navne op. Ud over de tre medarbejdere ved Nordic Cochrane Center, Tom Jefferson, Kim Boesen og Asger Paludan-Müller, har også tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation og nuværende bestyrelsesmedlem, Henrik Dibbern, og de to professorer ved Statens Serum Institut Peter Aaby og Christine Stabell Benn skrevet under, og sidstnævnte vil gerne begrunde sin støtte.  

”Peter Gøtzsches arbejder i den grad i offentlighedens tjeneste. Jeg er for eksempel utrolig glad for, at der er nogen, der har påtaget sig det kæmpe arbejde at dykke ned i dokumentationen for HPV-vaccinerne og fundet ud af, hvad der ligger af data i de kliniske studierapporter fra den europæiske lægemiddelstyrelse,” siger Christine Stabell Benn.

Knap et år før, at Peter Gøtzsche i september blev stemt ud af den internationale Cochrane-bestyrelse, skabte han uro herhjemme og internationalt, da han stod i spidsen for en skarp kritik af et Cohrane review, som sagde god for sikkerheden ved HPV-vaccinerne.

Cochrane-forskernes litteraturgennemgang frikendte HPV-vaccinerne for alvorlige bivirkninger, men forskerne overså bivirkninger i de artikler de inddrog, og desuden byggede deres gennemgang kun på publicerede kliniske studier, som medicinalvirksomhederne selv har stået for, lød kritikken fra blandt andre Gøtzsche. I flere af de studier er der kun set på bivirkninger i to uger efter, at pigerne har fået vaccinen, og bivirkninger, som først viste sig tre eller fire uger efter vaccinationen talte altså ikke med, da Cochraneforskerne vurderede sikkerheden ved vaccinen. Cochranematerialet var ikke komplet, var Gøtzsche og kollegernes pointe, og det var en god pointe, mener Christine Stabell Benn. Gøtzsches kritik af HPV-reviewet var berettiget, fordi forskerne, der stod bag det, vidste bedre, mener hun.

”Det har de godt vidst hos Cochrane, da de foretog reviewet, og alligevel tager de informationen i artiklerne for pålydende, og på den baggrund konkluderer de, at der ikke er noget problem med HPV-vaccinen, og så er det, at Peter Gøtzsche går ud og siger, undskyld mig, men der mangler altså information, som I vidste, var der. Gøtzsche og hans kolleger har i den forbindelse også gjort et kæmpe arbejde med at påpege, at det er urimeligt svært for frie forskere at få adgang til de her kliniske studierapporter, som efter min mening jo skal være transparente og tilgængelige. Det kan der slet ikke herske tvivl om,” siger Christine Stabell Benn.

Kritikken fra Nordic Cochrane Center skabte uro herhjemme, fordi den kom midt i, at sundhedsmyndighederne var i færd med at rette op på det fald i tilslutningen til HPV-vaccineprogrammet, som var kommet, blandt andet efter TV2’s meget kritiserede HPV-dokumentar, men også fordi Peter Gøtzsche kom med meget voldsom kritik af navngivne personer i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen. Al larmen til trods, mener Christine Stabell Benn imidlertid stadig, at kritikken af Cochrane reviewet var vigtigt og berettiget.

”Nordic Cochrane Center er kommet frem med noget, som jeg synes, at alle, der tager deres raske pige hen for at blive vaccineret, har krav på at vide. Jeg er ikke HPV-ekspert og skal ikke gøre mig til dommer over, om man skal lade sig vaccinere eller ej, men jeg vil til enhver tid hævde, at man som modtager af en vaccine skal have det bedst mulige grundlag at træffe sin beslutning på,” siger Christine Stabell Benn.

Hendes oplevelse er, at der har været et værdiskred i det internationale Cochrane-samarbejde, siden det blev etableret for 25 år siden, og det er ikke længere det værn mod et system, hvor medicinalvirksomhederne selv får lov at vurdere deres præparater, som det var engang.

