Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Regionsrådsmedlemmer fra hele landet: Sammenlægning af psykiatri og somatik er for risikabel

Regeringens sundhedsreform, ’Sundhed tæt på dig’, foreslår en sammenlægning af psykiatri og somatik. Forslaget møder massiv kritik fra psykiatriens fagfolk, herunder cheflæger, professorer og tillidsfolk, der advarer om, at en sådan sammenlægning kan forværre vilkårene for psykisk syge patienter. I dette debatindlæg deler 23 regionsrådsmedlemmer på tværs af partier og regioner deres bekymringer og opfordrer regeringen til at genoverveje planerne.

Regeringens forslag om at sammenlægge psykiatri og somatik i den nye sundhedsreform ´Sundhed tæt på dig´ møder skarp kritik fra cheflæger, professorer, tillidsfolk og faglige organisationer inden for psykiatrien på tværs af landet. Der advares om, at en sådan sammenlægning kan forværre vilkårene for patienter med psykiske sygdomme.

Vi, regionsrådsmedlemmer på tværs af partier og regioner, deler denne bekymring.

Før der træffes beslutninger om en så omfattende ændring, er det afgørende at få afklaret, hvad præcis problemet med den nuværende organisering er. En så kompleks omstrukturering bør undgås, medmindre der er en klar begrundelse.

Vi lytter til fagfolkene, som påpeger, at en fusion ikke nødvendigvis vil løse problemet med overdødelighed blandt patienter med psykiske lidelser. Tværtimod kan sammenlægningen beslaglægge tid og ressourcer, som i stedet kunne bruges på patientbehandling. Det påpeges ligeledes, at det nuværende samarbejde mellem psykiatri og somatik allerede fungerer godt og kan udbygges uden at ændre ledelsesstrukturen. Fagfolkene understreger desuden, at en sammenlægning kan gøre det vanskeligere at sikre opkvalificering og vidensdeling. De advarer også om, at kombinationen af to store reformer – fusionen mellem psykiatri og
somatik samt den forventede regionsfusion – risikerer at overbelaste systemet. Tillidsfolk fra psykiatrien har yderligere advaret om, at de foreslåede ændringer kan påvirke sikkerheden og trygheden for både patienter og medarbejdere negativt.

Efter vores mening er der på denne baggrund alt for stor usikkerhed om, hvorvidt en sammenlægning vil medføre forbedringer for psykiatriske patienter. Samtidigt er risikoen for høj for, at en omfattende omstrukturering vil fjerne det nødvendige ledelsesmæssige fokus på implementeringen af den længe ventede 10-årsplan for psykiatrien.

Vi opfordrer derfor regeringen til at genoverveje planerne om sammenlægning og i stedet fokusere på at styrke psykiatrien gennem kontinuitet, tilstrækkelige ressourcer og støtte.


Underskrevet af:

  • Søren Valgreen Knudsen (Soc.), Region Nordjylland
  • Rose-Marie Mollerup (P), Region Midtjylland
  • Peter Westermann (SF), Region Hovedstaden
  • Malene Busk (Soc.), Region Nordjylland
  • Marianne Friis-Mikkelsen (Kons.), Region Hovedstaden
  • Kim Frost (Kons.), Region Nordjylland
  • Henrik Quist (Enheds.), Region Midtjylland
  • Marianne Karlsmose (KD), Region Midtjylland
  • Stine Roldgaard (SF), Region Hovedstaden
  • Peder Key Kristiansen (Soc.), Region Nordjylland
  • Lene Linnemann (SF), Region Nordjylland
  • Hanne Korsgaard (Soc.), Region Nordjylland
  • Marianne Frederik (Enheds.), Region Hovedstaden
  • Hanne Rode (Rad.), Region Midtjylland
  • Erdogan Mert (Enheds.), Region Hovedstaden
  • Inger Marie Tryde (DF), Region Midtjylland
  • Else Kayser (Enheds.), Region Midtjylland
  • Susanne Flydtkjær (Enheds.), Region Nordjylland
  • Torben Ringe Christensen (Soc.), Region Nordjylland
  • Flemming Knudsen (Soc.), Region Midtjylland
  • Josefine Schlosser (Rad.), Region Midtjylland
  • Lone Langballe (DF), Region Midtjylland
  • Søren Brunsholt Andersen (Enheds.), Region Nordjylland

 

Relaterede artikler

Del artikler