”Det at medicinalindustrien er de eneste, der har interesse og penge til at lave de store kliniske afprøvninger og bagefter afrapportere dem, svarer jo til, at sælger selv laver tilstandsrapport på sit hus, og det tror jeg ikke, at der er mange huskøbere, der vil føle sig trygge ved, men det er det system, vi har lige nu. Medicinalindustrien vurderer selv sine produkters sikkerhed, og vi har i så høj grad brug for nogen som Gøtzsche og Nordic Cochrane Center, som forholder sig til det på en kritisk og undersøgende måde. De har ingen økonomisk vinding af deres arbejde, de har bare en seriøs interesse for at skabe det mest transparente grundlag for at borgerne kan træffe deres beslutninger om vacciner og medicin i det hele taget,” siger Christine Stabell Benn.

Den storm, som Peter Gøtzsche er kommet ud i dette efterår, er i høj grad symptom på en skidt udvikling i Cochrane-samarbejdet, hvor man i stigende grad tillader forskere med tilknytning til medicinalvirksomheder at deltagere i studiegennemgangene, mener hun.

”Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg mener, at mere end halvdelen af forskerne på protokollen til Cochranes HPV-review havde bånd til de dele af industrien, der laver vaccinerne, og Gøtzsche og hans kolleger påviste, at førsteforfatteren til reviewet har bånd til firmaerne. Cochrane blev til for at komme den problematik til livs, at industrien evaluerer sig selv, og nu har Cochrane så selv ladet sig infiltrere af industrien, og åh for pokker da, hvor er det en sorgens dag for folk, der gerne vil have uvildig kritisk vurdering af, hvad vi bruger af forskellig behandling, hvis Peter Gøtzsche bliver fyret på den baggrund. Det er grunden til, at jeg har skrevet under på støttebrevet,” siger Christine Stabell Benn.

Ved Nordisk Cochrane Centers 25-års jubilæum i oktober præsenterede forskere fra centeret data fra et igangværende studie, som viser, at det var betydningsfulde informationer, der blev udeladt i Cochrane-gennemgangen. Ud fra data i de kliniske studierapporter fra HPV-studierne, som Gøtzsche og kollegerne har fået adgang til, kan de blandt andet påvise, at der er en forhøjet forekomst af POTS-syndrom og chronic regional pain syndrom hos HPV-vaccinerede piger, fortæller Christine Stabell Benn.

Hun er selv en stor fortaler for vacciner, og hun mener godt, at danskerne kan håndtere en nuanceret debat om emnet. Sundhedsmyndighederne i Danmark såvel som på verdensplan begår en stor fejl, når de forsøger at undgå det.

”Sundhedsmyndighederne prøver at begrave al diskussion, og det er så forkert i mine øjne, at de bare messer, at vaccination er godt. Hele det dyk i vaccinedækningen, der kom i Danmark, mener jeg i lige så høj grad, at man kunne bebrejde Sundhedsstyrelsen som TV2. Hvorfor lagde de ikke ud med at sige, at det var bekymrende, at et masse piger pludselig oplevede bivirkninger, og at det måtte undersøges nærmere? For det var det jo. I stedet holdt de fast på, at der ikke var noget om snakken, og det tror jeg bare satte mere blus på diskussionen,” siger hun.

Holdningen på bjerget er, at vacciner er gode, og dem, der siger andet, bliver puttet i en kasse med mærkatet ’vaccinemodstander’, og så behøver man ikke lytte mere til dem, oplever hun.

”Jeg siger ikke, at Gøtzsche er fejlfri, men jeg sympatiserer med ham, for jeg er selv i en tilsvarende situation. Jeg er også oppe imod stærke kræfter, hvor man gerne vil tro på at fornuften, data og evidens er det, der betyder noget, og så oplever man, at det er det faktisk ikke,” siger Christine Stabell Benn. 

 

Tags: Peter Gøtzsche, Nordic Cochrane Center, goetzsche, Gøtzsche

Del artikler